Rollespilstematik og heavy metal har næsten altid hængt uløseligt sammen. Særligt fra slutningen af halvfjerdserne, med bands som Rainbow, Manowar, Cirith Ungol og senere Dio. Trolddom, sværd og drager. Inspireret af Tolkiens romaner, Dragonlance og lignende. Alt det gode, som vi millennial, der blev valgt sidst til fodbold i frikvarteret åd råt.
Når jeg lytter til heavy metal, så bliver jeg mindet om fredag aftener fra min barndom, hvor jeg lånte Dungeons & Dragons: Neverwinter Nights på det lokale bibliotek for at sidde og spille en hel weekend. Eller spejderlejre, hvor jeg tryglede de ældre drenge om at få lov til at spille pen and paper-rollespil med dem om aftenen. Intet slår følelsen af at rulle “critical hit” med en D20. Måske ‘Melissa’ med Mercyful Fate, men det er så også det.
Irske Dread Sovereign giver ikke helt følelsen af at slå en 20’er, men mindre kan sgu også godt gøre det. Der er meget lidt heroisk dragedræber over bandets musik. Det kan måske blive til et par orker, der plyndrer en afsides landsby, men sådan noget hører også til.
Der er god pub-stemning og der bliver råbt “fuck off” en masse til publikum, når jublen er en smule lavmælt . Det er såmænd meget godt, men det er samtidig et band som ikke rigtigt ved hvad det vil. Som scenen i De To Tårne, hvor orksjakbajsen ikke aner sine levende råd om hvordan de dog skal få nok ressourcer til at udstyre Sarumans hær af Uruk-Hai, inden de skal marchere til Helm’s Deep.
Der bliver lagt ud med trippet syredoom, som er sovset ind i fuzz og reverb. Dernæst spørges der om tilladelse til at spille noget, der lyder som Manowar. Det gør det i øvrigt. Meget. Dernæst mere Sabbath-doom, efterfulgt af et par numre som lyder vildt meget som Venom, før der kommer et cover af Black Sabbath. Heldigt for Dread Sovereign, at de faktisk spiller det hele ganske fremragende. Det virker rodet, men det fodrer et eller andet primalt inde i mig, som giver mig lyst til at kaste en næve i vejret.
Finsk-canadisk-amerikanske Smoulder er derimod noget mindre genreforvirrede, trods en pæn geografisk spredning på bandets medlemmer. Stilen er klassisk heavy metal à la Cirith Ungol, hvor der veksles mellem midtempo doom og speed metal.
Altså, sejhedsmetal.
Smoulder har riffs, en guitarist i bar’ kass’, topmave og lædervest og en voldsomt karismatisk forsanger i Sarah Ann Vincent. Musikken er herligt indspist og rodfæstet i high fantasy på sange som aftenens åbningsnummer ‘Violent Creed of Vengeance’. Det er råt og fladpandet heltet. Det er ikke alt, der rammes rent af soli eller vokalharmonier, men det er sgu også vigtigere at dragen bliver besejret end at det lyder smukt.
Smoulder har været relativt aktive med at få udgivet musik, men er ellers ret hæmmede af at bandets medlemmer befinder sig på begge sider af Middle Earth. Alligevel får vi to nye numre i ‘Smouldering Remains’ og ‘Crush the Neophytes’ hvor det bedste klart er førstnævnte. Vincents stemme virkelig kommer til sin fulde ret, mens hun tramper over den udbrændte slagmark i sine Converse med guldglitter.
Aftenens højdepunkter er den speed metalliske ‘Bastard Steel’ og det tætteste bandet vel egentlig kommer på et hit i ‘Ilian of Garathorm’, baseret på Michael Moorcocks multivers.
Det er så fantastisk nørdet, heltet og testestoronpumpet. Ingen kan tage mit smørrede smil fra mig, når jeg står med en næve i vejret og brøler: “Fate calls a champion!” Det stinker langt væk af Doritos og Mountain Dew på den bedst mulige måde. Råhusets ret så trange lokale lugter også værre end en Magic the Gathering-turnering. Sved og prutter svier i øjnene, mens kondensen driver ned ad væggene. Det er virkelig dragens hule. Hvor klamt det så end er, så føles det alligevel meget ægte.
Smoulder forsøger ikke at være noget, de ikke er. De omfavner lædervesten, den episke doom, speed metal-riffet og high fantasy. Musikken lever og ånder blandt elvere, dværge og dem som bare gerne vil drømme sig et andet sted hen for en aften – og på en fredag aften på Vesterbro, beviser Smoulder at de nok de bedste til at levere lige præcis dét.
