Solbrud, Nake, Offermose og Offernat, samlet i en kælder med fokus på den sorte undergrund.
Konceptet for Durance of Hate er ret simpelt: en aften med undergrund og black metal, et lille spillested og alle billetindtægter går direkte til kunstneren. Lokalet ligger i en kælder i en graffitiramt baggård, og selvom jeg aldrig havde sat mine ben på stedet før, vækkede det alligevel en følelse af at være kommet hjem. Hjem til dengang man gik til sine små shows på små steder og hørte små bands med sine små ører. Der er gået meget mudret vand under den brændte bro siden dengang, så det har på sin vis været befriende at vende tilbage til sine rødder med fri garderobe og kønsneutrale toiletter.
Lettere ude af træning og på ukendt grund, fandt jeg vej fra de fredelige forstæder til det vilde Vesterbro, for at gøre det jeg gør bedst: have en mening om noget. Forud for koncerten på Basement, havde jeg nok fokuseret en smule for monomanisk på en fjerdedel af aftenens line-up, til egentlig at tænke yderligere over det store spring fra ren synthesizer til black metal, via prog.
Offermose: Mosekongens mikrobryggeri
Hånden på hjertet, så var Offermose ubetinget hovedårsagen til, at jeg kom nogen steder fredag aften. Som selverklæret synthseksuel, glædede jeg mig til at opleve de atmosfæriske toner i levende live og tilmed på et spillested, jeg ikke anede det fjerneste om, men som viste sig at besidde den rette mængde DYI, til at kunne gå hen og være mit nye yndlingssted at blive overstimuleret.
Derfor har det ikke været let at reflektere over aftenens indtryk – der er nemlig hverken noget at udsætte på selve koncerten eller dens indhold. Musikken er tilpas ambitiøs i den forstand at de mange indtryk giver min hjerne noget at arbejde med, og det havde været fuldendt, hvis der havde været et sted jeg kunne have gjort af mine øjne imens. Jeg sidder tilbage og kunne godt have ønsket mig et show der tog bedre hånd om det univers, Offermose har strikket sammen – eventuelt i stil med Godspeed You! Black Emperors unikke og visuelt betagende live-optrædener.
Netop det intense fokus på atmosfære blev, synes jeg, en smule begrænsende fredag aften. Som det eneste elektroniske indslag, stod Offermose lidt for sig selv, og jeg drømte om sækkestole og sofaarrangementer, fordi musikken fortjener at man gør sig det behageligt, inden man går om bord i de dystert dystopiske melodier.
Men selv uden sækkestole og backdrops, var jeg ikke den eneste, der lod mig rive med. Publikum var opmærksomme, fordi Offermose er spækket med detaljer, der er nemme at overhøre i farten. Hele koncerten føltes nærmest som ét langt nummer, hvilket bidrog til en følelse af sammenhæng i hans diskografi. Det var sjovt at kunne genkende passager, når konturerne formede sig, men jeg kunne godt have tænkt mig, at der var blevet skelet mere til aftenens overordnede samling af bands.
Hvis der lige var blevet rundet af med det ekstra-technoficerede Horseman-remix af ‘Sjælens Tårn’, for at få rusket op i publikum, havde det været en anden affære. Men selvom det måske var malplaceret fra arrangørens side at sætte Offermose i et metallet line-up, er det stadig hverken musik eller spillested, der er grunden til at jeg ikke er bagover af begejstring, men omstændighederne. Jeg fik endelig lov til at opleve musikken live, og jeg lod mig stadig drukne velvilligt i en bas, der fik mine fyldninger til at rasle, og en kompliceret fortælling jeg håber jeg en dag får gentaget under mere passende forhold.
4/6
Offernat: Jeg melder mig som soner!
Det kan godt være, at navnene Offermose og Offernat lyder ens, men der er milevidt mellem de to bands. Fra introvert synth-lir til pissesur doom-black, er der lidt af et spring, selvom begge bands leverede varen fra hver deres ringhjørne. Mit forudgående kendskab begrænsede sig til begejstrede bekendte og hvad jeg ellers havde fundet frem derhjemme.
Vi har ikke mange anmærkninger, hvad deres optræden angår. Jeg sætter stor pris på bands, der kan lave u-vendinger uden at give mig piskesmæld, som for eksempel Offernat. Jeg noterede mig i særdeleshed en passage der gik fra at være outro-blid, til at eksplodere i et orgie af riff-salat og blast beats, før det kulminerede i et stykke med prog. Det er ikke alle bands, der evner den musikalske pendant til at quilte.
For den uindviede – mig – var det et glimrende førstehåndsindtryk. Aggressionen fra bands som LLNN blev kørt i stilling, side om side med sensitiviteten fra bands som Ghost Bath, og så en bastromme, der var så meget smæk på, at akustikken fik den til at lyde som om lyden blev oplevet omvendt. Den sorte sløjfe på aftenens pakke er, set i bakspejlet, Offernats påtrængende og vedkommende hybrid af følsom og fucking gal, spillet med indlevelse, som en slags uadreagerende form for rytmisk smadreterapi.
5/6
Nake: Prog rockin’ beats
Omvendt er det også rigtig, rigtig svært at skulle sætte sig ned og kritisere nogen for noget de er stolte af, vel vidende at man ikke selv praktiserer den samme kunstart. For hvad jeg roste foregående band for, blandt andet evnen til at koble forskellige typer musik sammen, var Nake desværre ikke helt så gode til. Og det er lidt træls, når det virker som om det er deres “ting”. Når man vil det hele på én gang, risikerer man at miste overblikket, og det var faretruende tæt på.
The Chemical Brothers, Jimi Hendrix, Meshuggah, Pink Floyd og et Tool-tribute band, der laver introer til anime, lyder som en ok playliste. Men det er det ikke, det er bare ét band, Nake, og de gjorde ellers alt hvad de kunne, for at lyde som seks forskellige bands, der alle har én ting til fælles: wah-pedal. Det visuelle, jeg sukkede efter ved aftenens første band, fik jeg så rigeligt af her, for alle var klædt i ponchoer, Clint Eastwood-hatte og krigsmaling til den helt store guldmedalje og bandets fremtoning var lige så eklektisk som deres musik.
Kompliceret musik er mig hverken fremmed eller fjern, men det kan også godt blive for meget af det gode, som jeg syntes det blev for Nake, fredag aften. I forsøget på at vise deres mange og åbenlyse talenter indenfor mange forskellige genrer, hvoraf prog i den grad var nordstjernen i deres konstellation, blev det for ambitiøst et projekt at få til at give en form for mening. De enkelte dele var i sig velspillede og veludførte og mit blik dvælede ofte ved keyboardspilleren, der levede sig så meget ind i showet, at jeg faktisk ikke er helt sikker på, at han var ved sine fulde fem. Og DET er noget jeg kan lide: engagement.
Nake er teknisk dygtige musikere med en vision, en vision der ikke er umulig at realisere. Det kræver bare man finder en retning der flugter nogenlunde med hvor man gerne vil hen og så vælger en fod at starte med. Deres musik er pissenørdet, hvilket bestemt ikke er en skidt ting, men det vil klæde dem at sortere lidt i indtrykkene, så de ting der virkelig virker, bedre kommer til sin ret.
2/6
Solbrud: Kælderklam black metal
Mæt af indtryk og en smule overstimuleret, indfandt jeg mig i nærheden af noget at læne mig op ad, så jeg kunne opleve Solbrud i mere intime rammer, end dem de fylder ud til næste år: selveste DR’s Koncerthus. Selvom jeg aldrig har ladet mig besnære af dem til husbehov, har jeg flere gange udtalt mig positivt om deres egenskaber som live-band og de har helt bestemt fortjent den succes de har haft, med eller uden deres tidligere frontmand, Ole Luk.
Hvor det foregående band ville prøve alle forlystelserne i parken, gik Solbrud benhårdt efter veteranbilerne, ment på den måde, at her er der orden, struktur og du ved helt sikkert hvad du får: tinnitus. Godstogseffekten på bastrommen som jeg kender og elsker, og nærmest med det samme, blev jeg presset op i en krog af deres bestemte og bastante black metal.
Det var faktisk først da koncerten for alvor gik i gang, at jeg fik lejlighed til at kommentere på lyden. Basement er for nylig blevet renoveret, og det skulle have haft en indflydelse på akustikken. Jeg kan naturligvis overhovedet ikke udtale mig om ægtheden af dette udsagn, men blot konstatere, at øj, der var rumklang. Faktisk så meget, at finesserne blev overdøvet af trommerne.
Det er ærgerligt at gå glip af, for midt i deres meget norske, meget sorte metal, gemmer der sig en skrøbelighed, der aldrig fandt vej udover scenekanten. Men der er ingen tvivl om at de lever fint videre uden Ole Luk og det bliver spændende at følge deres udvikling, nu hvor de igen har bevist, at de står stærkt på egne ben. Jeg kunne i hvert fald fornemme på et taknemmeligt publikum, at Solbrud stadig er noget at glæde sig over.
3/6
