Det skulle blive et langt, sejt træk for den amerikanske dødsgrindkvartet at få lov til at spille en helt almindelig onsdag i København.
Under første opvarmer røg hele mikserpulten, og så var gode råd dyre. Det, mange ville have gjort, var måske at sende publikum hjem og æde tabet selv. Det havde været det enkleste. Men Stengade og dets frivillige er gjort af et andet stof. For naturligvis havde lydteknikeren en mikser stående derhjemme. Så vedkommende blev sendt i taxa til Amager og retur igen, for så at trække alle kabler, forny al mixing og på alle måder starte forfra. Og det må man sige er ret godt arbejde. Kæmpe skud ud til personale og frivillige på et af Københavns bedste spillesteder for at bide tænderne sammen og sørge for, at et næsten udsolgt Stengade fik en lækker aften.
Flere benyttede også lejligheden til at lægge lidt ekstra i baren, så stemningen var, efter halvanden times venten, helt i top.
Første band på tapetet var svenske Dead Sleep, der gav et modent take på punket thrash metal. Anna Wagner i spidsen sendte solide skrålevokaler ud over publikum, mens Per Olofsson og Marcus Bader på henholdsvis trommer og guitar, samt deres til anledningen medbragte, noget yngre hjælpeguitarist sørgede for, at der ikke var ro i hverken trommeskind eller strengeinstrumenter.
Lidt groft sagt kan man måske mene, at Dead Sleep havde lagt alle æg i samme kurv. Genren var som sagt punket thrash, og man kan sige, at Venom ikke har levet forgæves. Der var ikke meget nyt at komme efter, men det, der blev leveret, blev det kompetent.
Det samme gælder for næste opvarmningsband, der fik lov at starte helt på en frisk en time efter de skulle være gået på.
Party-punkrock-orkesteret X Teenage Rebels havde dog ikke svært ved dette, da en stor del af publikum havde været iført deres merch allerede fra showstart, og derfor var aldeles glade for endelig at høre musikken. Disse var også blandt dem, der flittigst havde besøgt baren, hvilket nok heller ikke skadede humøret. Guitarist Matthias Pedersen har også håndteret den firestrengede i kultbandet Red Warszawa, og det er måske ikke helt ved siden af at sige, at der er et vist interessefællesskab de to bands i mellem. Der blev i hvert fald fjollet og lavet pikjokes til stor begejstring. Forsanger Manon i He-Man-trøje var også et festligt indslag og lignede i dén grad en, der havde det fedt på scenen, mens hun råbesang den dansksprogede lyrik med mere eller mindre kompetent hjælp fra publikum.
Jeg er nok ikke helt så meget til sjov musik, som jeg har været tidligere i mit liv, men dem, der var, fik noget at være glade for.
Alle var til gengæld glade, da endelig Brat – der kommer fra New Orleans, Louisiana, hvilket vi blev mindet om cirka hvert tiende minut – gik på scenen.
ATC’s ‘Around the World’ klingede ud over det ret proppede gulv, inden Brenner Moate og Ian Henneseys brutale riffs overdøvede eurodancen. Vi var helt klar.
Og det var forsanger Liz Selfish også, selvom turneen efterhånden har været lang og selvom hun måtte nøjes med en håndholdt mikrofon denne gang.
Liz’ dansetrin var, som hun er kendt for, fuldendte til punkt og prikke og med en fremragende blanding mellem heftige blasts og velplacerede bækkenslag fuldendte Dustin Eagans trommespil introen.
Brats bimboviolence var serveret.
Herfra gik det slag i slag og solide dødsmetaltracks gjaldede ud over os, mens pitten bølgede frem og tilbage. Forsanger Liz er en gudsbenådet entertainer og kontrasten mellem det sjove og flabede og hendes bøffede, gutturale dødsbrøl er virkelig noget, der skal opleves. Scenetilstedeværelsen kan bedst beskrives som “overlegen”.
Man får lyst til at beskrive hvert eneste øjeblik som “kogepunktet”, men virkeligheden var, at hver eneste sangintro fremprovokerede jubelråb. Britney Spears’ ‘Baby One More Time’ indledte ‘Hesitation Wound’ med kæmpe begejstring og en endnu større pit, det samme skete ved ‘Slow Heat’, Vanessa Carlton-introen til ‘Human Offense’ og særligt da Cascadas ‘Every Time We Touch’ fik alle til at moshe til eurodance.
Man kan måske kritisere Brat for at være lige vel gimmicky, og der kan da også være lidt om snakken, men selvom jeg også var underholdt af al eurodancen, var det alligevel den brutale powerviolenceinfunderede dødsmetal, der virkelig rykkede.
Guitarist Brenner Moates sludgy og hæse skrig var et fantastisk og kærkomment overraskelsesangreb og vekselvirkningen mellem hans høje toner og hustru Liz’ dybe brølen var fremragende, særligt på afslutningsnummeret ‘Chain Pain’, der var “for the ladies” og introduceredes af Shania Twain. Her var der både frem-og-tilbage mellem de to sangere, inden vokalerne viklede sig sammen til en stor kakofoni. Kæmpestort.
Som nævnt var Stengades lille scene ikke nogen hindring for sceneshowet, hvor Liz Selfish både fik lavet et callback til sidste års Copenhell-optræden, skud ud til de dygtig teknikere og frivillige på spillestedet og begge opvarmningsbands og såmænd også til Andreas fra Cabal, hvem de har spillet sammen med tidligere. Stærkt gjort.
Herefter lykkedes det for hende at skifte til fuldt læderantræk med både handsker, spikes og solbriller på knap to minutter, så hun kunne indtage rollen som “The Manslayer”, der er hovedperson på den kommende plade, som, ifølge forsangeren, skulle dreje sig om forskellige måder kvinder myrder mænd. The ol’ switcheroo.
Brats show var lige dele underholdende gimmick og stærk, solid dødsmetal. Man kan håbe for bandet, at de husker at holde fokus på sidstnævnte. Både musikalsk og scenisk er det et band, der kan holde alt det, de lover, og i modsætning til sjove, kontrastfyldte samples, er det ikke noget, man bliver træt af.
