Børn skal tages alvorligt. Hvis ingen gør det, og hvis ingen gider gøre sig den ulejlighed at tænde en gnist i dem, hvilken mulighed skal der så være for, at der senere opstår en flamme, som kan omsættes til udvikling af en musikscene? Bevares, det er længe siden, at undertegnede har hørt så udmærket en vindersang som ved dette års MGP, men der er masser af eksponering for ungerne, når det gælder computergenereret musik. Tænk, at “håndspillet musik” kan blive et begreb, men ikke desto mindre er det jo det, det handler om – og det skal opleves live. Det har Johan Tankred forstået, idet han skabte HXC Kids. Det er der også mange andre, der har, og børnenes endagsfestival, som så lyset første gang sidste år, er allerede blevet et landsdækkende fænomen, komplet med statsradiofoniens mediedækning i bedste sendetid, og alt muligt. Årets første omgang foregik i Odense Palmesøndag, og det var udsolgt.
Reglerne for HXC Kids er enkle. Det er for børn. Du kommer ikke ind, hvis det ikke er fordi et barn følges med dig, og bajere er bandlyst. Du kan få slushice og popcorn, og i øvrigt have det dejligt. Og så kan du ellers få lov at opleve, hvordan børns øjne skinner på en helt særlig måde, når de får lov at deltage i noget, som er en stor oplevelse.
Mine børn er allerede veteraner, og heldigvis er min samvittighedsløse brug af dem tilgivet på forhånd; de var også med sidste år, og har selv bedt om at komme afsted igen i år. I hvert fald den store. Den lille er to år gammel og kan ikke huske en skid fra et år tilbage. Men hun vidste, at der ville være musik og slushice, og så var hun på.
Vi havde smuglyttet lidt på forhånd til nogle af dagens fire bands, og da begge mine børn er piger havde det særlig interesse, at det også var piger, der spillede i Smooch! og Ivy Crown, og det danner grundlag for den måske næstvigtigste ros, som skal sendes i retning af HXC Kids. For repræsentation er pissevigtigt. Jeg glemmer eksempelvis aldrig nogensinde første gang, det gik op for mig, at vokalen fra Arch Enemy fremførtes af Angela Gossow. Udover det faktum, at jeg nok aldrig helt kommer mig over det lille crush, jeg har på hende, så gav det mig lyst til selv at spille metal. Jeg gjorde aldrig noget ved det, så på den måde er jeg et dårligt eksempel, men sådan er der så meget. Pointen står alligevel. Og når de kompetente set akkompagneres med et møde i merchboden som er defineret ved tindrende beundring i børnehøjde og interaktion defineret ved charme og imødekommenhed fra de nyopdagede helte, så er der ikke et øje tørt.
De to unge bands, som var først på scenen i år, var også bands, vi allerede har spottet og følger på Selvtægt, og det er der en grund til. Smooch! fik lov at åbne ballet med ‘Lover’s Zone’, og hvis ikke jeg tager meget fejl, havde de revideret de første linjer “You’re a dickhead / and I’m addicted” bare en anelse, så ungernes første møde med lyrikken ikke nødvendigvis var de frække ord lige i hovedet. Der var masser af attitude på scenen, og deres retroprægede, rockabilly punk rock var den perfekte åbning af dagen. Bandets forkærlighed for vild energi og en forbindelse med publikum er det perfekte match: der er intet publikum så klar på at connecte som kids. De er til gengæld også et sindssygt kontant publikum, og kan de ikke lide det, så skrider de. De gjorde det modsatte her, og mine egne unger kvitterede ved at prøve på at starte en pit. Mor var stolt.
Rottefænger befinder sig i en temmelig anden boldgade, og den eneste fejl, de begik var, at de spillede for kort et set. Bedst var vi kommet i gang før de takkede af igen, og indledningsvist var jeg faktisk så forvirret over det, at jeg antog, at der måtte være et teknisk problem, som de lige skulle løse. Ganske vist er det en del af konceptet, at hver enkelt set er kort, men der var snildt plads til både et, to og tre numre mere her. Jeg fik en rigtig udmærket snak med min seksårige om forskellen på musikken efterfølgende, og hun ramte hovedet temmelig godt på sømmet da hun reflekterede over, hvordan hun fik lyst til at danse vildt til Smooch!, men snarere mærkede en masse følelser indeni da Rottefænger fra scenen sendte melodisk, autentisk, shoegazet rock med indietendenser og en fremragende vokalpræstation af Frej Hestbæk, som med lethed gled fra en overbevisende og følsom rockvokal over i eminente skrig i sin highpitchede growl.
Begge bands blev bedt om at skrive autografer på koncertplakaten efterfølgende, og begge gjorde det så sødmefyldt, at ethvert forældrehjerte, som banker lidt for livemusikken, kun kan blive fyldt til bristepunktet af hvor skønne, de unge er, og hvordan de selv er med til aktivt at sende faklen videre i den delte begejstring.
Mit tilbud om slushice og popcorn ad libitum blev taget meget alvorligt denne dag, og Ivy Crown måtte betale prisen. Nuvel, det var også den meget unge del af publikum, jeg havde valgt at medbringe, og derfor var jeg også en af dem, der satte stor pris på den konceptuelle indretning af Posten. Der er nemlig flere steder mulighed for at skabe pauser, og for mine børn skulle det til nu. Selvom lydniveauet er skruet ned til 90 db og vi selvfølgelig havde medbragt hørebøffer til små ører, er det stadig en intens oplevelse, og der er smæk på sanseindtrykkene. Den slags skal man respektere, og for os betød pausen, at ungerne også havde lyst til at blive til det sidste band.
– Sidste år kunne børn komme op på scenen til sidst, mor. Tror du også, man kan det i år? Spurgte min store pige mig, og ja, det kunne man sgu. Endarken var dagens etablerede, fuldgyldige metalindslag, og ikke ulig Crown the Beast, som havde tjansen sidste år, forstod de præcis, hvordan man kunne gøre en potentielt truende sound til noget helt andet. For mine børn er metal ikke fremmed, men det er en kunst at respektere, at den succesfulde gateway er den, der rummer, at det ikke er givet for alle. Endarken spiller groovy, melodisk død, og særligt guitarist Henrik Rangstrup og vokalist Hjalte Sejr Bertelsen forstod, at hvis man klovner lidt, tages spidsen af det farlige. Kombineret med et simpelt greb med en konkurrence om hvem, der kunne skrige højest, lykkedes de i næsten uhyggelig grad med at skabe en fornemmelse af at være til en helt almindelig dødsmetalkoncert – bare med publikum i hobbithøjde. Det er tydeligt at fornemme, at de ikke havde lavet en lightudgave fordi børn, men tværtimod et energifyldt og tight sammenspil, fordi børn.
Til det sidste nummer inviteredes alle børn op på scenen, og ud over, at det meget tydeligt bragte den musikalske oplevelse direkte i øjenhøjde, så var der også et stort antal børn, der tog imod invitationen til at blive på scenen efter koncertens afslutning for at pille ved instrumenter – hvad både resulterede i en klejn knægt, som flashede guitarintroen til ‘Sweet Child of Mine’ og en pige, der testede et skrig med potentiale i de hårdere genrer. Fabelagtigt.
