Lyden af bølgeslag, vindsus og et rungende mørke med kun små strømme af lys, der oplyser Pumpehusets lille sal, indleder koncerten i aften. “Færøsk dødsdoom i verdensklasse” er den eneste rimelige måde at beskrive Hamferð på. Nu er der jo heller ikke særlig mange metalbands fra Færøerne, så det er noget af et mirakel, at et af de bands, der kommer derfra, er af så høj kvalitet.
Hamferð spiller nemlig i høj kontrast til sig selv, samtidig med, at det hele føles så velbalanceret. Om vokalist Jón Aldará synger på sin genkendelige og pompøse operamåde, eller om han ubesværet brøler, så det runger, gør ikke spor, da man ikke kan andet end at være målløs over det. Det rammer en knivskarp balance af voldsomhed og skønhed.
Som et brøl fra havet startes koncerten med nummeret ‘Ábær’ fra deres nye plade ‘Men Guðs hond er sterk’. Albummet handler om Sandvík, som er den nordligste landsby på øen Suðuroy på Færøerne. I 1915 døde 14 ud af 15 mænd, og det er netop den begivenhed, albummet handler om. Ordet “hamferð” i sig selv refererer til en tilsynekomst: billedet af en person, der står over for døden. Det føles autentisk, når Hamferð auditivt prøver at indkapsle havets øde enlighed med mørkeblå farver, der drukner bandet og aftenens publikum.
Som tilstanden af metal er i øjeblikket – og de seneste par år – ville jeg mene, at det ikke er muligt at finde en vokalist, der er dygtigere end Aldará. Det er unfair, at sætte hvilken som helst anden vokalist op mod ham, når det kommer til growls. Fordi den fuldstændige umenneskelige rungen, Aldará formår at artikulere, lyder som en arrig molok eller midgårdsormen, der er blevet såret og brøler ud af pinsel. Bandets så godt som fejlfrie og langsomme samspil udfordrer mjölnir på tunghed under numre som “Deyðir varðar” og “Hvølja”, der – igen – kun bliver intensiveret af Aldarás inhumane vokal.
Æteriske ‘Fendreygar’ bliver fremført i sin klare blidhed, mens store dele af publikum vælger at synge med. I aften er der en del, der er rejst fra Færøerne til København for at se koncerten. Det at få bekræftet, at Hamferð har tilhængere, der er så målrettede om at se dem live og støtte op om dem, forhøjer aktualiteten og på en eller anden måde sammenholdet. Især fordi fremmødet i aften er meget mindre, end jeg havde forventet.
Fremmødet svækker dog ikke Hamferð på scenen, da de siden deres oprindelse i 2008 nok godt har været klar over deres unikumstatus på metalscenen samt vidst, hvor dygtige de rent faktisk er. Vi danskere kan godt være stole over, at et band som Hamferð kommer fra et autonomt konstitueret land i Kongeriget Danmark – og vi koncertgængere i aften kan godt være glade over, at vi valgte at tage ind og se Hamferð i aften.
