Der er mange ting forbundet med en velfærdsstat. Mange af dem er endda gode. En af dem, jeg selv er meget begejstret for, er vores biblioteksvæsen. For nogle år siden efterhånden boede jeg inde på Stengade, og der var Blågårdens bibliotek en fantastisk ressource, især da jeg skulle skrive min bachelor færdig. Jeg har også været til en del første maj-arrangementer i de fælleslokaler, der ligger ovenpå biblioteket, og som går under navnet “Støberiet”. Men det er er mange år siden, jeg har sat mine ben der.
Det ændrede sig denne aften, hvor Audible Music havde været så skønne at booke et band, jeg dødgerne ville se og som jeg ærgrede mig over at have misset tidligere. Finske Svarta Havet, naturligvis.
Efter en lille tur hele vejen rundt om det Baltiske Hav, var de nu nået til sidste stop, inden den igen stod på Finland. De skulle spille lige her i København sammen med makkerne i Morbid Evils.
Vi begav os op i elevatoren, hængte jakkerne på plasticbøjler på fritstående stativer, og hilste på en storsmilende Jens Back fra Audible Music, der denne aften gav den som både arrangør, billetkontrollør og bartender.
Det var, for at sige det mildt, et pudsigt lokale at skulle til koncert i. Primært fordi det udelukkende udstrålede “institution”. Der var så pænt, hvidt og fint, at jeg ikke engang kunne nænne at sætte et klistermærke op på toilettet.
Og rundt om i lokalet stod vel op mod femogtyve mennesker og ventede, mens den lillebitte scene i hjørnet skumlede som det eneste i mørke farver. Pudsigt, for at sige det mildt.
Efter godt og vel tyve minutters forsinkelse indtog Morbid Evils den lette forhøjning og kastede sig ud i godt og vel fyrre minutters sludge. Forsanger Keijo Niinimaa – også kendt fra grindveteranerne Rotten Sound – indtog venstre flanke og indledte det bulder og brag, vi skulle nyde. Alle tre var iført ærmeløse hættetrøjer og med næsten stereotypisk finsk indelukkethed, var der ikke et ord til publikum før til allersidst.
Det var tungt, trommeslager Pete Jokela havde en solid forkærlighed for bækkenerne, og tempoet blev holdt ganske adstadigt. Lidt for adstadigt måske, for det var primært i de mere hardcore-influerede passager, jeg syntes det gav mest mening. Der skulle lidt mere spark i, hvis det ikke skulle fortabe sig helt i dronet dynd.
‘In Hate with Fascists’, som sidste nummer hed – det eneste, der blev introduceret – var til gengæld solid d-beat og var ganske medrivende. Det kunne man ønske sig lidt mere af.
Anderledes udadvendte var finlandssvenskerne i Svarta Havet. Vi havde allerede hilst på dem, da vi havde købt os fattige i merch, zines og masser af badges inden showstart, og man kunne mærke på guitarist og sangskriver Joakim, at han glædede sig. Bandet havde gode minder forbundet med København, både i forhold til at have spillet her på A Colossal Weekend, men for forsanger Lotta i særdeleshed også med at have boet her.
Senere fortalte hun, at hun virkelig kunne mærke, hun var kommet tilbage til Norden, da hun så de hvide institutionsvægge.
Svarta Havet kunne ikke holdes til den lille scene. På den placerede de kun trommeslager Jara, der skulle vise sig at være noget af et bæst bag sættet. Min ikke-specielt-metallyttende ven hviskede ivrigt “Jeg vil kunne spille som hende der!” ganske tidligt i koncerten. Og det kunne man ikke bebrejde hende. Jaras strømpefødder spillede hårdt, hurtigt og fremragende.
At både Joakim, Lotta og bas-Anders havde stillet sig på gulvet skulle også vise sig klogt. Anders holdt sig nogenlunde i ro, men Lotta vandrede, hoppede og dansede rundt, alt imens hun skreg de smukke tekster ud over et tydeligt begejstret publikum. Ligeså begejstret var Joakim, der ligeledes travede rundt, men også kastede og snoede med sit instrument som en hvirvelvind. Alt dette mens tremolo-riffs og absolut skønne soloer blev sendt afsted.
Både Joakim og Lotta interagerede med publikum, og sangeren holdt sig ikke for god til at skrige stort set os alle sammen lige ind i ansigtet. Dette var endnu mere sjovt, da man så hørte hendes venlige røst i talerne mellem sangene.
Under sidste sang ‘Alle Sover’ satte hun sig ned på gulvet og skreg mere sporadisk alt imens de sidste riffs langsommere og langsommere blev hamret ud. Vældig effektmættet.
Et ekstranummer gav os det sidste spark, bedst som vi troede, det hele var slut, og det kollektive smil var bredt som dagen er lang hos stort set alle fremmødte publikummer. Selvom vi ikke var mange, selvom vi stod i en renskuret institutionslokale, selvom man var midt i byen og langt fra den natur, Joakim skriver så pænt om, så gav det hele mening.
Man tvivler ikke på, at der er lige dele angst, vrede og kærlighed til verden i Svarta Havets musik. Og man tvivler ikke på, at de mener det.
