Der er fyldt helt op i Vega. Vi gemmer os fra de regnvåde gader.
Jeg forsøger at lægge en alt for hektisk dag bag mig, tvinger mig selv op af sofaen, griber kameratasken, trodser hovedpinen, den ringe søvn og det ømme kadaver. Anna Von Hausswolff er i København.
Det er ikke min hensigt at skrive en koncertanmeldelse. Jeg er ikke musikanmelder. Jeg er kunstner, designer og fotograf, og har et anstrengt forhold til genredefinitioner, karakterskalaer og dét at sammenligne og bedømme andres kunst og musik. For mig hører kasser og konkurrence til en anden verden, langt væk fra det kreative.
Men vores anmelder er forhindret i at se koncerten, og ordene flyder af sig selv, når jeg sidder med min telefon i metroen på vej hjem tre timer senere. Nogle oplevelser vil man gerne fortælle om, især hvis det kan hjælpe musikerne. Det siger et par kloge mennesker til mig, at de gør. Jeg skriver derfor spontant min første og måske sidste koncertanmeldelse.
Klara Lewis
Fuck hvor er det dog en grå og tung torsdag aften.
Der er mørkt udenfor klokken lidt i 20 når Klara Lewis går på. Og der er mørkt indenfor. Hun er oplyst af en enkelt rød lampe, og små, guldfarvede dioder. Mit gamle kamera skriger hysterisk på mere lys. Jeg forsøger at berolige det ved at bevæge mig tættere på i fotograven.
Støj og dronende, mørk ambient fylder alt. Forsøger at time kameraklik til de voldsomme passager, så jeg ikke forstyrrer publikum.
Dem er der heldigvis mange af – voldsomheden svulmer, overtager alt, insisterende. Den trænger igennem kroppen og skyller den igennem med magt. Tvinger den til at holde opmærksomheden på den lille skikkelse i mørket, der står bag det kæmpe, rektangulære bord. Hyperkoncentreret, kompromisløs.
Klara Lewis bevæger sig næsten ikke. Forstenet bag sin pult, bag sit hår. Hun drejer på knapper og bringer os den ene brutale, repeterende passage efter den anden. Ambient er ikke altid behageligt. Drone pulserer om kap med min hovedpine.
Hun eksperimenterer, stilhed og støj får lige meget plads. Numrene flyder ind og ud af hinanden.
Måske er der gået tre minutter, måske tyve. Security oplyser mig om at det sidste er tilfældet og jeg pakker kameraet væk.
Mørket dominerer, både lydmæssigt og visuelt. Lewis virker meget afskåret fra omverdenen, og man får lov til at søge indad, mens man oplever lydbilledet. Jeg drømmer filmiske sekvenser, mens jeg lytter.
Filmen er ikke rar. Nervepirrende, grænsesøgende, repeterende scener. De dronende lyde messer nærmest. En perfekt palate cleanser mellem hverdagen og dét, vi skal til at opleve.
Anna Von Hausswolff
En saxofon på venstre side lokker og lider.
Seks andre musikere tager deres pladser, alle iført kedeldragter.
Og dér kom den! Stemmen. Lyset.
Den fyldige, stærke røst slynger ‘Facing Atlas’ ud mod publikum. Der er en puls i baggrunden, og Anna Von Hausswolffs stemme er uendelig.
Hun er for mig en af Skandinaviens vigtigste, nulevende musikere og har været en velbesøgt del af min albumsamling siden ‘Ceremony’ tilbage i 2013. De andre to gange, jeg har oplevet hende har været til et fænomenalt show i Pumpehuset i 2019 og til en særlig orgelkoncert uden vokal i Koncertkirken midt under Corona-nedlukningen. Begge gange var hun formidabel.
Det sjette album, ‘Iconoclasts’, som blev udgivet for få måneder siden, er blødere, lysere i lyden end jeg forventede, men hun eksperimenterer, balancerer det jordnære med spændende, komplekse kompositioner.
Læser man teksterne, møder man fortvivlelse, tanker fra afgrunden, menneskelig afmagt, svigt og forvandlinger – der er ikke berøringsangst, alle temaer behandles med stor følsomhed. Selvfølgelig skal de balanceres mod lys.
Det er heldigt, at Vega er første stop på tourneen. Der er meget energi på scenen, alle er veloplagte.
Bandet er dynamisk og utroligt velspillende. Lamper og laser understøtter musikken flot. Jeg fotograferer de tre første numre og træder ud af graven.
Hun introducerer ‘The Whole Woman’ som en kærlighedssang, og jeg står og nyder den fuldstændigt. En smuk sang, ikonisk.
Det eneste, der mangler, er Iggy Pops dybe, karakteristiske stemme – fair nok at han ikke kunne dukke op spontant i aften.
Selv når hun er skrøbelig og nærværende er der en urkraft, som få på en scene kan fremmane. Skikkelsen med den gyldne manke danser og flyder med rytmen, let og smilende, lukker øjnene og er opslugt af at skabe. Hvor er det skønt at se, i en tid hvor det performative får præcedens overalt.
Det smitter af på publikum. Der er intet prætentiøst eller distanceret over hende.
Det er tydeligt, at ‘Iconoclasts’ er blevet modtaget godt af både nattens engle, som jeg møder til støj-, punk- og metalkoncerter, men også det brede, musikelskende publikum. Anna Von Hausswolff formår at skrive sange, man husker, og hun spiller dem til perfektion.
Men de mister ikke nerven – det, der gør hendes musik spændende. Hun er ikke bange for at lyde hæs og grim, at slippe kontrollen for derefter at fange den igen.
De andre instrumenter udøver til tider et sonisk angreb. Et kvælertag i form af mægtige guitar, saxofon, synths. Lyden virker kolossal og nærmest tyrannisk i adskillige af hendes nye sange når de opføres live. Det er dramatisk og voldsomt, men ikke teatralsk.
Det lille orgel er midt på scenen sammen med hende. En smuk medrejsende til hendes oceaniske stemme. Vi flyder igennem drømmende, grænseløse landskaber i ‘An Ocean of Time’, som eksploderer i ‘The Mysterious Vanishing Of Electra’
– et af to numre i setlisten, som ikke er fra det nyeste album. Aftenens blændende højdepunkt for mig.
Den lille kvinde træder ned i front med en guitar og fylder det hele. Åbner munden og kaster om sig med katarsiske skrig.
A force of nature. Dommedagsagtig og dyster, fuld af ekstatisk, hylende støj, skønsang og vold. Stemmen kan være så præcist kontrolleret, og stadig så rå og upoleret, knækkende, hvæsende, og ren som krystal, der skærer igennem mørket:
Lyset!
Koncerten får ikke lov til at slutte. De kaldes tilbage på scenen for at opføre ‘Funeral For My Future Children’ og ‘Struggle With The Beast’ før de kan få fri.
Jeg efterlader koncerten en del lysere. Min krop føles lettere. Smiler spontant på vej ud i natten.
Setlist:
Consensual Neglect
Facing Atlas
The Mouth
The Whole Woman
An Ocean of Time
The Mysterious Vanishing of Electra
Stardust
Aging Young Women
Ugly And Vengeful
—
Funeral For my future children
Struggle with the beast
