God musik behøver ikke handle om smagfuld finesse, hvis bare makværket oser af mening. Snõõper vendte meget apropos tilbage til Danmark for at give København én på sinkadusen med deres teatralske tåbeligheder og charmerende kaos. Velkommen til fremtiden.
Det var efterhånden ved at være nogle måneder siden, jeg sidst satte fod i Loppen. Før i onsdags havde jeg faktisk ikke været der siden Situationsfornærmelse og Jakobe diskede op med en solid punkopvisning, der var hele 25-øren værd. Vi bliver i samme genreterritorium denne gang, og det kan man jo ikke være ked af.
Pelts
I månedsvis så det ud til, at Snõõper ville være det eneste navn på plakaten, men ind fra højre, blot én dag før showtime, kom Pelts som et sidsteøjebliksmirakel. Et forholdsvist ubeskrevet blad for mig, dog ét hvis rygte allerede havde fundet vej ind i min bevidsthed via bekendte, hvis smag sjældent slår fejl. Det var derfor med høje forventninger, at jeg stillede mig op ved Loppens lille scene, klar til at blive blæst bagover af den dynamiske twee-trio.
Allerede fra første nummer stod det klart, at Pelts’ tilgang til musikken er så umiddelbar og ærlig, at deres optræden snarere var en direkte transmission fra øvelokalet til publikumsnervesystemet, end et eller andet bombastisk show. Trods medlemmernes mangeårige musikalske erfaring, er musikken nemlig simpel og uperfekt, og det slipper de sindssygt godt af sted med. Foruden deres instrumenter, er hvert medlem desuden udstyret med en mikrofon, og på vokalen komplementerer de hinanden lige så godt, som de gør musikalsk. Cat, Louise og Eilidh fletter sig ind og ud af hinandens fraseringer som samspillede sidestemmer til én fælles fortælling.
Pelts’ set var kort og blottet for fyld. Et par numre fra deres demo blev sat i rotation med uudgivne sange, jeg aldrig havde hørt før. Disse lød ikke just som ufærdige skitser, så mon ikke, vi kommer til at høre mere fra udgivelsesfronten snart? Det håber jeg i hvert fald, for Pelts’ mikstur af twee og punk er svær ikke at holde af. Det var ikke en nævneværdigt teknisk tour de force af et sæt, men mindre kan bestemt også gøre det, når mindre i det her tilfælde er et musikalsk humørangreb, hvor optimisme og uforfalsket samspil trumfer ethvert behov for perfektionisme.
Tak til Pelts for at udvikle mit genrekartotek og lære mig at skelne mellem indie og twee. Det viser sig, at jeg kan lide begge dele, og at sidstnævnte ikke kun behøver at være noget, jeg forbinder med coming-of-age fortællinger fra 00’erne.
Nu skal vi til noget lidt andet.
Snõõper
Dette garagepunk-galehus har haft et særligt sted i mit hjerte siden jeg snublede over deres debutalbum ‘Super Snõõper’ i vinter. Den plade udkom i 2023, kort efter de blev opsnappet af Jack Whites pladeselskab Third Man Records, og megen af bandets nuværende momentum kan unægteligt tilskrives den respons, den udgivelse fik. Bandet stiller det simple, men vigtige spørgsmål: hvor agurk kan man egentlig nå at gå på 30 minutter? Og besvarer det troligt koncert efter koncert. Angiveligt, i hvert fald, for jeg var ikke til stede, da de efter sigende diskede op med et enormt cool show på Roskilde Festival sidste år. Jeg havde dermed igen kun rygterne at gå ud fra, selvom jeg er noget mere bekendt med Snõõpers musik end første bands’.
Kort efter Pelts takkede af, gik Snõõper på scenen. Ikke for at spille, men for at pynte op. Som en slags dadaistisk installation blev tre store trafiklysrekvisitter fordelt rundt på scenen, og der var sgu, tro det eller ej, lys i! Det gav scenen et helt andet eksistensgrundlag end det mættede lysshow, der var til stede under supporten. Altså en meget kærkommen opgradering og så anti-feng shui, som noget kan blive.
Første levende billede var ‘Bed Bugs’, der pudsigt nok også var det første Snõõper-nummer, jeg nogensinde hørte. Den sang illustrerer meget fint alt, hvad jeg elsker ved det her band. Den overdrevent absurdistiske sangskrivning, der i det her tilfælde handler om at blive så sindssyg af sine væggelus, at man ender med at spise dem, er simpelthen så optur. Snõõpers lyriske univers pendulerer mellem grotesk barnlighed og legesyg samfundsbevidsthed, og det er lige dele grineren og fjollet. På den fede måde, selvfølgelig.
Selvom vi ud fra sceneshowet tilsyneladende er til billedkunstundervisning, ledes tankerne hen på folkeskolens idrætstimer, når guitarist Connor Cummins blæser i fodboldfløjten under ‘Pod’. Den sang er dog mere samfundskritisk end sportsrelateret, så hvis man ledte efter sit gymbro-fix, skulle man vente til sidst, da truppen fyrede ‘Fitness’ af. Egentlig kunne jeg bliver ved med at nævne eksempler på sange, der gjorde indtryk den aften, men så kommer vi også til at sidde her længe, og det må være antitesen til alt, hvad Snõõper står for.
Snõõper er et af de bands, hvor ingen af medlemmerne er i stand til at stå stille. De spiller alle fiktive, karikerede Curb Your Enthusiasm-versioner af dem selv, og det er umuligt ikke at lade sig rive med, når bassist Happy Haugen vælter ned fra scenen for at snuse til publikumsrækkerne for ottende gang i løbet af koncerten. Man når nærmest ikke at fordøje én sang, før bandet allerede har afbrudt sig selv, og med 1.000 kilometer i timen er fræset videre til den næste. På den måde afspejlede koncerten faktisk oplevelsen i at lytte til deres album 1:1.
Undtagelsen, der bekræfter reglen om, at alle Snõõpers sange skal vare et minut i gennemsnit, er bandets epos og eneste virkelig pusterum, ‘Running’, der næsten fylder en fjerdedel af deres album, og også stod i stærk kontrast til resten af deres sæt. Det var tilmed under dette nummer, som var en af de sidste i Snõõpers sæt, at forsanger Blair Tramel tog en pause fra sine cheerleaderagtige pogo-hop og daffede fra scenen, bare for at returnere iført det to meter høje grønne rumvæseninsektkostume, der efterhånden er blevet Snõõpers maskot. Lidt ærgerligt er det, at der på Loppen ikke er manøvrerum til at komme længere ud på scenen end selve indgangen til den, når man pludselig fordobles i højde – men insektet var der! Så fik man da set det.
Snõõper bød altså på en koncertoplevelse af kaotiske dimensioner med deres nærværende stage presence og absurde musikunivers, skyllet ned med en Loppe-øl eller fem. Jeg håber en dag at kunne opleve dem på en lidt større scene, hvor slænget har bedre plads til at udfolde sig med alle deres vanvittige rekvisitter, kostumer og hvad de ellers kan klemme ind i varevognen. Loppen er i min optik et af landets bedste spillesteder, og deres bookere har oftest fat i den lange ende, men i Snõõpers tilfælde medførte det også begrænsninger, som bandet dog tog i stiv arm. Kæmpe cadeau til særlingerne fra Nashville for at gennemføre opgaven med uovertruffen stil. Jeg snũũpper i hvert fald gerne én mere med Snõõper.
