Musikalsk bred spændvidde, og så den med thrash

Skrevet af:







Kunstner(e):

Spillested:
Fotografi/illustration:
Bjørn Bavngaard
Adgang gennem arrangør
Genrer: , , , , , , ,

Mens weekenden er ved at ende, og vi alle skal tilbage til vores kedelige hverdagsliv, valgte vi som akutforsøg på livsglæde at bevæge os mod Copenhagen Distillery for metalkoncerter.

I aften spiller åbningsbandet dødsmetal. Københavnske Crimson Burial bærer koncertfanen denne søndag aften for de fremmødte koncertkrigere, der ligesom os mener, at en søndagskoncert er den bedste måde at afslutte ugen på – eller den bedste måde at starte den kommende uge på, hvis man er optimist og ser sådan på det. Men som vi står i sort tøj og læderjakke, må vi indrømme, at vi ikke er sidstnævnte. Sådan er det jo med os metalhoveder. Vi vil gerne være farlige, og vil ikke indrømme, at nogle ting gør os glade. Og ikke bare som metalhoved, men som menneske, er det aldrig sjovt at indrømme, når man tager fejl… men lige netop det må vi gøre. I skyggen af vores uvidenhed antog vi, at aftenens første band Crimson Burial, var endnu et forsøg på at være med på den velkendte jydedødsbølge med kedelige riffs og ligegyldige sangstrukturer – men det viste sig så absolut ikke at være tilfældet.

Spilleglæde så sort som døden

Det er unægteligt, at den nye generation lige så stille er ved at overtage den danske metalscene. Crimson Burial er endnu et af de bands, men i modsætning til f.eks. Nakkeknækker, så er Crimson Burials tilgang til sangskrivning præget af originalitet – til en vis grad, i hvert fald. Det er tydeligt allerede fra første nummer, hvor bandet med kæmpe musikalsk overskud bevæger sig udover scenekanten. Det lyder fuldstændigt knusende med Lasse Sylvester Kristensens dobbeltpedal, der tordner derudaf, samt Anton Fløystrups pompøse og super-velartikulerede vokal.

Resten af bandet udstråler også ekvilibrisme. Auguste Slæger og Mikkel Alexander kører henholdsvis femstrenget-bas og syvstrenget-guitar. Og som en, der elsker prog og er selvbevidst prætentiøs omkring dét, kan jeg med fremskudt bryst og stor selvsikkerhed sige, at jo flere strenge på instrumenterne, des bedre må musikken derfor være. Crimson Burial udstråler ikke kun originalitet, men også teknikalitet. Numrene grænser i hvert fald tech-død under nogle af passagerne, hvor teknikaliteten bunder i Mike Dalsgaard og Auguste Slægers vanvittig dygtige guitarsamspil, der ligefrem lyder knusende på numre som ‘Plague Corrosion’.

Ikke nok med den overordnede dygtighed og nidkærheden for det musikalske, så er det også bare forfriskende at se sådan et lovende ungt band, der tæsker løs på scenen. Og endnu mere forfriskende, når bandet faktisk fylder noget på scenen. Det er nemlig ofte et stort problem med gigantnavnene på diverse festivaler – eller bare til normale koncerter. Selvom fremmødet fra publikums side er stort, er det ikke ligeledes sådan med bandets scenetilstedeværelse. En scene kan godt være for stor til et band. Det er dog ikke tilfældet med Crimson Burial i aften. Der bliver ikke hoppet rundt med samme krigeriske energi, som man ser Jeppe Halse Fugleberg gøre i Swartzheim, men hele bandet føles stadigvæk nærværende.

Ikke nok med den overordnede dygtighed og nidkærheden for det musikalske, så er det også bare forfriskende at se sådan et lovende ungt band, der tæsker løs på scenen.

Kunne Crimson Burials tilgang til dødsmetal konstrasteres mere? Ja. Skal de have tid til at udfolde sig som band? Ja. Var det fedt at se Crimson Burial i aften? Ja! Det er dødsmetal, man gerne vil høre, og gerne vil have mere af, frem for “Hvaaa’ er det her sæt ikke snart færdigt, så vi kan komme videre?”-dødsmetal.

Uimodståeligt unikum

Efter Crimson Burials overbevisende lås i ansigtet skal vi gøre os klar til aftenens andet navn, nemlig danske (0) – udtales “parentes nul parentes”. Undertegnede har set bandet live en håndfuld gange efterhånden, og hver eneste gang har (0) været eminente. Undertegnede har også skamlyttet – pun intended – til både EP’en og senere hen fuldlængden ‘Skamhan’. Derfor kan endnu en (0)-koncert godt gå hen og blive en form for selvrealisering. Livet går nemlig indiskutabelt (ret diskutabelt faktisk) ud på to ting. Som nævnt tidligere, at kunne erkende sine fejl, og yderligere ikke at være forudindtaget til en koncert af et band, man elsker (virkelig diskutable livsregler faktisk).

(0) er et af de bands, som få kender, men dem, der kender dem, elsker dem. Undertegnede havde talt dem meget op til nogle af aftenens andre koncertgængere og opfordret til, at man kom og så dem. Vi stødte dog på to problemer. “Nå, det vil jeg overveje. Hvilken genre spiller (0) så?” blev vi tit spurgt om. Og hvad svarer man overhovedet dér? Der er noget progressivt i deres musik. Der er død, men der er også black… og faktisk også doom, drone, post, samt andet. Man kan ikke indkapsle (0) med én genrebetegnelse. “Nå okay, men hvilket andet band lyder de så som?”. Det her er så det andet problem, vi stødte ind i. Fordi når vi bliver spurgt om dette, kan vi heller ikke komme med et konkret svar. Faktisk er vores svar her endnu værre end det forrige, da det er nemmere at smide en håndfuld fællesbetegnelser i hovedet på folk og sige “Det er dét, de spiller!”, end at komme på et band, der lyder som (0).

(0) er et af de bands, som få kender, men dem, der kender dem, elsker dem.

Der bliver åbnet med nummeret ‘Trukket Tid’ fra deres kommende album ‘KNÆK.MØRKE.MOD.LYS’. Det læner som mod de mere opbyggende og progressive tendenser, hvilket fungerer godt når ‘Sortfugl’ bliver indledt som andet nummer. Bandet er i topform som forventet og det lyder knivskarpt. Der lægges hverken skjul på engagement eller teknikalitet, når samspillet mellem Mads Mortensens trommer, og Jesper Ulrich og Martin Aakjærs guitarspil tordner derudaf i breakdownets 6/4 taktart. Samme med ‘Skarntyder’ som bliver leveret med et smertefuldt stort overskud, der ligeledes tordner derudaf med det mest catchy omkvædsriff i 7/4. Sådan er det med meget af (0)s musik. Det skal tilpasses og tænkes over, før det klikker fuldstændigt. Både med de hjernesmeltende ambientsektioner, men også de svære-at-afkode guitarriffs.

(1136) lukker sætlisten fremragende. (0) har måske ikke overbevist alle denne aften med deres koncert, men de har imponeret vores udsendte gevaldigt. Alle danske metalfestivaler: I kan godt begynde at holde øje med (0) til en fremtidig booking!.

Spil den med thrash!

Og så videre til noget, der ikke er lige så godt som (0). Nu har vi haft to omgange med dødsmetal, og det er blevet tid til at ændre formatet lidt. Det er blevet tid til en af de reneste former for metal, nemlig thrash. Selvom det er blandt de reneste former, så er det simultant også en af de kedeligste. Yderligere er thrash også noget af det mest effektive metal for alle andre end skeptikerne. Alle kender jo Metallicas ‘Master of Puppets’ eller Megadeths ‘Rust in Peace’. Så selvom thrash er kedeligt, så er det stadigvæk vigtigt. Genren er let tilgængelig, og det er manges indgang til metalgenren. Utallige unge ildsjæle har i hvert fald udstyret sig med en guitar og tablatur til Metallica-numre i starten af deres metalrejse.

Demolizer er hovednavnet i aften, og den thrash Demolizer spiller, er thrash som man kender det – med få undtagelser af kortvarige og velfungerende sektioner præget af andre genrer som en form for krydsreference. Det er en smule forudsigeligt, og man kan godt ende med at stå og undre sig over, hvornår Slayer ringer og spørger, om de gerne må få deres riffs igen.

Hvad der er bøvlet musikalsk, bliver også kun mere bøvlet af det faktum, at der skal skiftes guitar og strenge flere gange, end Hatesphere har skiftet lineup. Heldigvis tager både band og publikum det pænt. Demolizer virker til at hvile nok i sig selv til at kunne joke med det. På samme måde virker de til at hvile nok i sig selv til at spille thrash, når de bare vil spille thrash. Det er dejligt ikke at se ensidigt engagement fra bandet, der tydeligvis elsker at stå på scenen, men et ligeledes engagement fra publikum, der på hulemandsk vis dasker rundt i pitten så øllene skvulper og trøjerne bliver smidt.

Thrash har ikke samme status i Danmark som dødsmetallen har. (Jyde)dødsmetalbølgen er nemmere at hoppe med på end thrashbølgen. Den skal drives af folk med passion – vi kigger på jer, Terminalist, Swartzheim, Persecutor… og måske også et skævt vink til jer, Demolizer. 

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook