En flom af råd og ulækkerhed

Skrevet af:







Kunstner(e):

Spillested:
Adgang gennem Metal Mekka
Genrer: ,

Når dødsmetal er godt, føles det præcis så voldeligt og livsforagtende, som hele universet postulerer at være. Sådan var skånsk/københavnske Bastard Grave fredag aften i Odense.

Dødsmetal ville være den værste gren af metal, hvis det ikke lige var for folkemetal, nu metal, ekstremmetal eller, i guder, black metal, power metal, og hvis ikke undergenren techdød ikke trods alt var værre. Det er svært at forestille sig noget mere dølle inden for metal end endnu en samling dudes m/k, der er kommet på den geniale idé, at de da også skal spille dødsmetal og growle om maddiker, ligædere og middelalderlige torturinstrumenter.

Men så meget desto mere effektfuldt er det, når man så en sjælden gang imellem – fair, reelt nok op til en håndfuld gange om året, hvis man ellers ikke alt for aktivt opsøger dødsmetal-koncerter – hører nogen, der får det til at virke præcis efter hensigten. Altså at lyde præcis så klamt og ligvæskeslubrende, så brutalt og brystbensknusende, så voldsparat og altflænsende, som det har været genrens målsætning at gøre det i, hvad, fire årtier nu.

Klamt og ligvæskeslubrende, brutalt og brystbensknusende, voldsparat og altflænsende

Sådan virker Bastard Grave fredag aften. Ikke fordi helsinborgenserne gør noget, horder af andre bands ikke har gjort før dem, de gør det bare bedre end de fleste andre lige nu, uden det bliver på bekostning af uopfindsomheden. Virkelig: Bandets tredje plade fra marts i år hedder ‘Vortex of Disgust’, hvilket må være den mest arketypiske dødsmetalalbumtitel siden – siden – siden den foregående albumtitel, der var lige så herligt anonym.

Det er ikke en kritik: Det er fedt, fordi det er så let at gå til, fordi materialet er stærkt, fordi samspillet er finjusteret gennem 11 år af grundstammen i bandet, Maria Jonsson, Peter Johansson og Andreas Hjorth på bas, trommer og guitar: På 11 år har de fået fuldkommen styr på det schwung, der får et dødsmetalpublikum til at dåne, så brøle, så gå i baren og så gå ned og købe en ufatteligt grim T-shirt bagefter. Der er noget helt fantastisk afvæbnende over den afslappede attitude, de indtager scenen med, den selvfølgelighed, med hvilken de skubber en flom af råd og ulæx udover scenekanten.

Det er heller ikke en kritik, at Tiago Dias’ kaffemaskineafkalkervokal er komplet uskelnelig fra et hvilket som helst andet standard-dødsmetal-growl i historien: Det er ikke meningen, at det skal gøre noget nyt. Vi er ikke kommet for at blive klogere.
Det er aftenens tre andre bands heller ikke. Relativt bedst kendt blandt dem er Hyperdontia, den københavnsk-tyrkiske konstellation, der i hvert fald har et navn i de kredse, der sværger til den nye bølge af retro-død. Det kan jeg sagtens forstå, at de har, for Hyperdontia har tæft, de spiller på en gang komplekst og brutalt, de er udfordrende – de rammer mig bare ikke.

Overhovedet.

Men det er med stor alvor og iver, de lader mig urørt. Hvilket trods alt er mere, end hvad der er at sige om Infirmities og Rattledust, der er pænt tæt på at være præcis så dølle, som man forestiller sig den gængse dødsmetalaften.

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook