Det er sjovt at være vred

Skrevet af:

Kunstner(e):

Spillested:
Fotografi/illustration:
Johnny Fravn
Adgang gennem Voxhall
Genrer:

Det er sparsomt med mennesker på VoxHall denne mandag aften. Til gengæld er det lunt udenfor; måske årets sidste af den slags aftener, hvor man kan bilde sig selv ind, at sommeren ikke helt er færdig endnu.

Inden mclusky går på, står aarhusianske Brunsten for opvarmningen, det samme gjorde de til mcluskys show i København. Men her er jeg nødt til at deklarere mig lettere inhabil. Jeg har meget kortvarigt spillet i et projekt med Anders Thode, som aldrig rigtig blev til noget, men sjovt var det. Per Silkjær har jeg kendt i så mange år, at jeg ikke længere kan huske, hvor mange, og en betragtelig del af dem er gået med samtaler om Killing Joke. Og Andrew Dorman? Ja, vi er jo navnebrødre.

Når det så er sagt, er der stadig et par centrale og vidunderlige kendetegn ved Brunsten, som er værd at fremhæve. Andrew lyder fuldstændig, som om han skælder ud, når han snerrer ind i mikrofonen. Det samme gør hans bas i øvrigt. Jeg står lige foran ham og føler næsten, at jeg har gjort noget forkert, som han står der på scenen. Per spiller på sit besynderlige trommesæt, og her skal jeg måske lige forklare, for Per er venstrehåndet, men spiller sådan set på et højrehåndet trommesæt. Det er nørdet, jeg ved det, men når jeg selv er trommeslager, så kan jeg ikke lade være med at fremhæve det. Det er fedt, for det giver en helt bestemt spillestil, som det næsten kun er Per, der har. Anders fremmaner mindst lige så besynderlige lyde omkring dem. Det er skævt, støjende og med en meget tør, underspillet humor, så man vist bedst kan beskrive som ‘jysk’. Man fornemmer også, at de er på hjemmebane, især når en fra publikum råber “Hej Per”, hvortil Per svarer noget i stil med: “Hej, jeg kan ikke se, hvem du er”, og der prompte falder et: “Det er mig fra arbejde.” Hjemmebane.
Men jeg er som sagt inhabil.

Hvordan siger man ‘banter’ på walisisk?
Mit eget forhold til walisiske mclusky er langt mindre personligt. Faktisk er mit kendskab til bandet ærlig talt ikke særlig stort. Til gengæld er det noget af det ypperste, min gode ven holder af, så jeg tænker, der må være noget om snakken. Og når de ovenikøbet bliver serveret på VoxHall en mandag aften, så er det jo svært at sige nej.

Bandet spankulerer stille og roligt ind på scenen næsten kl. 21.00 sharp, men jeg skal da love for, at det ikke går stille for sig. De når hele 20 numre på godt og vel en time. Det kan heller ikke gå stille for sig, når de åbner med ‘Lightsabre Cocksucking Blues’. Det er ikke blues, hvis man skulle være i tvivl. Det er støjende, punket og ikke mindst kaotisk. Og så er der selvfølgelig Andrew Falkous’ vanvittige vokal. Hvor Andrew Dorman – hey, tre Andrew’er på én aften, det sker ikke tit i Aarhus – skældte ud, så er Falkous mere over i det, jeg vil kalde rablende vanvid.

Vanviddet fortsætter på ‘Without MSG I Am Nothing’, hvor der på næsten frydefuld, opløftende vis gentages “Everywhere I look there’s a darkness” på en baggrund af Falkous’ dissonante, spinkle guitar. Til gengæld er Damien Sayells bas tung og beskidt. Sjovt nok er trommeslageren gemt bag et glasbur af en art. Min super-fan kammerat fortæller mig, at Falkous har tinnitus, og jeg kan da også se, at han er udstyret med et stort høreværn. Jeg ved ikke, om det blot er indtrykket af glasburet, der spiller mig et puds, men jeg føler ikke helt, at trommerne kommer nok over scenen. Til gengæld er det enormt opløftende af og til at opleve, hvordan trommeslager Jack Egglestone ligner et dyr i bur, når han virkelig går til den. Der er noget indestængt vrede over det. Som tigeren i zoologisk have, der dag ud og dag ind skal se på det dumme menneske, der betragter den, mens tankerne om at flænse og flå hver og en kører på repeat.

På trods af at det ikke er det helt store fremmøde, så er det dejligt at se, hvor alsidigt det på sin vis er: helt unge, gamle hoveder og dem midt imellem, der ser ud til at have besluttet sig for at blive godt fulde, selvom det er mandag. Men energien på gulvet følger ikke altid den på scenen. Der er små optræk til moshpit, men de dør næsten, før de bliver til noget. Først helt til sidst lykkes det at samle noget, der måske med god vilje kan kaldes en kvart moshpit.
På scenen er der til gengæld ikke meget mandag over det. Andy Falkous skifter mellem at synge, skrige, spille og levere små tørre monologer mellem numrene.

I begyndelsen siger de faktisk næsten ingenting; vi skal fem numre ind, men efterhånden tager banteren mere og mere plads, især mellem Falkous og Sayell. Der bliver spurgt, om nogen kan lide Eric Clapton – det kan vi ikke, og det bliver godkendt fra scenen. Et nyt nummer introduceres med “if there’s any mistakes, it’s your fault”. Senere bliver det “Ballad time, bitches”, når de spiller ‘She Will Only Bring You Happiness’ fra pladen med den mundrette titel ‘The Difference Between Me and You Is That I’m Not on Fire’. 

Til koncerten skrev jeg en note til mig selv: “Støjrock og stand-up”. Koncerten er selvfølgelig ikke et comedyshow, men humoren og aggressionen virker som to sider af det samme temperament. Falkous er morsom, fordi han lyder, som om han er en smule irriteret over alt og alle, inklusive publikum, bandet og muligvis sig selv. Men det bliver aldrig irriterende at høre på. Tværtimod. Vi er alle med på joken. Sayell udfører en meget åbenhjertig monolog om, at de har turneret rigtig meget på det seneste, over hele verden, men den her aften er altså så speciel, så han vil nu åbne sin første øl i lang tid. Fordi vi er så dejlige at være sammen med. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men det siger noget om bandets velvilje til at spille sammen med publikum, når Sayell senere åbner en øl mere, og en råber “Second beer of the tour” til morskab for hele salen, bandet inklusiv.

Som jeg skrev før, så får mclusky fyret hele 20 sange af på godt og vel en time, og det er altså inklusiv banter for alle pengene. Jeg må desværre sige, at det også af og til bliver lidt for monotont til tider. Opskriften er fin: Rablende og vred vokal, tung bas, støjende dissonant guitar, hårdtslående trommer. Støj, hooks, aggression, absurditet. Jeg elsker det hele, men savner lidt variation alligevel.

Til gengæld er jeg helt pjattet med deres banter. De er oprigtigt sjove. Det er jo sjovt at være vred. For det meste. Kom lad os brokke os. I hvert fald en mandag aften på VoxHall sammen med Falkous og resten af mclusky. Som for i øvrigt ikke spiller ekstranumre, for det er virkelig en dum tradition, og som de også siger inden sidste nummer: “As the Dalai Lama once said, 20 songs is enough for any cunt.”

Det er svært at argumentere imod.

Karakter
4
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal.
Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

Privatlivs-politik

CVR: 44226421