Koncerter med hele fire bands kan ofte være lidt af en mundfuld at skulle igennem – både for band og for publikum. Fredag aften i Amager Bio blev også mere reglen end undtagelsen, da Vomitory, Vreid, Abbath og Hypocrisy skulle fejre Jesu genopstandelse.
Nu er det ikke tradition at spise pandekager til påske, men som med pandekager – og så meget andet – så kan den første, og til dels den anden, godt komme lidt uheldigt fra land.
Jeg kan faktisk ret godt lide både Vomitory og Vreid, men torsdag aften bød på et alt for tidligt starttidspunkt, uoplagthed, dårlig lyd og dårligt fremmøde. Jeg kan ikke finde ret mange positiver ved de to koncerter, så der er egentlig ikke rigtigt nogen der får noget ud af en svada herom.
Noget med broderkærlighed og at være gode mod hinanden.
Åh Abbath, åh Abbath, gid jeg var ligesom dig
… tænkte jeg nok, for en ti års tid siden. Meget vand er løbet gennem den halvfrosne fjord siden, da den globale opvarmning også har ramt Blashyrkh. Det værste der er sket for Abbath, er at han har fået et soloprojekt.
Det er ikke fordi noget egentlig lyder direkte dårligt – det er bare ikke ret spændende.
Det er som en udvandet version af den musik, som han engang var med til at skrive i Immortal. På denne turné får vi faktisk ikke et eneste nummer derfra. Måske er det fair, når hele den sidste verdensturné har fokuseret på sange fra tiden i Immortal, men der er jo vitterligt ikke et eneste nummer fra Abbaths solomateriale, som er tilnærmelsesvis lige så skarpt som Immortals. Der behøver ikke engang at komme et deep cut som ‘Mountains of Might’, men hvad med ‘Tyrants’ eller ‘Withstand the Fall of Time’? Bare noget, som kan retfærdiggøre, at man kan få prædikatet “Special Guest.”
Når Abbath så ovenikøbet læser teksterne op fra en teleprompter, så bliver det bare fraværende. Det tætteste vi kommer på nærvær, er når manden skal gøgle rundt og råbe “ABBATH!” og sige “Kamelåså.” Måske er det hårdt at skulle være Abbath hver eneste dag, men det er også hårdt at være vidne til en mand som efterhånden er tættere på at være metallens svar på Krusty the Clown end noget som helst andet. Stadig ‘in business’, men bag klovnemakuppen er der ikke meget andet end en udbrændt mand, som egentlig ser ud til helst at ville være et andet sted.
Vi får knapt 40 minutter, før bandet går af uden så meget som et tak. Et lille vink og så er de videre. Var man kommet for at se Abbath på slap line, så var det et udmærket show.
Lyden var god og musikken var velspillet. Men hvis ikke vi kan forlange mere af en af black metallens største nulevende legender, så har jeg sgu svært ved at se den store mening med det.
3/6
I want to believe
Før koncerten, stod jeg og snakkede med en bekendt. Dels om Abbath, og dels om hvorvidt vi egentlig rigtigt godt kunne lide Hypocrisy. Jeg er personligt klart til de første to plader, hvorefter lyden blev mere melodisk og udgivelserne mere ‘hit-or-miss’ for mig.
Men som Fox Mulder fra X-Files vil tro på rumvæsner, så vil jeg også gerne tro på at min aften kan slutte godt, da den indtil nu har efterladt en del at ønske.
Heldigvis er Hypocrisy veloplagte og lyder faktisk virkelig godt – endda noget af det bedste jeg har hørt fra et band i Amager Bio. Nuvel, melodød er måske ikke min kop te, men det er ganske medrivende. Der bliver ovenikøbet spillet helt tidligt materiale, fra dengang bandet spillede regulær dødsmetal.
At meget måske er lidt ensporet er tilforladeligt, da Peter Tägtgren og Co. rent faktisk evner at skrive gode sange. X-Files-tematik og UFO-truthing er omdrejningspunktet, men fungerer egentlig overraskende godt, da bandets guitarharmonier har noget udenjordisk over sig.
De melodiske aspekter er, for det meste, ret nøje afmålt. Melodierne florerer primært omkring sangens hook, i stedet for at føles som unødvendig fyld. Melodi er ikke forbudt i metalmusik. Ej heller i dødsmetal, men det skal bruges på en måde så det ikke fjerner tyngden i musikken, eller får musikken til at fremstå banal. Det er Hypocrisy gode til.
Ligesom Mulder forsøger at afsløre regeringen og den cigaretrygende mands indblanding i det udenjordiske, kan man af og til også afsløre Hypocrisy i genreforræderi. Sange som ‘Children of the Gray’, er måske lige lovligt tæt på noget man kunne høre i Melodi Grand Prix og skabe en masse splittelse i ‘The Copenhell Family’. Det er heldigvis kun her, og en enkelt gang mod slutningen af sættet, at jeg vitterligt keder mig.
Jeg kommer ikke ud af Amager Bio som genopstanden Hypocrisy-fan, men går hjem med en respekt for at et hovednavn jeg ingen forventninger har til, rent faktisk kan give en fremragende koncert ovenpå tre skuffelser. Der er sgu nok en grund til at man havde placeret dem øverst på plakaten. De havde i hvert fald i sinde at vise, hvorfor de stod der.
