Nogen vil måske rynke på næsen og sige, at Skunk Anansie ikke er metal, og ikke er et værdigt navn til at åbne Helviti i år. Men det er jeg stærkt uenig i. De havde stemningen, musikken, og især attituden. Jeg fik også indtryk af, at der var mange inkarnerede fans, som havde fundet vej til Helviti onsdag eftermiddag. Jeg vil ikke sige, at størstedelen af publikum fra pitten og op til scenen kunne synge med på alle numrene, men det var ikke langt fra.
Den nu 57-årige Deborah “Skin” Dyer var ekstremt veloplagt, bevæbnet med en pink lommelærke, som næsten må have indeholdt vand fra Ungdommens Kilde. Hun var rowdy som aldrig før og med sin helt sublime stemme, tog hun Copenhell med storm. Et godt eksempel på hvilken energi Skin medbragte, var da hun valgte at slikke på sit mikrofonstativet. Det var lidt svært at forholde sig til, om man skulle føle sig forført eller skræmt, men en ting var i hvert fald helt sikkert, hun havde alles opmærksomhed. Nok Især bakteriefober, for hvilke dette nok var det mest skræmmende i år.
Resten af bandet var ikke dårlige, men de virkede noget bedøvede, i hvert fald sammenlignet med Skin. Det var helt klart, at det ikke var deres professionelle middelmådighed, som bar koncerten. Bassistens tekniske problemer hjalp heller ikke.
“This is fucking nice isnt it?
There is something special about Denmark, about Copenhell tonight”
Det var et statement jeg 100% kan stå bag, men det er først og fremmest Skins fortjeneste. Jo vist var publikum førstedagsfriske og kunne de gamle hits, men når de sakkede lidt bagud, fik hun lynhurtigt gang i tempoet igen. Stemningen dykkede unægteligt lidt efter de spillede et par af deres nye numre, hvilket man kunne have forventet, men da de så gik over i klassikeren ‘Weak’ så var det som om at publikum fik en adrenalinkanyle direkte i hjertet.
Under næste 90’er-klassiker og næstsidste nummer i settet, ‘I Can Dream’, nåede vi uden tvivl koncertens klimaks, hvor ‘Skin’ hoppede ned fra scenen og deltog på lige fod med publikum i Danmarks uofficielle nationalsport: fællessang. Her må jeg bare skamrose hendes vokal, da den gennem hele showet var frygtindgydende fantastisk. Mest imponerende var det, da hun blev løftet op og crowdsurfede tilbage mod scenen, uden at misse en tone og lød som en fucking engel. At synge så godt, er der få, som kan, og endnu færre kan gøre det imens de ligger ned.
Som prikken over i’et, vil jeg efterlade jer med dette citat.
“Thank you to that lovely piece of muscle who picked me up like I was nothing.
Let me know if you wanna have sex later”
