Er det en hjemløs? Er det en løssluppen patient fra en stereotyp galeanstalt? Nej, det er David Yow! Det er lidt svært at få alle brikkerne på plads, i forhold til hvad der præcis skete torsdag, da The Jesus Lizard bragte deres Texas-freakshow forbi Pumpehuset. Aftenens særforestilling bød også på fint visit fra de jazz-interesserede københavnske post-punkere Echo, Bravo. Det var en aften, hvor jeg både blev positivt overrasket og fik overgået mine ellers ret høje forventninger. At sige, at jeg i skrivende stund stadig er helt høj på oplevelsen, er på ingen måde en overdrivelse.
Echo, Bravo
Da jeg hørte navnet Echo, Bravo for første gang, så tænkte jeg straks på noget post-punk og bandet Kliché. Post-punk med free jazz, noise og atonal trompet? Der var sektioner, som havde sådan lidt action film-soundtrack-vibes, nogle lidt film noir-vibes, og så havde musikken overraskende nok også en vis form for danse-appel. Det er en vildt mærkelig ting at sige om så et avantgardeband, men når det glade publikum dansede, så er det svært at argumentere for andet. Den havde jeg ikke set komme, men jeg var bestemt ikke uimponeret.
Jeg har desuden ikke set et dansk rockband, der har så usømmelig omgang med musikinstrumenter siden Düreforsög, og det er ment som en kompliment. Der var koklokke, en trompet-mikrofon, der blev råbt i, og en blokfløjte i lilla plast. Godt lød den ikke, men sjovt var det.
Nu hvor vi snakker om instrumenter, så spillede Echo, Bravo så hårdt, at det lykkedes guitarist Lasse Jensen at sprænge en streng allerede under første nummer. Heldigvis var der ekstra strenge med, så den blev hurtigt skiftet under anden sang. Det var heller ikke sidste gang, instrumenter blev mishandlet. Relativt kort tid inde i sættet får trompetist/sanger/blokfløjtespiller/percussionist Jo Danielsen tæsket så hårdt på sit bækken, at det fløj af stativet. Det blev løst på pragmatisk vis ved at tæske videre på et af trommeslager Simon Bruuns bækkener i stedet. Her vil jeg også lige give en kæmpe cadeau til netop Simon Bruun, fordi han kunne sagtens spille med de helt store inden for jazz, for hold nu kæft, hvor var han dygtig. Han spillede lange, hårde, teknisk svære stykker i mærkelige taktarter og kunne som en maskine langsomt sætte tempoet gradvist op, fordelt ud på et nummer, som var flere minutter langt. Der blev altså gjort nogle ting, der ikke er så mange, som kan.
Jens Raadal, som tog alle de smukke billeder, fortalte mig, at han ikke havde set to shows med dem, som var ens, og at de i øvrigt skrev deres musik som jamssessions i øvelokalet, hvilket til gengæld ikke kom bag på mig. Hvis man gerne vil se flere lækre billeder fra koncerten, så har vi også lavet en fotoreportage. Echo, Bravo er det, der sker, når man låser fem unge og sultne musikere inde med en kasse bajere og råber “SÅ ER DER BARE FRI LEG!”
Det var bare en gruppe vildt dygtige musikere, som elskede at lege med hinanden og trak musikken i alle mulige retninger. Forstod jeg det 100 procent? Nej, det gjorde jeg nok ikke. Men jeg var i hvert fald underholdt.
The Jesus Lizard
Som min ven sagde sidste år, da vi snakkede om nogle billeder fra Jesus Lizards 2024-tour. “David Yow gonna be fucking dead by the end” eller noget i den stil. Præcis hvad han sagde, er også lige meget, fordi hvis man kigger på billederne, så tror jeg godt man forstår bekymringen. Manden havde så vanvittig en opførsel på scenen, at det nærmest kun kunne overgås af Iggy Pop i sin storhedstid. Mind you, manden er 64 år gammel, og de har på relativt kort tid efter gendannelsen spillet næsten 40 shows, som oven i købet er halvanden time lange.
Vi blev bestemt også forkælet torsdag aften. Med hele encore og 21 numre i alt. Ifølge setlisten var det blevet til 23 numre, men desværre brød Duane Dennisons forstærker sammen halvvejs inde i ‘If you had lips’, så vi måtte have to numre til gode.
Bandet nåede knap nok at spille første tone i åbningsnummeret ‘Puss’, før Yow helt ufortrødent kastede sig ud i publikum. Der gik heller ikke mere end to numre, før han igen stagedivede. Denne gang kom han op med blod i hele ansigtet, styrtblødende fra næsen, så det dryppede fra hans hånd. Normalt ville man måske lige stoppe showet bare lige for at tjekke, han var okay, men resten af bandet virkede ikke ligefrem hverken bekymrede eller overraskede. Blot endnu en dag på kontoret.
“I got toilet paper stuck under my shoe, like another guy…. TRUMP! FUCK!”
Det var den selvsamme klump af toiletpapir, han for få numre forinden havdeikke tørret, men klistret fast til hans blodindsmurte ansigt. Jeg var ved at dø af grin, da han helt nonchalant gik over til sikkerhedsvagten, som stod nede i fotograven, og fik ham til at fjerne resterne fra skosålen.
Der var konstant gang i det overraskende unge publikum, som gav den så meget gas i pitten, at sikkerhedsfolkene måtte stå klar med en ramme vand under encoret. Alle de sindssyge ting, Yow lavede, labbede de i sig, så det fløj rundt med ølkrus, mennesker og enkel idiots spytklat mod scenen. Men altså – onde tunger ville måske også mene, at man ligger, som man har redt, og der var fandeme redt op til narrestreger. Som et ekstra galningekirsebær på psykopatisdesserten brugte David Yow nærmest hele første encore med at skabe sig nede sammen med publikummet. Det undrer mig overhovedet ikke, at manden nåede at kværne fire til fem Stella Artois i løbet af koncerten.
“You wanna do the fuck Trump thing again? FUUUUUUUUUUUUUCCCCCCCCCKKKKKK TRRRRRRRRRUUUUUUUUUMMMMMMMMPPPPP”
Du tænker måske: Hvorfor fylder David Yow 80% af denne anmeldelse? Det er nærmest umuligt at undgå, fordi han bare fyldte så meget i deres show. En del performance art, en del dekadent og skødesløs opførsel. Manden er en fucking vandvidsgøgler. Et slags mytisk væsen, som skal ses, før man tror det. Men når det så er sagt, så var resten af bandet også helt fantastiske. En ultrarutineret og velsmurt maskine – og det var tydeligt at mærke, at der var tale om tre veteraner, som kun er blevet dygtigere med årene. Der var ikke noget, som blev gjort halvt, og deres livelyd var helt eminent. Jeg erindrer ikke at have hørt en livekoncert med så god en guitartone som Duane Denison før – nærmest bedre end på 2024’s ‘Rack’, og det siger ikke så lidt. Jeg har godt nok aldrig haft muligheden for at se dem før, men jeg tvivler meget stærkt på, at de nogensinde har lydt så godt som nu.
Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle give dem seks stjerner, da det i min optik ikke er noget, man bør smide om sig med. Men som jeg gik og tænkte over det, var det langt sværere at finde en grund til, at de ikke skulle have topkarakter, fordi det nærmest var umuligt at finde et eneste kritikpunkt. Det var alt, jeg havde håbet på og mere til. Så tillykke med det, you crazy fucking bastards!
