I aftensolens skær lagde Konvent vejen forbi Byhaven på en slags mellemstop mellem deres nyligt afsluttede tour med Zeal & Ardor og en række kommende europæiske festivaloptrædener. Det var jo godt vejr, og jeg har egentlig været begejstret for større dele af Konvents ellers beskedne diskografi, så det var en total no-brainer. Entreen var tilmed gratis. What’s not to like?
Jeg var tidligt på den, så der var rigelig tid til at nyde noget aftensmad fra Yeerro, der langede varme gyros over disken ved siden af Byhavens bar. Jeg fik mig en med gris, for den var billigere end den med kylling, og smagte faktisk ganske tilforladeligt. Jeg fik også pommes frites til med chilimayo ved siden af, som mest af alt lignede og smagte af den klassiske 50/50-fordeling af mayonnaise og ketchup. Hele molevitten blev skyllet ned med en shrinkflation-præget 40cl fadøl, nydt ved bænkene under parasollerne, der vistnok har været hvide engang. Mine kumpaner og jeg kunne ikke helt blive enige om, hvorvidt de mange mørke plamager på stoffet var forårsaget af fuglelort eller mug.
Det var faktisk enormt hyggelige omgivelser alt taget i betragtning, og det var da heller ikke en uvæsentlig menneskemængde, der havde samlet sig i Byhaven fredag eftermiddag. De sidste rester af hverdag var forduftet, og jo tættere vi kom på koncertstart, desto mere proppet blev der. Til sidst stod vi som sild i en tønde nærmest overalt i Byhaven. Nogle gange glemmer jeg helt, hvor hypet Konvent har været, og tilsyneladende stadigvæk er, når jeg ser dem optræde. Ikke blot herhjemme, men også i udlandet. Igen i år er de at finde på flere europæiske festivaler til sommer, så det er da belejligt, at der lige var plads til en lille lokal opvisning i dødsdoom inden da.
Meget apropos var Konvent knap nok lige nået hjem fra deres mini-tour med Zeal & Ardor, før de indtog Byhavens lille scene. Man må derfor sige, at de var ganske godt opvarmede – og det kunne mærkes! Måske er det bare min recency bias, men jeg synes Konvent virkede betydeligt mere engagerede i Byhaven, end de gjorde, da de varmede op for Zeal & Ardor på Train i april for et par uger siden. Det er ikke fordi, Konvent er det mest statiske doomband, der findes, men til tider kan de godt virke lidt anonyme på en scene. Det var absolut ikke tilfældet i fredags, hvor de fremstod befriende ekstroverte i Byhaven. Ikke meget sniksnak, bare bevægelse og åbenlys spilleglæde. Rent musikalsk var der minimal forskel på deres optrædener på Train og i Byhaven, og hvis jeg ikke tager fejl, var setlisterne også ens, eller som minimum tæt på at være det. Havde det været rart med noget lidt andet? Ja, klart. Er det for meget at forlange af et band, der foruden førnævnte tour ikke havde spillet et show siden en børnekoncert på Gimle i november sidste år med en helt anden besætning? Givetvis.
Jeg har altså haft fornøjelsen af at opleve Konvent to gange, siden de fik Amira Hernan fra det hedengangne Solbrud (RIP) med om bord. I en årrække havde de ellers spillet som kvintet, men på under et halvt år gik de fra fem til tre, da guitarduoen bestående af Sara Helene Nørregaard og Suo Fei begge trak sig med blot et par måneders mellemrum. Alt tyder dog på, at man har fundet det perfekte match i Amira og deres knaldgule, megaseje B.C. Rich. Jeg tror faktisk også, at jeg foretrækker Konvent som en firkløver. Det er en begrænsning, de har vendt til en fordel, for musikken er mere åndbar, når den er fordelt på færre instrumenter, og især Heidi Withington Brinks fuzzy, kværnende basgange får lov til at fylde mere i det bastante lydbillede. Hun udgør sammen med trommeslager Julie Simonsen en robust lydmur af en rytmesektion, der især på numre som ‘Pipe Dreams’ og ‘Fatamorgana’ lød ekstremt magtfuld og ildevarslende.
Forsanger Rikke Emilie List bliver bare dygtigere og dygtigere, med et register, som stadigvæk forbløffer mig, når jeg hører Konvent live. Jeg står stadigvæk lidt måbende tilbage hver gang de dybe, brummende growls af ren dysterhed forvandles til nogle intet mindre end imponerende screams. Det kan ‘Puritan Masochism’ og især ‘Grains’ fremhæves som de absolut stærkeste eksempler på.
Konvents tilstedeværelse på Byhavens lille og intime scene var en finurlig kontrast til bandets stemningsfulde, ominøse tilgang til musikken. Når solen skinner fra en stort set skyfri himmel på fadølsdrikkende koncertgæster i Pumpehusets forhave, kan end ikke den mest urovækkende korudgave af ‘Solen er så rød, Mor’ skabe dårlig stemning.
Den nu fuldt konsoliderede nye konstellation af Konvent løftede opgaven om at spille en lille gratis specialkoncert ganske fint på trods af, at der egentlig ikke var meget, der skilte sig nævneværdigt ud fra deres vanlige liveformat. Tungt og grumt med autoritet og pondus. Det var svært at føle sig snydt.
