Jeg ved ikke, om der nogensinde rent faktisk er blevet fremstillet klaverer i de grå kasser, der udgør Klaverfabrikken i Hillerød, men hvad jeg ved er, at der er godt i gang i bookinggruppen Andelsslagteriet, som holder til deroppe. De afholder arrangementer, som de færreste andre på de kanter ville røre ved, og fredag aften var endnu et af dem.
Hele balladen fandt sted i en lille sal med plads til under 100 mennesker, der til daglig fungerer som et jazzvenue. Heldigvis – eller desværre, det er op til dig – var der ikke jazz på programmet fredag aften. De havde ikke engang vin i baren, kun røvdyre dåseøl og rare bartendere. “Jazzklubben” blev for en stund forvandlet til Hardcoreklubben af tre bands, der alle tager udgangspunkt i samme genre, men trækker den i vidt forskellige retninger.
Det var nu primært de fremadstormende Violent Summer Orchestra, jeg tog den lange tur med linje A for at opleve igen. Deres debutkoncert med S.T.A.B på Råhuset tidligere på året cementerede dem som en stærk og kærkommen spiller i scenen, og deres mathede tilgang til genren er slet ikke til at stå for, hvis du spørger mig. Med medlemmer fra Sunken, Stügg og (0) kan det næppe komme som en overraskelse, at deres koncerter emmer langt væk af kvalitet og sammenspillethed. Det er erfarne kræfter i en ny indpakning, hvilket både kan høres på deres demo fra sidste år og kunne mærkes i den intime jazzklub.
Jeg tør ikke spå om, hvor længe Violent Summer Orchestra – eller VSO, hvis du er sej, sådan dér – havde været i støbeskeen, før bandet blev public knowledge, men deres numre virker så helstøbte og kalkulerede i al deres kantede kaos og vildskab, at man sagtens kunne snydes til at tro, at det her er et etableret band med flere år på bagen. Til gengæld lod publikum ikke til at være helt lige så overbeviste, men nu var det også tidlig aften på en fredag, og ud fra gennemsnitsalderen at dømme, havde de fleste nok kun lige været hjemme at vende efter arbejde – dem, der altså ikke havde fri 1. maj. Det er altså bare federe at lave karatemoves om lørdagen, når man ikke har siddet foroverbøjet over en computer på et eller andet sterilt kontor i otte timer. Det var, så vidt jeg er orienteret, firemandgruppens tredje koncert indtil videre, så nu håber jeg bare på, at der ikke går alt for længe, før jeg kan se mere til dem igen.
Deathcore er sådan noget, som mange ikke kan lide, men som RIGTIG mange elsker. Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange deathcoreplader jeg frivilligt har sat på i år, men jeg må efterhånden erkende, at genren har en del dygtige og veloplagte livebands. Henret er et af dem. Det forsikrede Anders mig i hvert fald om inden koncerten, da han understregede, at der altså er mere til deres musik end som så. Og mange minutter skulle der da heller ikke gå, før jeg måtte give ham ret.
Forsanger Anders Iversen kommanderer pitten rundt fra starten, og får såmænd også tændt for rummets centrifuge, da han befaler en circle pit i gang. Tænk sig at løbe i den varme. Og tænk sig, at Henrets genregadekryds, der bevæger sig igennem stort set hele -corespektret, skulle fungere så godt i et liveformat. Jeg har absolut intet imod dem, og kunne faktisk også godt lide deres seneste EP ‘Depths Below’, men at de skulle stå så stærkt live, som de gjorde, var over al forventning. Derivativt? Ja, for helvede, og nogle gange endda helt klodset åbenlyst som på eksempelvis ‘Bury Me’, men jeg sang med på den alligevel, og det betyder vel bare, at det virker.
Hvem kan sige nej til et stykke med Mite? Aftenens headliner leverede et præcis lige så energisk og kontant show, som de plejer at gøre det. Mite er nemlig sådan et band, man kan regne med. Du kan regne med at støde ind i Jeppe Christiansen mens han plører igennem sine tonstunge baslinjer nede i pitten. Du kan regne med, at selvom forsanger Mona Mattle var iført en Morild t-shirt, ville koncerten være så langt væk fra lange, atmosfæriske passager med plads til introspektion, som man overhovedet kunne komme.
Mite spiller ikke pæn musik. Der er ikke nogen akavede pauser, ingen forsøg på at fortælle et nu opvarmet publikum om, hvordan de skulle bevæge sig, og slet intet blær. Mite er noget med at tælle til fire, rykke med hovedet og råbe med på hvad end du har nået at få lært fra ‘Pigs in Power’. De er lige så overbevisende, når de spiller djævelsk hurtigt, som når de spiller fandens langsomt og tungt, og det var faktisk særligt de dybe og mere groovy beatdowns, der gik rent ind for undertegnede fredag aften. Det er dels lydteknikerens fortjeneste, der sørgede for en fed bund til hele svineriet.
