Pussy Riot – et symbol for anti-Kreml-feminisme eller Vestens letkøbte billet til Ruslandskritik?
Foran Dynamo på Finlandskaj i Odense er der kø ud på vejen for at komme ind til Riot Days. Publikum er så ungt, at de ikke kan lade være med at nulre hinanden i nakken i køen, mens de prøver imitationer af russisk af med vekslende grader af succes. De siger seje ring som “vodka” mens de prøver at rulle på r’erne og gøre stemmen dybere. Indenfor glider de direkte ind i de flippede rammer helt uden at prøve – det er et resultat af deres manglende alder. Dynamo giver rum til cirkus og ny scenekunst, og det gamle pakhus på havnen er fyldt med striber, kulørte lamper og inventar, der opfordrer til at man piller ved det. Således er der ikke bare lagt op til, at den yngre del af publikum styrer direkte mod en overdimensioneret mus med solbriller eller fotobåsen, det er forventet.
Der viser sig at være hele to skoleklasser, der er på ekskursion i aften, men indenfor er størstedelen af det betalende publikum endog meget voksne. Kontrasten bliver komplet med de unge foran scenen, klar til at danse og hoppe, og de ældre siddende, bedst repræsenteret ved en ældre herre, som lige før koncertstart indigneret beder en personale om at få folk til at sætte sig ned, for det er jo ikke til at se noget.
Riot Days er baseret på Maria Alyokhinas bog af samme navn og sælges på forhånd som en “explosiv cocktail af teater, koncert og politisk happening”. En teaterkoncert, kan man også bare kalde det. Af Pussy Riots oprindelige, offentligt kendte medlemmer er det Alyokhina, der er trækplaster for denne forestilling.
Sammen med Nadesjda Tolokonnikova modtog Alyokhina den længste dom blandt de deltagende for den efterhånden infamøse happening ved Frelseren Kristus-katedralen i Moskva tilbage i 2012. Dengang viste Pussy Riot sig at være sindssygt dygtige til at navigere i krydsfeltet mellem narrativet om det frie, demokratiske Vesten (over for det tilbagestående, undertrykkende Rusland, må man forstå) og deres kulturelle og religiøse rødder i en selverklæret frihedskamp. En voldsom mængde vestlige medier kastede sig ind i dækningen af historien og var ivrige efter at sætte spot på de modige kvinder, der smagte som noget kendt, og som endelig viste en feministisk kamp mod systemet, og i særlig grad Putin, frem for verden uden for Rusland. I den brede offentligheds bevidsthed blev Pussy Riot reduceret til et punkband, der var udsat for politisk forfølgelse som et resultat af manglende ytringsfrihed, et symbol på at de (rigtige) vestlige værdier var at finde, og i kamp mod det russiske system.
Pussy Riot, som valgte et navn på engelsk, forstod godt hvilke elementer, de indarbejdede i deres optræden, og formentlig også hvordan de ville fremstå for vestlige medier. At de kulturelle og religiøse koder i deres 2012-optræden er blevet nedtonet til nærmest at være ikke-eksisterende i genfortællingen er ikke nødvendigvis intentionelt fra Pussy Riots side.
Nu er det så blevet til en bog. Og en optræden. Og i øvrigt også en igangværende udstilling på Louisiana, der dokumenterer deres aktioner gennem mere end et årti. Og publikum er helt klar på – for deres lungers fulde kraft – at brøle “fuck Putin” allerede under introduktionen.
Rammen for Riot Days er Alyokhinas oplevede fortælling. Gennem stykket føres vi gennem begivenhederne, der udgør the riot days: planlægning og udførelse af Pussy Riots happening i 2012, efterfølgende flugt, anholdelse, dom og fængsling og endelig, løsladelse. ‘
Det hele er fremført på russisk understøttet visuelt med filmoptagelser, klip fra løbende mediedækning og billeder og engelske tekster på lærredet bag bandet. Det skorter ikke på feministisk politiske paroler rettet mod mandlig hysteri og patriarkatet, og passager, som er særligt vigtige, fremføres som onelinere i fed, hvid tekst på sort baggrund.
Maria Alyokhinas optræden er intens. Det meste af tiden stirrer hun statisk mod et fjernt punkt over publikums hoveder, mens hendes talestrøm er hastig, insisterende og alvorlig. Stykket er delt op i adskillige dele, og ud over den konstante underlægningsmusik er der også i de fleste af delene et egentligt Pussy Riot-nummer, hvilket passer den unge del af publikum fortrinligt. De er kommet for at danse og har jublende taget imod den indledende opfordring til at opføre sig “as wrong as possible”. Når bølgerne går særligt højt løftes endda en krykke i vejret foran scenen i ren begejstring og kampmod, og det må da sige noget.
Bandet veksler mellem at bære de for Pussy Riot karakteristiske, farvestrålende elefanthuer og så at være utildækkede. Det er ikke bare deres optræden, der er politisk, det er efterhånden selve deres eksistens, må publikum forstå.
Indholdssiden alene er nok til at fremkalde en følelsesmæssig reaktion hos de fleste, og da Alyokhina beretter om hvordan hun tog afsked med sin lille søn for at flygte fra politiet er det som mor umuligt ikke at mærke en klump i maven ved bemærkningen: “I promised him we would see each other again two days later. We saw each other again two years later”. Eksemplerne på den behandling, de modtog under både arrestation, forhør og under afsoning afføder en betragtelig indignation. Det er beretninger om en parodiretsstat for en vestlig tilhører. Og selv om der er tale om en systemkritik, der går videre end bare kritik rettet mod Putin, vender vi konstant tilbage til, at hans navn nævnes og forsynes med hån og vrede; eksempelvis da der på skærmen vises optagelser af politibrutalitet og teksten lyder “Putin will teach you to love the motherland”.
Der er altså en masse at mærke som tilskuer, men problemet er, at jeg ikke rigtig mærker det. Det virker indstuderet, til tider næsten mekanisk, og selv da et af bandmedlemmerne skruer lågene af 10 flasker vand og kaster indholdet ud over publikum fra scenen, tænker jeg mest over, hvorfor det mon giver mening. Der kan være flere grunde til, at ‘Riot Days’ ikke trænger igennem til mig. Dels bruger man som tilskuer forholdsvis store dele af sin opmærksomhed på at følge med i de engelske tekster for at forstå, hvad der foregår, og tempoet er så højt, at jeg nogle gange ikke kan følge med, selvom jeg har undervist i engelsk i gymnaiet i over et årti. Og dels er de eneste følelser, der formidles, vrede og indignation, men de er blevet så politiserede i deres udtryk, at det er svært at afgøre, hvor den følte følelser slutter og hvor den politiske opfordring til at føle det samme begynder.
Der ér selvfølgelig også den mulighed, at dissociation er anvendt bevidst som kunstnerisk greb, hvorved det ville give bedre mening for mig. Hvad Alyokhina har oplevet er per definition traumatiserende, og hvordan faen formidler man bedst et traume?
Under alle omstændigheder er det én oplevelse af formidlingen, og der var uden tvivl andre blandt publikum, der ikke havde samme problemer med at lade sig rive med som jeg.
Der er ikke nogen tvivl om, at ‘Riot Days’ er en fortælling om at genvinde agens. Alyokhina tager kontrol over, hvad der er sket hende ved at genfortælle egen vinkel, og ophøjer det til politik ved at tilføje en passende mængde pathos udvalgte steder. I noget omfang virker det, men der er også steder, hvor det at gøre sig selv og egen krop politisk kommer til at virke imod hende. Det er ikke en uvæsentlig del af den historie, hun fortæller, at hun forelsker sig i en kvinde imens hun er fængslet. Så langt, så godt: Pussy Riot fremstiller også sig selv som LGBT+-aktivistiske. Her bliver det dog problematisk for Alyokhina, at hun for nogle år siden befandt sig i et forhold med Dmitry Enteo, som er stifter af en temmelig højreorienteret russisk bevægelse kaldet “Guds Vilje”, kendt for blandt andet at tæve deltagere af prideoptog og for at overtale Putin til at indføre en lov, der kriminaliserer “krænkelse af religiøse følelser” i kølvandet på Pussy Riots ‘Punk Prayer’. Hun har selv i en artikel udtalt, at han er homofob, og oplevede en veritabel shitstorm i Rusland grundet forholdet til ham tilbage i 2017. Hun har forsøgt at forklare sig med, at det ikke er op til hende at fortælle andre, at de skal ændre deres måde at tænke på, men at man kan præsentere andre for nye perspektiver og lade dem selv afgøre, hvad der er rigtigt og forkert. Den lader vi lige stå lidt.
Ved forestillingens afslutning roser Alyokhina både Danmark og publikum og siger, direkte henvendt til alle de unge, som er dem, hun kan se helt oppe foran scenen, at de er både “very young and very cool” og opfordrer dem til at kæmpe aktivistisk imod det nye lovindgreb mod koranafbrændinger, som hun har hørt om. Når lige præcis Alyokhina advarer med udgangspunkt i eget eksempel om, hvad et styre kan blive til når det får lov til at indskrænke en befolknings ytringsfrihed baseret på religiøsitet, er der noget vægt bag.
