Det ikoniske 90’er first-wave shoegazeband Swirlies fra Massachusetts indtog torsdag den 6. november den lille scene på Plan B i Malmø. Det var bandets første europæiske tour i 23 år samt deres første koncert i Sverige nogensinde. Det var slet ikke til at fatte, at rummet kun var halvt fyldt, taget i betragtning af, hvor stor indflydelse de har haft på genren. Hvorfor var denne koncert ikke udsolgt?!? Nå, jeg må nok erkende, at selvom Sverige har en stor og stærk indie-scene, så var selv dette ikke nok til at få et band som Swirlies udsolgt. Dette kan måske have noget at gøre med, at bandet mest af alt har holdt sig i den amerikanske undergrund, og at den amerikanske shoegaze-scene aldrig helt fik samme medvind som den britiske med populære bands som My Bloody Valentine og Slowdive.
Jeg startede ud med at konstatere, at jeg havde glemt mine ørepropper kort før koncertstart, hvortil min ven tilføjede “så bliver dette nok det sidste, du hører..”. Han var tidligere blevet gjort opmærksom på, at de har ry for at spille ekstremt højt. Og denne formodning blev også hurtigt indfriet. De formåede at fylde det lille rum ud med en kæmpemæssig lydmur af drømmende, melankolske, forvrængede guitarer tilsat elementer af catchy indie, noise rock/pop og eksperimenterende lo-fi tape-lydklip som intro og outro i numrene. Der var til tider lidt lange pauser mellem sangene, men der var også en del teknik – ISÆR pedalboards – at holde styr på. Dette tog jeg blot med et smil, da jeg synes det var med til at yderligere forstærke den tilhørende lo-fi og rå atmosfære, som ligger så dybt i Swirlies’ DNA. Livebandet bestod både af nye og gamle kræfter, hvor grundlæggeren Damon Tutunjian (vokal, guitar, synth.), der i øvrigt bor i Malmø, styrede slagets gang. Resten af bandet var nyere livemusikere: Mark Mullane på bas, Kevin Shea på trommer, Elliott Malvas på guitar og den svenske sanger og pianist Majken. Majken og bandet Citrine havde desuden fornøjelsen af at varme op for Swirlies, men jeg nåede desværre ikke at se dem, så derfor vil jeg ikke komme nærmere ind på det.
De fleste i publikum stod stille med korslagte arme, som nok er kutymen inden for shoegaze-koncerter, men en enkelt gruppe af energiske mennesker bød op til dans, og jeg spottede endda en mikro-moshpit. Jeg kan godt lide når der bliver gjort lidt op med normerne inden for genrerne, så det var et friskt pust til showet. Dette kunne også aflæses på ansigterne hos de overraskede, men glade musikere på scenen. Det gik helt ned, da de spillede deres største hit ‘Pancake’, hvor intensiteten fra publikum steg voldsomt i det lille rum. Overordnet set spillede de deres mest populære sange, og ikke så meget de obskure low-fi tape-optagelser, som de også er kendt for.
Det eneste “negative” jeg egentlig kan tilføje til oplevelsen er vel, at det samlede lydbillede fra instrumenterne var så massivt, at det til tider var svært at høre den smukke, kontrastfyldte samspils vokal, som de fleste af deres sange bærer præg af. Så hvis du elsker My Bloody Valentine, Sonic Youth, Slowdive, The Breeders og nyere shoegazebands som Julie, så skal du fange dem næste gang de kommer til Europa. Forhåbentlig ikke først om 23 år igen.
Jeg fik heldigvis fat i ørepropper, og har stadig hørelsen i god behold efter denne uforglemmelige oplevelse.
