Undergrundens undergrund og hårdslående heftighed

Skrevet af:







Kunstner(e):

Spillested:
Fotografi/illustration:
Bjørn Bavngaard
Genrer: , , ,

Forvent det uventede er en talemåde, man ofte kan anvende. Både i privatlivet, men også når det kommer til koncerter. Yderligere kan man også glæde sig til det uventede. Alting behøver ikke være, som man er vant til, selvom det kan føles bekræftende. Dog kan det også gå den anden vej. Forventer – og håber – man det uventede, og det forventede sker, kan man også føle sig skuffet. Og eftersom at den danske hardcore-scene diskutabelt er gået hen og blevet diplomatisk, kan det være tiltalende med noget nyt. Det kunne vi gå og glæde os til i dag, da første musikalske akt er det nye band HRVRK.

Det skal bare larme

HRVRK er et nyt tomandsprojekt af Andreas Isbrandt Løvenskjold og Johannes Johansen. Vi ved ikke meget om det anonyme band, da vi vender snuden mod den mørkeste kælder i København. Undertegnede har fulgt dem længe og ventet spændt på hvilken slags dommedags-soundtrack, der kunne indkapsles i bandets selvbeskrevet genrebetegnelse så kort og kontant som “noise hardcore”.

Som en overensstemmelse af forventningerne træder Løvenskjold og Johansen på scenen iført henholdsvis en Full of Hell-trøje og en END-hoodie. Yderligere er Jamie de la Sencerie fra Lamentari er med som stand-in på bas. Forventningerne er høje og spændingen stiger under den dronede intro, før Løvenskjold tramper på adskillige guitarpedaler for at forvrænge lydbilledet og skabe knusende lydvægge. HRVRKs musik lyder, som det føles at få en hudafskrabning. Det er en blanding af konfrontatorisk voldsomhed og teknikalitet, der bliver finpudset af musikkens allerede støjende og aggressive tilgang.

Som et bredere samspil på tværs af hardcore-scenen kommer Peter Clement Lund fra Kollapse op og gæster et af numrene på vokal. Ellers er det Løvenskiold, der står for vokaltjansen, ligesom han også står for guitartjansen, hvor de hurtige slides og skrabende plekterstryg op og ned af strengene og guitargribebrættet danner fine paralleller til bands som Knoll og Full of Hell.

HRVRKs musik lyder, som det føles at få en hudafskrabning. Det er en blanding af konfrontatorisk voldsomhed og teknikalitet, der bliver finpudset af musikkens allerede støjende og aggressive tilgang.

HRVRK er et ihærdigt forsøg på fornyet ekstremitet på den danske metalscene. Til deres fordel, virker det. Glimrende faktisk. Hvad end deres musikalske formål er, så håber vi, at det er noget, der udfolder sig positivt på deres kommende EP. Helst lige så positivt, som vores oplevelse med dem live denne aften.

Hvad er den musikalske ækvivalent på et retorisk spørgsmål?

Og så videre til nogen, der ikke nødvendigvis har styr på deres eget formål. Men når man er Oxx, så gør det heller ikke noget, fordi det er hamrende fedt uanset. Det mener undertegnede i hvert fald. Sidst vi havde en skribent inde og se Oxx, var han ikke tilfreds. Netop dét bliver det også lavet sjov med under koncerten. Vokalist Alexander Bossen anerkender titlen i den anmeldelse, som var “Hvad er det, I vil mig med det her?”.

De opnår det uopnåelige, uden helt at vide, hvordan de egentlig gør det.


– For at undgå flere retoriske spørgsmål, så vil vi gerne svare på det: Ingenting! Vi vil jer ingenting med det her! siger Bossen. Men selvom Oxx ikke vil os noget, så gør det stadig noget ved os. Ikke på sådan en helt vild “Uha, hvor bliver jeg da bare rørt af det her”-måde, men mere en undren over, hvad det egentlig er de spiller og hvordan i alverden, de kan huske numrene udenad.

Oxx spiller hurtigt. De spiller også kompliceret. Mens de synger om følelser. Og søer. Det der med følelser bliver der også fastslået, når Bossen drilsk beder to koncertgængere om at stoppe med at stå og småsnakke, fordi “Nu handler det altså lige om mine følelser”. Og igen senere i nummeret, hvor han endnu en gang påminder dem, at det faktisk stadigvæk handler om hans følelser. Vores følelser er heller ikke det tilsigtede med Oxx’ musik, hvilket nok er godt, fordi det er svært at tage dem i betragtning, når der bliver skiftet taktart lige så mange gange, som du har fået cirkelsparket øllen ud af hånden i en hardcorepit.

Oxx er lidt af et paradoks. De opnår det uopnåelige, uden helt at vide, hvordan de egentlig gør det. Det er nådesløst mathcore, hvor tilsigt, formål og betydning er sådan… lidt udover det hele. Men alligevel fungerer det(?). Enormt godt faktisk. Det er ikke musik, der skal røre en. Det er uhåndgribeligt, men stadigvæk fascinerede på sin helt egen måde.

Ikke noget kollaps

Mere håndgribeligt fremstår aftenens hovednavn, Kollapse. På samme måde som Oxx, kan Kollapse føles modstridende. Ment på den måde, at man ikke helt ved, hvad musikken vil en. Sidst undertegnede så Kollapse, var det fedt. Det er det sådan set også denne gang, men man kan stadig være i tvivl. Der er øjeblikke, hvor det er godt, men også øjeblikke, hvor musikken ikke fungerer, som man gerne vil have, den gør. Men Kollapse har stadig styr på det. Størstedelen af tiden er det godt, men som helhedsoplevelse svinger det.

Det føles som om, Kollapse har ét formål: det skal være tungt. Endeløse mængder af tunge riffs manifesteres, så snart Kollapse træder på scenen. Det er samspil med fremgangsforløb. I hvert fald illusionen af et fremgangsforløb, da man ender præcis samme sted som man starter. Ligesom en rutsjebane. Men selvom man ender samme sted. som man starter, så har det stadig været en fortræffelig oplevelse.

Som en version af Cult of Luna på stereoider tæsker Kollapse derudaf på scenen. De skaber undren, men gør det på en gribende måde, så man aktivt følger med i, hvad der egentlig sker, og hvordan de musikalske komponeneter forholder sig til hinanden.

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook