Steven Wilson kulminerede i K.B Hallen med en nærmest klinisk perfektion af finesse og prog-format.
Musik kan fås i mange former, og eftersom at “metalgenren” som begreb er blevet strukket og udvidet til subgenrer af subgenrer med flere komplementerende adjektiver end en AP-prøve, må man finde ro i, at det på et eller andet tidspunkt bliver så langt ude, at det ikke kan klassificeres som andet end “eksperimenterende”. Der er dog en fin grænse mellem eksperimenterende tomgang af akkordskift og synkoperinger, og hvad prog rock ellers ofte gør for at opnå en struktur, der afviger fra det klassiske rocknummer.
Steven Wilson er pragteksemplet på dette, da forventningerne om at spille progressiv metal ikke binder ham til noget som helst. Hvis man tænker på Steven Wilson – eller hans band Porcupine Tree – og forventer en metalkoncert med hårdtslående trommeagogik og skæve distortede riffs, skal man tro om, for så har man misforstået præmissen fuldstændig. Der er mere i det end blot metal, og størstedelen af tiden befinder man sig også i et musikalsk spektrum, hvor metalgenren er lige så fjernt som 4/4 i et prog-nummer.
I aften i KB Hallen har Wilson slæbt band med for at fremføre to individuelle sets. I det første præsenterer han sit nye album ‘The Overview’ i dets fulde længde, mens det andet set er et håndplukket tilbageblik på nyt og gammelt materiale fra hans diskografi.
Koncerten foregår siddende, og selvom man kan have anker med metalbands, der er lige sofistikerede nok til at spille i Det Kongelige Teater eller DR’s koncertsal – trods den unægteligt passende lejlighed – så fungerer en siddende koncert til Wilson i aften faktisk utrolig godt. Med en arrangementslængde på næsten 3 timer (pausen talt med) tror jeg, at størstedelen har været tilfredse med omstændighederne. Som Wilson selv joker, er folk nok bare tilfredse med at sidde ned, fordi de er gamle og har ondt i knæene. Og det er nok også rigtigt, da prog-koncerter af denne slags har det med at trække en ældre fanskare end det gennemsnitlige, unge dødsmetalband, der suser ud af øvelokalet med nyskrevne sange og er klar til at erobre enhver scene, de kan få lov til at spille på.
Perfektionisme er en stor del af Wilsons persona, og det er derfor ekstra imponerende, når han med så kort mellemrum formår at kreere nye værker, der har sit eget unikke skær og tilgang. Det er jo f.eks. ikke første gang, at et britisk rockband laver et 40-minutters langt prog-album om interstellare fænomener. Med åbningsnummeret ‘Objects Outlive Us’ er inspirationen fra albums som ‘Dark Side Of The Moon’ samt årtiers tidligere prog-bands tydelig, men alligevel udføres det med en anderledes og mere personlig tilgang til prog, som Wilson de seneste par år har mestret. Wilsons glimrende falset og de skiftende passager mellem elektroniske, akustiske og progstykker med gennemslagskraft som et meteornedslag er umiskendeligt hans håndværk, der er lavet, præcis som han ville have, det skulle laves.
Sammensmeltningen af så mange forskellige genrer synes jeg dog aldrig krydser over i decideret prætentiøst. Jeg kan forstå argumentet, men Wilsons ambitionsniveau bliver altid understøttet af helstøbte værker, der er meget svære at kritisere, hvis det alene er indsatsen, der skal kritiseres. Så skulle det mere være fordi, man ikke kan lide spacey prog-numre, som konsekvent nærmer sig en spillelængde på 20 minutter, hvilket måske også er fair.
Anden halvdel af albummet ‘The Overview’ drager klare paralleller til bands som Tangerine Dream og Autechre, som Wilson selv har nævnt utallige gange som værende nogle af de største indflydelser på hans musiksmag. Mange af de essentielle faktorer, der fik det til at virke for førnævnte bands dengang, genanvender Wilson i nyere form og kommer med sine egne bud på, hvordan de kan holdes relevante. Hele settingen føles forfriskende, når det opleves i et format, der ikke “bare” er elektronisk musik men i stedet har plads til at trække vejret og forvrænge sig selv, hvis der er behov for det.
Det forholder sig ikke lineært på noget tidspunkt. Det er altid i bevægelse, også selvom det nogle gange udføres som langsommere og mere sensuelle musikalske armbevægelser frem for væsentlig progression, som man måske ville forvente i mere traditionel prog. Progressionen er dog tydelig, og musikken skifter ubesværet mellem at lyde som Tangerine Dream, Rush og ABBA på forskellige tidspunkter i forløbet.
Endnu tydligere er progressionen i andet set, hvor der bliver lagt ud med glansfulde ‘The Harmony Codex’, hvis synth-flimmer og drømmende rundgange smelter over i ‘KING GHOST’s pulsende hjertebanken og skønsang for så derefter at udvikle sig yderligere til eminente ‘Luminol’ med sprængfarlige prog-sektioner.
Det er utrolig at se, hvordan bandet udfolder sig på scenen, og hvordan Wilson i ekvilibristisk dominans dirigerer resten af bandet ved at spadsere barfodet rundt på scenen og holde styr på, at alle spiller, som de skal. Det komplementerende element er også i top, og det føles ikke nødvendigvis mere imponerende at se hele bandet i taktfast samspil, end det gør at se Wilson og keyboardist Adam Holzman skabe et lydkosmos, der stille spreder sig i rummet som parfume, da det hele i særdeleshed bare er så utroligt imponerende.
Wilson har ikke brug for at genopfinde sig selv, når det kommer til setliste, hverken i form af kontinuitet, så alle sange lyder ens eller i form af at spille den samme hitparade turné efter turné. I aften består setlisten af nogle relativt vilde deep cuts, der uden tvivl er comme il faut for den væsentlige fan, hvorimod den mere gennemsnitlige fan potentielt har svært ved at følge med under ‘No Part of Me’ og ‘Vermillioncore’.
Ros skal også gives til aftenens publikum, der opretholder den gode koncertmanér og forbliver stille under de længere ambientstykker hist og her i koncerten – specielt under ‘The Overview’-albummet. Det tilføjer noget til oplevelsen, at man ikke skal høre på et bøvet opråb fra en fuld koncertgænger og akavet grine med på det, hvis vedkommende står lige ved siden af én og kigger rundt for anerkendelse. Folk er lige så absorberede i musikken, som Wilson sætter krav til på pladen. Måske en smule for absorberede, da Wilson med et glimt i øjet selv joker med, at der godt kunne bruges mere entusiasme i aften – hvilket han også adresserer skyldes det siddende publikum kontra et stående. Entusiasme via. klap og jubel er til gengæld uundgåeligt afslutningsvis, hvor henholdsvis ‘Pariah’ og ‘Ancestral’ bliver spillet som lukkenumre efter Wilson & co’s. tilbagevenden på scenen.
Steven Wilson er unægtelig den vigtigste person indenfor prog-scenen de seneste 30 år, og den prestige er understøttet af en gevaldigt inkarneret forståelse for genren og overordnet musikalsk genialitet i form af at få en masse specifikke komponenter til at arbejde sammen i en større forståelse og enhed. Wilsons ekvilibrisme kræver tålmodighed og ved at fremføre ‘The Overview’ samt andet materiale på den måde, der blev gjort i aften, fik man som koncertgænger lov til at opleve præcis den uhåndgribeligt imponerende og fordybende lytteoplevelse, som Wilson formentligt har tilsigtet.
