Baren for enden af sporet

Skrevet af:







Kunstner(e):

Spillested:
Fotografi/illustration:
Karina Rae Selvig
Adgang gennem spillested.
Genrer: ,

Der findes et alternativt univers, hvor alle på baren kender dit navn og er glade for at se dig, og hvor det ikke er lidt suspekt, at du bruger så meget tid på pubben, at alle kender dig der. Du kan bunde lige så mange fadøl, du vil, uden at blive andet end sjov og smuk af det, og du kan gøre det hver aften uden at smadre dig selv, og desuden rammer i morgen altid først efter en lang nats god, uafbrudt søvn. I det alternative univers kan du slås uden at slå dig, det er kun dem, der fortjener slag, der ryger i asfalten, og det har ingen konsekvenser for dig nogensinde. Det er 80’erne for evigt i det univers, men du har den fordel over alle andre, at du ved, hvad der følger efter, men ikke behøver afsløre det for nogen. Du kan læne dig tilbage, tage en slurk, nikke til musikken, der er fed og vild og evigt ny.

For alle os, der ikke har adgang til det magiske alternative univers, findes Civic. Fair, der findes også gamle Agent Orange-plader og Kem Nunn-surferromaner, der findes ‘Paper Girls’ og ‘Stranger Things’: 80’erne er et varmt favntag med cokerester i overskægget, kæmpe plasticørenringe og frottépandebånd, hul i atomtrussel og altings endeligt.

Det er jo ikke, fordi det, Civic laver, er decideret raffineret. De genopfinder punkrock ved at lade, som om intet er sket siden starten af 80’erne.

Civic er lyden af ubekymrethed. Jeg forstår ikke, hvorfor ingen har sagt til mig før, at jeg skulle høre Civic, men jeg er på den anden side ikke sikker på, at jeg ville have lyttet til dem, hvis nogen havde forsøgt at plugge aussie protopunk som noget, der skulle være noget for mig. Jeg kan godt arbejde med at bekymre mig, det er en ting for mig.

Men i det nuværende politiske klima og med alt det lort, der ellers hober sig op, er Civic en forløsning. Det kan man også mærke lørdag aften på Loppen: Alle er klar på at glemme alt i aften, alle kender alles navne og har ikke set hinanden i 100 år, øllet flyder, der krammes i flæng, smilene flækker fjæs med svømmende øjne, og Civic er det optimale soundtrack til sådan en aften.

Det er selvfølgelig også svært at forestille sig en aften, der ikke ville blive optimeret af at have Civic stående ovre i hjørnet og spille deres brutalt klodsede og elegant dansable punkrock. Det kan godt være, de kun er to fuldlængder og en stabel singler og EP’er inde, men det føles allerede, som om de kunne fyre hit efter hit af natten igennem, hvis ikke det var fordi, som den tårnhøje forsanger Jim McCullough siger det inden ekstranummeret ‘Trick of the Light’, at de har travlt med selv at komme i baren.

Lige-ud-ad-landevejen-snotbolle-speedpunk

Det er så fair en undskyldning som nogen, men den er også med til at tale det raffinement ned, der ligger i Civics bedste sange. Tag ‘Fly Song’ fra pladen ‘Taken by Force’ fra tidligere i år: På papiret er det lige-ud-ad-landevejen-snotbolle-speedpunk med et tjept lick til at bryde guitarfræset gennem verset og et bøvet omkvæd, men det er eksekveret så skarpt, og omkvædet spiller så effektivt mod rytmen, at bare de to minutter står helt lysende skarpe. Eller tag samme plades åbner, ‘End of the Line’: En skrumplende Germs-rytme med huggende guitar og et omkvæd, der løfter det hele over i en anden grundtone, mens leadguitaren spiller melodi henover det hele.
Det er jo ikke, fordi det, Civic laver, er decideret raffineret. De genopfinder punkrock ved at lade, som om intet er sket siden starten af 80’erne, men selv når de synger om Berlin Muren, er det med en blanding af bevidstheden om, at det er på lånt tid, vi befinder os i den her tidsboble, og idiot savantens bedrevidende smil.

Inden Civic har JJ & the A’s vist, at det langtfra kun er Civic og os stamgæster på baren for enden af sporet, der godt kan bruge at drømme om engang, hvor vi forestiller os, at alt var mindre kompliceret. Engang, hvor al punk rockede fuldkommen skamløst.
Den amerikansk-københavnske trio, som opstod ud af resterne af Cesspool, er et perfekt match med Civic: Deres sitrende Killed by Death-punk med keyboard og superkorte sange står knivskarpt. Jeg hører Spits i dem, jeg hører sange, jeg hurtigt ville kunne få ind i hovedet og aldrig ud igen – og at jeg så også i Kimia hører en sanger, der med fordel kunne få lidt mere af den bund, hun har i vokalen på bandets debut-7”, over i sin liveperformance, er en mindre detalje.

Det her gider jeg godt igen. Det bliver alligevel aldrig i morgen.

Karakter
5
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook