Forleden var Radar vært for to omgange umti-umti-bookinger af den helt tossede kaliber. Der blev spillet på alle tangenter, virkemidler og GameBoy, og jeg har svært ved at få armene ned over, hvor stor en fest det var.
****&c
Tanis, Silke og ***&c udtales “Beep Et Cetera”. Kær multikunstner har mange navne. Den lokale chiptune-magiker har i dagens anledning hevet sin GameBoy Color frem fra studiet og taget alle de knapper med, der kan skrues på.
“So stoked to warm up for Violent Magic Orchestra, so yeah. I do GameBoy music.” – ***&c.
Hvordan det helt teknisk virker at spille musik fra en GameBoy, har jeg ingen idé om, men fra først bip-bip var stemningen sat. Vi startede på level 1, hvor den efterfølgende progression og spændingskurve i sættet var spændt fuldstændig op som en flitsbue. Hårdtslående og synkoperede basgange og hoppende arpeggioer i et evigt udviklende glitchet lydunivers. Der er en mening med det kuraterede galskab, og linjen er tydelig. Den første halvdel af sættet er et slags “tutorial-level”, hvor vi lige får set landskabet an og dannet os et overblik. Herfra bliver vi kastet hovedkulds ind i et endeløst boss-level, hvor den hyggelige blip-blop-stemning bliver revet itu af galoperende jungle breaks og hardstyle, som havde sidste-bossen bygget sit onde slot i det hollandske gabber-natteliv. Ingen stop, ingen catering og klap på ryggen, bare Gameboy og smadr.
Violent Magic Orchestra
Når et band i flere omgange bliver beskrevet med sætninger som “Det bliver du nødt til at opleve live” eller “Forestil dig en blanding af black og techno”, så vil jeg måske rynke en anelse på næsen. Ikke fordi jeg nødvendigvis tvivler på kvaliteten, men fordi den slags førnævnte udsagn ofte lover mere, end de kan holde. Lyder det ikke mest af sanselig overstimulering og mersalg i baren? Jo, det gør det, men det er fandeme også sjovt.
Det umiddelbare indtryk skal lige fordøjes, før jeg helt fatter, hvad det er, jeg skal til at være vidne til. Corpsepaint, spikes-agtige appendage, overdrevet spike-armbånd. Det japanske fænomen Violent Magic Orchestra (eller VMO) har efter deres mytiske koncert på Roskilde året før været højt på manges ønskeliste. Hvilken størrelse VMO er musikalsk, er svært at forklare, men når alt kommer til alt, er det et partyband.
Intense og smukke synth-klangflader brager gennem den lille sal, mens gruppen indtager poseringer og/eller drøner rundt med en manisk energi, der på samme tid kræver og manifesterer en fuldstændig symbiose mellem publikum, musik og VMO. Bagtæppet er en feberdrøm af grafik, der følger musikken synkront gennem forstyrrende billeder af forpinte menneskeansigter, mandelbrot-fraktaler og drager. Det hele kunne være så kikset, men det er så evigt sejt og bliver et fantastisk unikt udtryk, som er helt deres eget.
Okay, men hvordan lyder det? Fra talte vokalpassager over eurodance-beats, der kunne gøre Scooter jaloux, til dommedags growleri over industrial black metal. Det er en bred pallette af vanvid, vi bliver præsenteret for. Hele udtrykket står knivskarpt og bliver aldrig tabt eller udvandet af sin maksimalistiske tendens, som lige så godt kunne æde sig selv i målet om altid at skulle være vildere, hurtigere og tungere.
I front af dommedagsudtrykket har forsanger ザスター (Zastar) armeret sig med nogle voldsomt kraftige lommelygter, som i resten af sættet agerer som en slags DIY-laserlys. Som gruppen bevæger sig ind og ud af kaos og koreografi, får de brugt alt i værktøjskassen til at gejle publikum op til kogepunktet, og det virker.
Temperaturen i Radar når et faretruende højt niveau, og den japanske sejrsmarch bliver afsluttet med nummeret “SUPERGAZE”, der fungerer tour de force gennem alle de udtryk, vi har oplevet under koncerten, og binder en sløjfe på hele oplevelsen. Med en hylen for ørene og brændte øjne, er jeg glad for, at der ikke var et tredje indslag på plakaten denne aften. Fantastisk, forrygende og alt for meget.
Fotos venligst udlånt af Rolf Meldgaard @rolfrawphotos
