I en travl periode med A Colossal Weekend, Ilter og at huske at ordne vasketøj inden man løber tør for rene underbukser, skal man også huske at dække de mindre shows. Jeg tog derfor en tur til Stairway, hvor der var serveret en dobbeltdosis død med de lokale helte fra Undergang og amerikanerne fra Black Curse.
Jeg var lidt overrasket over, at Undergang kom på plakaten. Særligt fordi rækkefølgen af bands nok havde været omvendt, hvis vi var de fleste andre steder end Danmark. Det er dog svært at brokke sig over, da det blot vidner om hvor stærk den danske dødsmetalscene rent faktisk er, når vi man kan få to bands af så høj international klasse på samme aften i fucking Vanløse.
Undergang
Jeg har snart set Undergang flere gange, end der ligger lig begravet på Vestre Kirkegård. Undergang er altid garanterer for et solidt dødsmetalshow, uden for meget slinger i valsen. De har vist sig at være et vigtigt band i 10’ernes ’old school dødsmetal-revival’, hvor de har spillet utallige shows i udlandet, samt udgivet hav af splits, EP’er og fem album. Alt sammen med den særegne, rådne og doomede lyd, som amerikanske Incantation og Autopsy var med til at skabe i starten af halvfemserne.
Bandet er badet i rødt lys og lægger hårdt ud med ’I Dit Stiveste Pus’ fra splitten med japanske Anatomia, som er en personlig favorit. Nummeret er den første i en lang perlerække af dødsmetalnumre, som Undergang har taget med i aften. Vi kommer godt rundt i diskografien og bandet er veloplagt.
Der bliver joket fra scenen og spurgt ind til ”Hvorfor vi gider at blive ved med at se det samme lort igen og igen?” og ”Vi kommer aldrig til at lave en ny plade. Vi kommer bare til at stemme dybere.”
Svaret er simpelt: Fordi Undergang altid er gode. At de ikke skulle lave en ny plade, er også noget fis, for vi får da serveret et nyt nummer i aften. Hvis man ikke selv kan gætte sig til det, så lyder det som de andre; råddent, tungt og fedt.
På aftenens to sidste numre, ’Døden læger alle sår’ og ’Efter obduktionen’, kommer Eli Wendler fra Black Curse og Spectral Voice på scenen og overtager trommesættet. Wendler har hjulpet Undergang til deres amerikanske koncerter, når den sædvanlige trommeslager Anders ’Dødshjælp’ Pedersen ikke selv har kunne spille. Det lyder lidt rodet, da det selvfølgelig ikke er helt sammenspillet, men giver et punket feel til musikken, som faktisk er ret fedt.
Black Curse
Black Curse er tæt på at have det forhadte prædikat ’supergruppe.’ Det er et sideprojekt, hvis medlemmer har deres daglige gang i Khemmis, Spectral Voice, Primitive Man og Spirit Possession.
Det er altså et rutineret band vi har med at gøre, som også leverer en skarp, men kort koncert.
Wendler og Co. indtager scenen viklet ind i store jernkæder. Der er ikke andet lys i lokalet end scenelyset, som lyser op på bandet fra gulvet, hvilket giver et ubehageligt og koldt visuelt udtryk. Lydtrykket er ekstremt. Bandets blanding af black, doom, punk og dødsmetal er svær at beskrive. Det er ikke helt war metal, da der er et tykt lag af atmosfære. Lyden omklamrer dig, som var du fanget i en mørk grotte uden nogen udvej, samtidig med at hele verden brænder. Der er så tykke lag af både rumklang og delay på alle vokaler og instrumenter, at alting smelter sammen i en kakofoni
Jeg var svært glad for bandets album ’Burning in Celestial Poison’ fra sidste år, så jeg var naturligvis godt tilfreds med at denne udfyldte godt halvdelen af aftenens koncert. Vi får både ’Spleen Girt With Serpent’ og ’Flowers of Gethsemane’, som begge er på den gode side af ti minutter.
Jeg havde gerne set mere fra denne plade, men det giver trods alt plads til flere af de markant kortere numre fra debuten, hvor vi får en ondskabsfuld udgave af ’Charnel Rift.’
Efter små 35 minutter går bandet af, og kommer tilbage på scenen for at give et ekstranummer. Det er lige til den korte side for et hovednavn, selvom Black Curses musik er så intens som den er. Havde setlisten lige været et nummer eller to længere, havde det været perfekt. Særligt når Undergang endte med at spille i en time. De 40 minutter vi får med Black Curse kan man dog ikke sætte en finger på, men det når næsten at slutte, før det begynder. Vi blev trukket ind i mørket, kastet rundt og spyttet ud igen, som var vi ofret til Moloch, der ikke får tygget færdigt.
