Røgelseskar, knælange dreadlocks og drikkedunk i sele: Det lyder som en californisk yogatime, men den sjælelige balance og glædesfølelse, Descendents, Circle Jerks og Negative Approach efterlader én med, handler ikke om new age eller kropsoptimering. Den kommer af de bunkevis af sange, der fire årtier senere fortsat rammer helt rent. I Den Grå Hal fredag aften spillede de gråhårede veteraner hit på hit for såvel dem, der har været med siden 80’erne, som dem, der først lige har farvet håret grønt – og alle os andre ind imellem.
Descendents er ikke blandt de amerikanere, der stolt hylder deres nye præsident. Bare lige hvis nogen skulle være i tvivl, vil de gerne have det af vejen, inden de går i gang med at spille. Det hedder Den Mexicanske Golf, Grønland er grønlandsk, undskyld, her er en sang om, hvad vi allesammen går igennem lige nu. 1-2-3-4: ‘Everything Sux!’
Og det gør det jo, sux helt vildt, det er svært at være uenig i. Circle Jerks har startet deres koncert på akkurat samme måde: Vi skal lige vide, at de ikke er imperialister – også selvom deres musik og tøjstil har formet vores liv og udseende. Det her er omstændighederne, her står vi, nu spiller vi: “Innocent! Until I’m proven guilty / Deny-y-y everything / Deny-y-y everything!”
Hvad tager det at spille den sang, et halvt minut? Nogle af os blev aldrig helt de samme igen efter at have hørt det halve minut og resten af debutpladen ‘Group Sex’ fra 1980 første gang. Det var decideret radikaliserende at høre den plade, da jeg som 14-årig var faldet over den i en brugtkasse bag perlegardinet i den lokale pladeforretning. Der var masser af andre bands fra den tidlige punk og hardcore, der stillede sig i opposition til alt, der endnu stod, og der var mange af dem, der gjorde det mere sofistikeret end Circle Jerks, både musikalsk og tekstmæssigt. Men det var frisættende at høre nogen gøre det med så drivende en sarkasme og så frådende en foragt som sangeren Keith Morris og at høre nogen så lidt give noget for musikalske konventioner. Sangene på ‘Group Sex’ skrumplede slingrende afsted i uforsvarligt høj fart og tabte vers, omkvæd, struktur, riffs på vejen uden at bekymre sig om det.
Men det er så også 45 år siden, og selvom Circle Jerks da fik lavet en håndfuld gode plader mere op gennem 80’erne – og lavede en enkelt, foreløbigt sidste, ny plade ved den første gendannelse i 1995 – kan man godt tillade sig en vis skepsis overfor, hvad de egentlig kan i dag. Keith Morris spiller med åbne kort, da bandet gør et kort ophold efter de første fem sange: Han er 69 år gammel, resten af bandet er ikke langt bag ham, med trommeslageren Joey Castillo som 59-årig yngstemand, så de bliver nødt til at holde pauser for at få vejret for hver håndfuld sange, de spiller. Mellemtiden går med, at Morris docerer om det sydlige Californiens hardcore-historie, og hvordan hvert medlem har spillet sin rolle i den historie – Morris var selv med til at danne Black Flag, guitaristen Greg Hetson kom fra Redd Kross og spillede sideløbende med Circle Jerks i Bad Religion i små 30 år, bassisten Zander Schloss har bl.a. været med i The Weirdos – han harcellerer mod religion som koncept, mod politikere, specielt den aktuelle amerikanske præsident, og snakker noget mere om punkhistorie, indtil bandet er klar til at spille noget mere. Det betyder, at det tager dem op mod en time at spille 25-30 sange, og det dræber momentum, men der skal bare ikke mere til at få gang i det hele igen end at spille en sang som ‘Trapped’, ‘Moral Majority’, ‘World Up My Ass’ eller ‘Red Tape’. En smuk blanding af helt unge og halvgamle river hinanden rundt foran scenen, den ene scenevagt får trækninger ved øjet, hver gang et hurtigt nummer sparkes i gang, men alt går smukt, og det hele ender med Soft Boys’ ‘I Wanna Destroy You’, som jeg helt havde glemt, at Circle Jerks også spiller.
Det lyder måske ikke fantastisk, det har det måske aldrig for alvor gjort, men det lyder stadig lige så vitalt som dengang bag perleforhænget i pladeforretningen.
En smuk blanding af helt unge og halvgamle river hinanden rundt foran scenen, den ene scenevagt får trækninger ved øjet, hver gang et hurtigt nummer sparkes i gang.
Afstumpet brutalitet
Hvis det virker sært, at Circle Jerks stort set har bygget en karriere på en plade fra 1980, fordi de var nogle af de første, der udgav et hardcore-album (på 15 minutter, men stadigvæk), vidner den status, Negative Approach har, om, hvor sultent publikum fortsat er efter den rå kaosmagi, man kan finde på de allertidligste hardcore-indspilninger, fra før genren fandt en nogenlunde fast form og begyndte at gentage sig selv. Detroit-bandets samlede diskografi fra deres tre leveår fra 1981-84 består af en sang på en compilation, en selvbetitlet 7” og debutalbummet ‘Tied Down’.
Det var det. Det var rigeligt: Sangene er afsnuppede, detonationer af et halvt minuts varighed, fulde af en rå brutalitet, der klinger af både bysbørnene The Stooges og en vild og afmægtig desperation. Det er sange, der lyder som at få tæsk og føles som selv at give det. Det er ikke rart, det er ikke givende, det er komplet afstumpet, men det føles, som om det giver én et udtryk for den desperation, også disse tider kalder på.
Ikke at Negative Approach bruger tid på at forsikre os om deres gode intentioner: Harry Richardson tænder et røgelseskar ovenpå guitarforstærkeren, stiller sig med ryggen til publikum og fyrer det ene monstrøse riff efter det andet af, mens John Lehl blaster igennem bag trommerne, og bassisten Ron Sakowski står som Jacob Holdts biker-tvillingebror i den anden side af scenen. Fokuspunktet i Negative Approach er dengang som nu sangeren John Brannon, der virker lige så edderspændt ond i sulet som på de gamle plader. Håret er flyvsk og sortfarvet, han ligner Nick Cave som udsmider på en afdanket stripklub.
Men det er netop det udrangerede, det overkørte og det utidssvarende, der er så tiltalende ved Negative Approach: Det er et band til en tid, de aldrig helt formåede at blive en del af, før den var ovre. Men den tid bliver ved med at loope dem ind igen, og jeg ser flere i pitten blive optændt af en indre ild, når Negative Approach spiller lige præcis dén sang, der taler direkte til dem.
Den stereotype nørd
Det bliver også sådan, jeg ender med at få mest ud af aftenens hovednavn, Descendents: Ved at se, hvad de gør ved folk omkring mig, hvor godt det er for dem at kunne synge med på lige de sange, der taler lige ind i dem.
For det er sådan, at jeg bare aldrig har været rigtig vild med Descendents. Ikke på grund af sangene, de er fine, de er fængende, de er hurtige. Jeg har bare altid oplevet det, som om det hele var lidt for gimmicky, lidt for selvbevidst om, hvor skævt og spøjst et univers, bandet har bygget op omkring sig selv, lidt for selvironisk og studentikost. Bare sådan noget som sangeren Milo Aukermans drikkedunk i en skrårem besat med nitter: Vi må forstå, at Descendents er fuldt ud bevidste om, at de ikke er sådan et hardcoreband, det er rigtig sejt at høre – ‘I’m Not a Punk’ hedder en af sangene i aften – de er sådan nogle, der har en drikkedunk med og en sportsstrop til de briller, der er den vigtigste del af deres image og pryder deres maskot. En performativ nørdethed; som Weezer, bare med kortere sange og noget stærkere musikalsk fokus.
Man kan også sige det sådan, at Descendents er sådan et band, som det giver fuldkommen mening, at nogen i publikum smider en dildo efter, og så kan Milo igennem koncerten prikke til andre i bandet med den, Bill Stevenson, der også spillede trommer i Black Flag, guitaristen Stephen Egerton, den statelige bassist Karl Alvarez, en gruppe mænd i starten af 60’erne, der laver tissemandsvitser og spiller ‘I Don’t Want to Grow Up’.
Det kan man stille sig med korslagte arme og fnyse ad. Man kan også vælge at gå ind foran og se, hvad andre får ud af det. Dem, der primært er kommet for Descendents, ikke Circle Jerks. Der er vel små tusind mennesker i Den Grå Hal i aften: Det her må kunne noget.
Det, Descendents kan, er at få publikum til at glæde sig over, at alle de her sange findes, og at alle de her mennesker findes, som de kan dele dem med. Som hende, der står med tindrende øjne og baggy jeans og synger med på ‘Hope’, som må være skrevet 20 år før hun blev født, men kunne være skrevet når som helst, i 1950’erne, i 2020’erne: “But I know my day will come / I know someday, I’ll be the only one.” Det her er hendes dag, det har hun altid vidst, det her er hendes flok. Som de 30-årige veninder, der danser i deres egen boble med skvulpende ølkrus og lykkelige smil. Som den 50-årige mand med mohawk, som de her sange får til at huske, hvordan det er at føle så meget, hvordan det er overhovedet ikke at bekymre sig om at være sej eller punk, bare skråle med om det ‘Suburban Home’, han havde svoret aldrig nogensinde at overgive sig til, men som faktisk føles akkurat lige så bekvemt som sange med melodier, kæmpe omkvæd.
“I want to be stereotyped,” trygler Milo: ‘I wanna be a clone.’ Det er det, Descendents kan: Give en stemme til alle dem, der er i tvivl, om de er seje nok. Give dem et fællesskab. Det er svært ikke at blive rørt over. Både at betragte og føle sig som en del af. Nok så vrangvilligt.
