I år har det primært handlet om punk og hardcore for undertegnede. I hvert fald på livefronten. Og det er der sådan set ikke noget galt i. Scenen er voldsomt god i Danmark og der har været masser af gode shows. Men det har også betydet, at den første kærlighed – black metallen – har måttet finde en plads i skyggen. Det kunne vi heldigvis lige nå at opleve i årets sidste måned. Stengade dannede rammen om det, og det på allerbedste vis.
Et stærkt hold bestående af danske Stikkersvin og amerikanske Hulder var klar til at følge os gennem de mørke timer.
Stikkersvin har jeg været begejstret for ganske længe. Siden deres første EP, faktisk, og et par liveshows er det blevet til siden da. Det er en fornøjelse at opleve, hvor meget bedre de er blevet. Særligt på guitarfronten er der sket store spring.
På begge flanker leveredes der i høj grad på både buldrende og bragende forvrængning, men også med mere melodiske stykker nedenunder og i høj grad mere lirede passager hvor de to leads gav hinanden kamp til stregen.
Ledsaget af stadig mere brutale trommer lagdes bunden godt og den punkede black metal sendtes grundigt ud over scenekanten.
Som altid er det Skvat, der er det naturlige samlingspunkt til en Stikkersvin-koncert.
I årstidens anledning har han iført sig vinteroutfittet, hvor de lange dreads er gemt væk under hue og halsedisse, så det blot er moustachen og de hurtige briller, der stikker frem. Hænderne er svøbt i pusherhandsker i bedste christianshavnerstil. Den lange krop er dog stadig dækket af både læderjakke og -vest.
På samme måde som guitaristerne bliver bedre og bedre, så bliver Skvat også mere og mere ekspressiv – og mildt sagt underlig – i sin dansestil. Nogle gange er det Grinchen, der er på banen, andre gange The Simpsons’ Mr. Burns og hofterne gyrerer som en vanvittig snurretop. Det er umuligt ikke at lade sig rive med og de yngre kræfter i publikum kastede sig ud i en vild moshpit. Vores gode ven Anders er naturligvis inkluderet i denne gruppe.
Stikkersvin var en kæmpe fest af bravado, attitude og livselskende pjat. Det er sjældent, man har det så sjovt til black metal.
Black metal uden afstikkere
Hvor der var rigeligt med stikkeri hos Stikkersvin, var Hulder ganske anderledes.
Inden vi begyndte at småskændes om, hvorvidt Mayhem er skrald (det er de), talte vi om, bemærkede en kammerat, hvor sjældent det er at opleve nogen, der bare spiller straight-up black metal nu til dags.
For det gør Hulder. Det amerikanske soloprojekt, der til daglig består af belgisk-amerikanske Marliese Osborne aka Marz, er intet andet end black metal. Det var også præcis det, vi fik. Udover lidt båndede rene vokaler og akustisk guitar, var der fuld smæk på fra start til slut.
Det var ren Ulver anno 1997, hvor melodien lå og lurede under lag på lag af tordnende fuzz og overdreven forvrængning.
Livebandet bestod af Osborne’s partner Sam Osborne – i øvrigt en nevø af Melvins’ Buzz – Charles Koryn på trommer og Tanner Anderson (Obsequiae) på guitar og det var et velvalgt lineup. Særlig Koryns trommespil var hamrende solidt og var sandsynligvis medvirkende til den nærmeste ekstatiske intensitet, der spredte sig i salen.
Ikke så snart havde jeg skrevet “ikke moshmusik” i mine noter, før en gigantisk pit opstod på det trange gulv. Den gik nærmest fra væg til væg, og selvom den ikke som sådan fulgte rytmen eller stemningen i musikken, var det tydeligt at mærke, at den var nødvendig. Mange fik tydeligvis mere energi end kroppen kunne rumme og måtte lukke den ud.
Hvis Hulder havde eksisteret tilbage i 2007 havde det sikkert været mit yndlingsband og med den store Satyricon-inspiration og de let folkede black metal-strejf var det også ganske solidt. Men måske kan jeg godt lide, at genren har udviklet sig. Det føltes på en måde som at se tilbage, når man lyttede til bandet. Og at frontpersonen var kvinde var måske den største forskel man kunne spore i forhold til dengang. Alt andet var ganske velkendt. Og det er måske også en slags progression.
Hulder er ren black metal uden store armbevægelser. Sådan var opvarmningen ikke. Nærmere lige omvendt. Armbevægelserne var så store, faktisk, at Skvat flere gange ramte det lave loft i kælderen, alt imens fagterne kastedes ud over os. Med nedadvendte tomler og en hånligt imiterede han Kejser Commodus og lokkede os nærmest til at være utilfredse.
Jeg tror jeg taler på de flestes vegne når jeg siger: Jo, vi var underholdt. Men nok mest af Stikkersvin.
