Da Blood Incantation spillede på VoxHall, blev det endnu en gang tydeligt, at genrens mest spændende fremtid ikke findes i fortiden.
“Jeg vil have et dødsmetalband, der er friske og innovative, men samtidig skal deres produktion også bære en vis råhed, men uden det bliver alt for oldschool og forældet, og så skal vokalerne også være brutale, men ikke så meget at det bliver fjollet – fordi du ved, jeg vil også godt forstå, hvad der bliver sunget – og de skal have gode riffs og breakdowns, men jeg brækker mig, hvis det begynder at lyde bare en smule som moderne deathcore, og så skal jeg også kunne høre de forskellige instrumenter tydeligt, men det skal ikke være sådan en snobbet overproduceret og alt-for-poleret studielyd, og så skal navnet være passende til genren, men samtidig ikke gå hen og blive bøvet”
Min ven, jeg har bandet til dig. Det er Blood Incantation, du beskriver.
Blood Incantation har formået at opnå netop den alsidighed, som jeg tror, mange moderne dødsmetalbands stræber efter. Og min største anke ved moderne “eksperimenterende” dødsmetalbands er, at formålet mere og mere begynder at ligne en fremvisning af ren teknikalitet, hvor samhørigheden så forsvinder i processen.
Heldigvis falder Blood Incantation ikke i den kategori, og fremdriften i deres numre virker naturlig og passende, også selvom man brat bevæger sig over i en opbyggende synthsektion få minutter inde i aftenens åbningsnummer ‘The Stargate’. Det er bestemt også et pay-off, man får, når nummeret så endelig kulminerer i et progressivt breakdown med sindssygt veloplagt samspil mellem de to guitarister, Paul Riedl og Morris Kolontyrsky.
Stræben efter at være det mest brutale kosmosuhyre på dødsmetalscenen stopper dog ikke Blood Incantation i at implementere en flere minutters lang ambientsektion med Tangerine Dream som rygdækning. Tangerine Dream er naturligvis ikke med denne aften, og der er da også betydelige variationer i, hvordan stykket får lov at udfolde sig live ift. hvad man er vant til på pladen. Det er mere støjpræget denne gang, fremfor de elektroniske rundgange med blimren og blamren for at opbygge en rumlig stemning.
På samme tid synes jeg ikke, at de hjernesmeltende tunge dele nødvendigvis får større opmærksomhed fra publikum – bevares, de er da mere effektive for den brede metalbefolkning, og der er sikkert også en håndfuld denne aften, der ikke har været fan af alle de synths i dødsmetallen – men samtidig formår Blood Incantation at fange folks fulde opmærksomhed, også selvom det står på en stille, krautrocket Tangerine Dream-passage.
Der fortsættes naturligvis over i deres seneste plade ‘Absolute Elsewhere’s’ andet nummer ‘The Message’. Det er afsindig veloplagt, og der er ikke den store finger at sætte på noget som helst ved bandets samspil. Den kosmiske og teatralske karakter fremstår specielt tydeligt mod slutningen, hvor John Gamiños orgelsynths får plads i lydbilledet i den pompøse slutning.
For at vende sig selv endnu mere på hovedet musikalsk fremviser bandet yderligere spændvidde ved at skifte direkte over i det gamle nummer ‘Vitrification of Blood (Pt.1)’ fra debutpladen lige efter. Det fungerer som en glimrende kontrast til det nyere “finere” værk, der er ‘Absolute Elsewhere’. På plade har den en mere skramlet og konfrontatorisk lyd end hvad mange nok forbinder med Blood Incantation på deres seneste album. Det er netop også den charme, debutpladen ‘Starspawn’ har, som har sat sig hos mange fans. Hele den autenticitet falmer dog en smule live og føles ikke, som om den tjener sit oprindelige udtryk fuldt ud. Det simplificeres mere til et glimrende dødsmetalnummer – som jo er svært at klage over – men taget det tilsigtede udtryk i betragtning, er det en ærgerlig ting at miste i et liveformat.
Det kan være, at jeg er farvet af tidligere liveoplevelser med Blood Incantation som deres kolos af en koncert i Amager Bio sidste år, eller at jeg bare ikke synes, at de to sidste numre ‘The Giza Power Plant’ samt ‘Obliquity of the Ecliptic’ rammer samme niveau som de foregående numre, men helhedsindtrykket er ikke lige så fuldført med disse taget i betragtning. Det ændrer dog ikke på, at det stadig er helt eminent fremført af bandet.
Selvom denne koncert ikke er den mest helstøbte, jeg har set med bandet, ændrer det ikke på, at de stadig leverede en koncert på et niveau, som de færreste metalbands overhovedet er i nærheden af. De skaber en kontrast mellem brutalitet og atmosfære, som gavner deres eget unikke udtryk og gør dem så mange gange mere interessante end endnu et dødsmetalband, der blot prøver at lyde som noget fra 90’erne.
Blood Incantation besidder sådan en ekvilibrisme, at de ofte får resten af scenen til at se overraskende endimensionelle ud. Hvis moderne dødsmetalbands har planer om at flytte sig fremover, er det i hvert fald ikke Blood Incantation, der skal til at ændre kurs og genoverveje deres kunstneriske valg; det er alle andre, der skal til at stramme noget mere op.
