Hvad? Og hvad igen? Den finske electroclashtrio Muovipussis show er så smovsende sansemættet og gennemført gakkelakket, at det er bedst ikke at prøve at forstå eller relatere, men bare være i, hvor lush det er at lade alting sejle.
Som i: Nu står det ene medlem i bro på et bord og spiller på hovedet en melodi på synthesizer med blævrende ansigtsmasker som BH, en skaldepandesvømmehætte med hul i til to fletninger og en ble lavet af en indkøbspose – for det er åbenbart dét prosaiske, “muovipussi” betyder på finsk, og ikke det pornografiske, det lyder som på engelsk – efter først at have fortalt om at føle sig trist over aftenens forestilling på nycirkusstedet Dynamo på Odense Havn, hvor en optrædende gled i en bananskræl, så nu spiser hun en halv banan omtrent på samme voldsomme måde, som hun i koncertens første nummer spiste en halv mikrofon, hvorefter hun overrækker den anden halvdel af bananen til publikum og ja, altså går i bro og spiller en lille sang.
Som i: Mens den anden sanger i sammentapet konfirmationskjole ligger bagerst på scenen dækket til af et banner med bandets navn efter at have ladet, som om hun døde, og ligger der urørlig, indtil hun vækkes fra de døde med corpsepaint nu og growler dyb black metal, mens ham på monomachine i syntetisk pels, sports-BH og bukser med billeprint tager det ene ben om bag nakken og synger indsmigrende K-pop-kor.
Som i: Inden han vælter ud over scenen mellem publikum og ligger og laver fiselyde med en synth på røven i den yogastilling, der vist nok hedder noget så spirituelt som Ploven. Derude, hvor den ene sanger før gik rundt med den anden stående på skuldrene.
Som i: Nu spiller de rapmetal. Nu spiller de hyperpop. Nu spiller de electroclash. Nu spiller de black metal og K-pop samtidig. Nu spiller de meget konkret musique concrète på en balon pustet op foran en mikrofon skruet helt op og sovset ind i ekko og forvrængning, så det lyder som jazz, der dør, mens luften lukkes ud igen.
Som i: Nu kører han fuld cheerleader med en håndtaske og en babydukke begge proppet med kontaktmikrofoner, som han slynger rundt og skaber sindssyghedsmusik ud af. Som en pervers blanding af musikalsk ruskevold og Marianne Jelved erfaret i en nedturskoger, man ikke kan slippe ud af. Bare ikke ubehageligt, bare alt for meget, bare helt grundlæggende sjovt.
Manner, Muovipussi er en sublimt sjov oplevelse et sted mellem performance og koncert, mellem forløsende latterligt og nødvendigt aparte.
