“Jeg hedder Peter, og i morges græd jeg”

Skrevet af:









Kunstner(e):

Spillested:
Fotografi/illustration:
Aino Gunstrup (hovedfoto), Jon Albjerg Ravnholt
Anmelder og fotograf har selv betalt bil
Genrer: , , , ,

Metal Mekka fejrede lørdag 20 år som odenseansk musikforening med lotteri og en jovialitet grænsende til Poul Krebs – lige indtil voksenalvoren tittede frem.

På den ene side er det så hyggeligt og familiært, at det næsten er til at kløjes i, når formanden for Metal Mekka på syngende fynsk udtrækker præmier mellem koncerterne, og når de bands, der spiller, er så afvæbnende selvironiske på djærvt jysk, at Fordærvs guitarist er nødt til at standse sig selv og sin sanger med ordene “Vi prøver bare på ikke at gøre det her til en Poul Krebs-koncert.”
På den anden side er det også svært at tage det dødsens alvorligt, når de her bands stiller sig op og spiller far-heavy. Det er der ikke noget galt i, at de gør, og præmissen for Metal Mekka er ikke at præsentere nye kunstneriske landvindinger inden for hård musik eller at vise det allervildeste, dansk metal har at byde på lige nu. Det er det muliges kunst, og i landets tredjestørste by, hvor kunstnerisk ambitiøse bands som Orm og Slægt lige med nød og næppe kan trække en halv lille sal, er det mulige altid den slags provinsdød, der kan sælge fadøl i baren. Køber man den præmis, er der ingen grund til at blive skuffet over, at Necrotic Ritual lyder som alle dødsmetalbands nogensinde, for så er baren lige derude.

Det kæmpe bæst, der tidligere slog sig på brystet og brølede “Nothing fucks with me!” ser det ud, som om noget fucker godt og grundigt med nu.

Det betyder også, at det falder tungt til jorden, når sangeren fra Blodrus går på scenen i vindjakke og cykelbriller i den vildfarelse, at det er et deathcore-band, han er sanger i, bare fordi han har fade og pæne guns. Slap af, makker, du er til familiefest, ikke videooptagelse. Og få så lige styr på ham den påskefrokostbryske granfætter fra Genocide Doctrine, der tror, at det er sejt, hvis vi han går balalajka på en fyr oppe foran, river ham i gulvet og uddeler lussinger til en anden. Det er sådan noget, der fungerer, hvis man er Decorticate og komplet utilregnelige og elskelige psykopater, knap så meget, hvis man er fra Slagelse og spiller en dødsgrind, hvis største kvalitet er, at den er grindcore i et land med alt for få grindcorebands.

Men vi har Fordærv. At de er bedst kendt for den T-shirt, hvor der står “Knep dig selv ihjel” på ryggen, er synd og skam. Det er en sjov nok T-shirt, det er ikke det, og den appellerer klart bredere end deres grindcore, men slap af, hvor er Fordærv heftige, hvor er deres sange skarpe, hvor er de charmerende på en scene. Selvironien og underspilletheden er en ærkejysk kliché, men kontrasten til den måde, de tre på scenen flænser sig gennem deres sange, får det hele til at stå knivskarpt. Fordærv er decideret pissesjove at se og høre på.

Det er Mite ikke, men de er på vej til at blive noget andet. “Vi er Mite. Jeg hedder Peter, og i morges græd jeg,” erklærer Peter Sandvig efter første sang. Selvfølgelig skaber det en vild kontrast til den brutale beatdown, Mite spiller, og det er godt set, men det er mere end en punchline: Siden Sandvig overtog mikrofonen i bandet for et års tid siden, har han brugt flere af koncerterne til at tale om depression, og der sker noget med ham og musikken i den forbindelse. Det kæmpe bæst, der tidligere slog sig på brystet og brølede “Nothing fucks with me!” ser det ud, som om noget fucker godt og grundigt med nu.

Hvad gør man så, når man stadig går på scenen, fordi det er det, man nu engang gør? Når det tapper ens energi så ubønhørligt, at man dårligt kan få sig selv til at sige til folk, at de skal se at slå hinanden ihjel i pitten, inden man selv gør det? Hvad er der tilbage i beatdown, når der ikke er mere ork i én? I Mite virker det, som om selve den knugende følelse er ved at blive kernen i deres udtryk, og det gør musikken sort, kaotisk og endnu mere brutal. De er ikke længere jocks, i hvert fald ikke for tiden, men de bruger genrens begrænsede sprog til at sige noget om en måde at være til i verden på.

Det er noget elementært rørende i. Ikke så meget mandefølelser, skrøbelig maskulinitet og et tillært terapisprog, men at bruge det sprog, man allerede har, til at udtrykke alt det lort, man nogle gange også føler. Hatebreed har strakt Panteras enkelte skrøbelige øjeblikke ud over en lang karriere uden at indse, at de øjeblikke netop stod så stærkt, fordi de kom ud af det blå midt i en storskrydende tirade mod alverden – og uden at indse, at det ikke altid handler om at give svar. At nogle gange er det hele bare tabt, uanset hvor meget denne verdens Jordan Petersoner forsøger at bilde én ind, at man kan blive en vinder.

Weekenden forinden sprang Sandvig op på scenen og sang et vers, da Terror spillede i Fredericia, og hvis der er én, der brugt sin taletid på scenen gennem årene til at snakke om modgang og psykisk ustabilitet, er det Terrors Scott Vogel. Han har vel dårligt skrevet en eneste sang, der ikke handler om hårde kår og om at finde indre styrke i at klare sig gennem endnu et år. Så løsningsorienterede er Mite ikke lige nu. Men det er også nok at erkende, at nok så stærkt et panser, nok så tungt et break, nok så voldsom en pit, ikke kan forhindre modløsheden i at indfinde sig. Og at det er et vilkår, man må arbejde under.

På den ene side er det ikke en særligt festlig måde at slutte en jubilæumsaften på. På den anden side var det måske alligevel på tide, at 20-års-jubilaren lagde teenagedumheden fra sig og erkendte, at tvivlen og lortetheden også er en del af at være voksen. Lige så meget som bajere og heavy er det.

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook