På en aften, hvor en del – måske færre end forventet, men alligevel nogle stykker – havde vendt næsen mod Copenhagen Distillery, hvor en række priser skulle uddeles til folk, der spillede en slags hård musik, tog vi i stedet til en anden del af Amager.
Ikke blot fordi vi ikke var inviterede, men også fordi de tre bands vi havde mulighed for at høre i Beta denne aften var ganske særlige. Smooch!, JJ & the A’s og Pleaser. Alle tre har vi tidligere beskæftiget os med her på magasinet, og det er med god grund. Energien og virkelysten er i top hos alle tre, og det trak alligevel mere end rygklapperi i branchen. Og så har vi det jo også sådan, at vi godt kan lide at se både mænd og kvinder på scenen, og det kunne ikke lade sig gøre andetsteds.
Det er egentlig længe siden, jeg har været et smut forbi Beta. Deres bookingprofil plejer ikke at ligge i nærheden af min smag, men da vi kom derhen, blev jeg egentlig ganske begejstret for at opleve spillestedet igen. Ikke nok med at det er flot og rent, og både bartendere og dørpersonale er venlige og hurtige, så er det også et af de få steder, der har gjort et nummer ud af tilgængelighed. Jeg er personligt så heldig, at jeg ikke har brug for det, men mange jeg kender er, og det er skønt at se, at lifte og elevatorer indgår naturligt i indretningen, samt at trælse dørtrin og kanter er elimineret. Det behøver ikke være hverken grimt eller besværligt at gøre plads til flere, og det fortjener Beta ros for at vise.
I underetagen hang vi jakker og forsynede os med nye shirts hos JJ & the A’s – det hører sig jo til. Publikum var temmelig alsidigt, dog med en slagside til yngre mennesker og folk med et feminint udtryk. Vi følte, vi havde valgt rigtigt.
Det er også ganske naturligt, da alle tre bands som minimum har en stærk kvinde i front – det må betyde noget, for de mange kønsfæller, der er kommet for at se dem.
Det er dog ikke staffage, da alle bands sætter musikken først og i den grad leverer.
Ketaminpunk
Første indspark kommer fra danske Smooch! Fordelt på fire mennesker var det deres første optræden, hvor det helt klikkede for mig. Og måske kommer det hidtidige problem lidt fra mig selv. For jeg har hele tiden set det som et punkband, og først denne aften gik det op for mig, at vi bevidnede en genfødt grunge. Og i det perspektiv er de smadderfede. En setlist med en masse nye numre, der efterhånden ligger på rygraden.
De dovne riffs og den henslængte vokal ramte plet og man følte sig hensat til reel slackerattitude, som dengang i 90’erne, hvor ‘Clerks’ var det sygeste shit. Babe, som sangeren kalder sig, gav den i tungt pandehår og oversize Slayer-shirt og virkede næsten som en krydsning mellem Brittany Murphy i Clueless og Billie Eilish, når hun croonede sig igennem settet, godt bakket op af særligt trommeslager Sara, der formåede at spille en improviseret trommesolo, der ikke en gang var kedelig. Man kan ikke andet end at beundre hendes talent
Det store klimaks var ‘Smooch! My Ass’ hvor salen sang med og der blev danset i pitten, alt imens guitarist Luvvie, som vanligt i leopard, gav den gas med både pikkede soloer og et reelt powerslide, mens Noa i ophøjet majestæt betragtede dem fra højre flanke. Det virker som om, at Smooch! bliver dygtigere for hver koncert, de spiller, og man kan kun fornøje sig over at opleve dem igen og igen.
California Love
JJ & The A’s har jeg været ganske interesseret i at opleve live, lige siden jeg første gang stiftede bekendtskab med deres demo i sommer. Og det er med god grund. Californisk hardcore er nemlig vanvittig godt, og trommeslager JJ har tidligere imponeret mig i både Indre Krig og Cesspool.
Kombinationen mellem hidsig energi og tilbagelænet solskinsattitude er genialt og de buldrende, trommedrevne tracks overstiger som regel ikke et minut i længden. Derfor er det hele også overstået på 12 minutter, og det var helt perfekt.Ikke at man ikke kunne have holdt ud at lytte til dem meget længere, men som en lækker mellemret var det helt perfekt.
Forsanger Kimia var en konstant tilstedeværelse på både gulv og scene, og selvom der var noget mindre mosh end hun måske var vant til, virkede det som en god oplevelse for band og publikum. Hendes vokal var skarp og rå, og Marcus Ferreiras til anledningen udlånte Keys var et godt supplement til Will på guitar. Den perfekte mængde melodiøsitet, og et veloplagt band.
“We’re a fun band. We’re here to have fun!”, råbte hun, og fortsatte: “This next song is about being shit on by a bird!” inden hun begyndte at imitere selvsamme fjerkræ og riffet startede. God underholdning, og så har de jo løst deres opgave, som de beskrev, da vi talte med dem.
Ikonisk
Pleaser er ikke længere de nye børn på blokken, men det skulle man nærmest tro med den mængde energi, der hver gang formår at levere. Som altid er Oliver Nehammers trommespil voldsomt – selv ligner den flinke mand næsten en dæmon, når han hamrer igennem, og hans kemi med bassist Olle Bergholtz er i sandhed livsbekræftende.
Det samme kan siges om de to guitarister og sangere, Annie Nyvold og Sophie Lake, der virker som om, de nærmest kan mærke hinandens strenge, mens de spiller. Guitarens upolerede fræsen trækker som hos Smooch! tråde tilbage til undertegnedes barndom og injicerer den moderne punk med klassisk stemning.
Når stankface reflekteres hos dem begge ved man, at de elsker de riffs, de blæser ud.
Men lige som sidst vi oplevede dem, var der skår i glæden. Det er endda det samme skår, så man begynder at mistænke dem for at gøre det med vilje. De to vokaler ligger simpelthen for lavt i mixet, så det kan være svært overhovedet at høre dem, hvilket er et gevaldigt problem, da en stor del af charmen hos bandet ligger netop i kontrasten, sangstemmerne tilfører dissonansen.
Det siger bare også lidt om bandets styrker, at det ikke er nok til at gøre det til en dårlig oplevelse. På ‘The Dream’ er alle med og det kan ikke være mange, der ikke går og nynner melodilinjen bagefter. Men faktisk er den største oplevelse den nye sang, ‘Here for the Sins’, der totalt slår igennem med et bæst af en guitarsolo. Pleaser hviler ikke på laurbærrene, kan vi forstå.
Trods to typers ganske irriterende fuldemandsbravado, er det dog også en pit og en sal, der emmer af god stemning. Der bliver danset, grinet og hoppet i harmoni, i så høj grad at det næsten bliver fjollet at beskrive. Men det passer, og det er ganske særligt for Pleaser. Hvor end de kommer hen, har de den ikoniske gode stemning med.
