Første uge på arbejdet efter endt ferie burde faktisk være forbudt. Der er ingen, som synes, at det er fedt eller rart. Særligt ikke når det er koldt, mørkt og glat udenfor, og man egentlig måske helst bare gerne vil høre sin black metal hjemme i stuen.
Noget, der til gengæld er fedt og rart, er Völvas punkede black metal. Stilen er et sted mellem første- og andenbølge med læder, nitter, sikkerhedsnåle med Venom og cowboystøvler. De er også fra Sverige. Bassist og forsanger har enten en guldtand eller fået slået en tand ud. Det er lidt svært at se, hvilken af de to der er rigtigt, men begge er ganske passende for, hvad der bedst kan betegnes som “Lygtens Kro-black”.
Völva er et ganske charmerende bekendtskab. Der er lang pause mellem numrene, hvilket bliver lidt akavet, når de har flere riffs, end de har karisma. De riffs, de så har, er til gengæld rigtig gode. Völva er lige præcis dét, som jeg har brug for i dag. Der er ikke nogen karismatiske fuckfingre, men der er en kæmpe fuckfinger til den idé om, at en god koncert kræver et tight band, der lyder som en MGK-eksamen.
Noget, der heller ikke lyder som en MGK-eksamen, er tyske Karloff, hvis Celtic Frost’ske black’n’roll vækker begejstring blandt publikum. Der er “UGH” en masse, og bassisten ligner faktisk et uægte barn mellem Tom G. Warrior og Galadriel. På papiret så lyder det jo egentlig ganske fortrinligt. Det er det sådan set også, men i de små tre kvarter, som bandet spiller, formår de at spille den samme sang hele settet igennem. Der kommer lige et sejt riff, så bygges der op, så råbes der “UGH”, og så kommer der sådan et stykke, der lyder som, hvordan jeg forestiller mig, det er at køre på en Harley Davidson, og så er det ligesom det. Igen og igen. Thomas Treo dukker også op, hører et nummer, klapper forsigtigt og går igen.
Det var ikke dårligt, men hvis man vil være kalif i stedet for kaliffen, så er det ikke helt nok at være Karloff.
Hexenbrett kommer noget forsinket på scenen, da de pyntesyge østrigere lige skulle gøre klar. Der skulle hænges en babydukke i loftet, sættes et par mannequiner op, nogle blomster, en drejeskivetelefon og noget vat, der vist nok skulle ligne spindelvæv på trommesættet. Det er lidt sådan, jeg forestiller mig, at Domina Darks spisestue ser ud. Sådan et sted hvor jeg nok hellere bare vil se på end at deltage, hvis jeg af en eller anden grund skulle ende der.
Jeg er ret betaget af bandets blanding af giallo, 70’er-syrerock, proto-metal og black metal. Det er også noget af en mundfuld af genrebetegnelser, men forklarer også samtidig, hvorfor bandet heller ikke har plads til gagballs på scenen. Hvis nu man forestiller sig, at italienske Goblin var begyndt at spille Mercyful Fate-riffs, men også abonnerede på Ugens Rapport og synes, at tidlige horrorfilm var the shit. Det er særligt inspirationen fra giallo, som er gennemtrængende. Den tidlige italienske 60’er horror. Den hængte babydukke er naturligvis taget fra ‘Profondo Rosso’, ligesom bandet også jammer over Goblins tema derfra. Noget, som John Carpenter måske senere har skævet en anelse til, da han skrev temaet til Halloween. Her er det så bare spillet af en østriger med fedora, Phantom of the Opera-maske, kappe og farvede bånd dinglende ned over skuldrene.
Det er voldsomt tight og overbevisende ligesom guitaristens ekstremt stramme læderbukser. Trommeslager og sanger ligner Dick Dastardly med elefanthue på, mens bassisten har en maske på, som leder tankerne hen på revisoren fra 802s “1986 Forever”. If you know, you know.
Alting synges på tysk, hvilket jo ikke gør seancen mindre lummer. Der er sleazy pikrocksoli på “Um Mitternacht”, Mercyful Fate-riffs på “Hexen (bis aufs Blut gequält)” og blacket Dimmu Borgir-klaver på “Dem Teufel eine Tochter.” Jeg ved ikke, hvordan man kan slippe af sted med det, men det kan Hexenbrett altså. Måske fordi alting er så gennemført mærkeligt, at intet behøver at give mening. Det virker næsten rodet og usammenhængende, men som et absurd teaterstykke virker intet out of place, når alting er mærkeligt og totalt immer geil.
