TW: Selvskade, alkoholmisbrug
En sen aften tikkede en DM ind hos vores illustrator Justine Matteon. På vej hjem fra byen, havde den kendte kunstner John Kenn Mortensen gået og rumineret over en samtale, de to havde haft til en koncert. Justine havde fortalt om sin baggrund og sin autismediagnose, og nogle ting havde givet genklang i tegnerens hoved.
For meget lig Matteon, er Mortensen opvokset i det lolliske, og har oplevet at have det pænt mærkeligt med det. Og ligesom Mortensen er Matteon tiltrukket af det mørke, det sære og det skæve i den kunst, de begge nærmest kompulsivt sprøjter ud.
Vi har derfor sat dem begge stævne på John Kenn Mortensens lokale stambar på Frederiksberg en mørk eftermiddag kort inden jul. Bartenderen spørger om han skal have det sædvanlige – det er her hele tegnestuen tager hen fredag eftermiddag. Men mandag er det noget andet, der er på programmet.
John indleder:
– Jeg har slet ikke forberedt mig! Jeg syntes bare det var ret interessant – efter jeg havde været med i en podcast med den amerikanske kunstner Chet Zar, hvor vi var kommet omkring emnet, havde det rumsteret i mit hovede. Jeg tog en af de der online tests og fik et resultat på 19. Det er ikke så vildt, for normalt er cutoff omkring 31, men det slog mig, at hvis jeg havde taget den i folkeskolen, var jeg bonget helt ud.
– Jeg kom til at tænke på Justine, fordi vi har samme baggrund, og hun altid har været meget åben om sin diagnose. På det tidspunkt opfattede jeg autister som nogle meget lukkede mennesker, der er svære at kommunikere med, og sådan har du aldrig været! siger han, henvendt til sin kollega.
Han fortsætter:
– Så jeg blev interesseret i, hvor den autisme kommer ud henne og hvor den eventuelt kunne vise sig hos mig.
Min kone kalder mig nogle gange autist; min far er det helt sikkert – men han er også en weirdo på mange andre planer, så det er lidt svært at hitte ud af.
Det er noget af det, der gør det svært at finde ud af sig selv, når man ser verden gennem et andet filter end de fleste. Både Justine og John har taget diverse tests – nogle online, andre i psykiatrien, men de tager ikke højde for det enkelte menneske. Det kan standardiserede tests aldrig, og derfor er diagnosticering altid en rejse for individet.1
John kaster sig ud i at forklare lidt om sin opvækst:
– Jeg begyndte at tegne næsten så snart jeg kunne. Jeg var også underlig dengang. Min dagplejemor fortalte mine forældre, at de ikke skulle være nervøse over det, men at det altså var noget jeg gik meget op i og som jeg var god til. Det var både godt og skidt, for det var et frirum, jeg fik, men det var også et rum, jeg kunne lukke mig inde i. Jeg kunne isolere mig og undgå at relatere til folk og ting.
– I folkeskolen gjorde det tingene ret udfordrende. Jeg havde en lærer, der fortalte mig, at jeg havde “massive indlæringsvanskeligheder”. Det anede jeg ikke hvad var, men jeg vidste at noget massivt var både stort og uigennemtrængeligt – det måtte betyde, at jeg ikke kunne lære noget. Så jeg distancerede mig rigtig meget og tegnede kun.
Han fortsætter med et beundringsværdigt smil:
– Jeg opfattede det dengang som en mur om verden, jeg ikke kunne komme igennem. Da jeg blev lidt ældre, føltes det mere som en mur rundt om mig, jeg ikke kunne komme ud af.
Nu er jeg egentlig glad for, at jeg hverken blev halvgod til matematik eller til dansk, men kun kan tegne. Det er noget af det, jeg har helt for mig selv. Det er kun mig, der kan det på den her måde.
Justine Matteon har nikket hele vejen igennem Johns fortælling. Hun kan genkende det meste.
– Jeg var også bare en underlig unge, fortæller hun.
– Jeg bongede helt vildt ud og har stort set ikke lavet andet end at tegne siden jeg var 5 år gammel. Jeg havde ingen venner, og jeg havde det helt som om livet var et ikeamøbel uden samleanvisning. Jeg anede ikke hvordan man var social, så dagdrømmeri var the name of the game. Det var også det, mine lærere kritiserede mig for, selvom jeg klarede mig udmærket.
Diagnosticeringen kom dog til Justine. Hun fik diagnosen “Aspergers syndrom”, (der ikke længere bruges2, red.) i 2006 da hun var 12 år gammel efter en del forskellige psykologforløb.
– Det gav mig egentlig en del og var fint nok i sig selv. Det man kunne kritisere, at der ikke blev taget fat i er, at jeg levede i et hjem, der var præget af både alkoholmisbrug og overgreb. Alt blev hængt op min diagnose, så ingen spekulerede over alle de andre ting, jeg har været påvirket af.
Og netop alkohol kom også til at spille en rolle for både unge John og Justine.
– I forhold til hvor lidt jeg lavede i gymnasiet, gik det fremragende. Jeg læste ikke op til en eneste eksamen og alle de skriftlige gik til dumpekarakterer, men jeg nailede de mundtlige og havde det bare fedt. Jeg var opfyldt af en overbrusende selvtillid.
– Det startede nok på efterskolen. Jeg morede mig og var blevet god til at snakke med folk, efter jeg var begyndt at drikke øller. Fester og alkohol lærte mig at gebærde mig, og det var også her, jeg begyndte at spille med Flame On!
Justine byder ind:
– Det er ikke unormalt, at os på spektret tyr til alkohol for at løsne lidt op og komme nemmere ind i det sociale.
Jeg begyndte selv at drikke som 16-årig, men blev samtidig ramt af kæmpemæssig depression og begyndte at selvskade. Jeg kunne ikke længere være hjemme og flyttede til et socialpædagogisk kollegium i Nakskov for unge med vanskeligheder, fortæller hun, og fortsætter:
– Det fungerede slet ikke for mig. Jeg følte mig malplaceret og jeg følte, at næsten alle pædagogerne talte ned til mig, selvom jeg prøvede at møde dem i øjenhøjde. Jeg blev endnu mere isoleret, og da jeg flyttede efter to år, var mine sociale færdigheder endnu mere fucked. Jeg var i forvejen akavet, og nu skulle jeg gå fra folk, der var længere bagud end mig på kollegiet til NT’ere (neurotypiske personer, red.), der var et helt andet sted, end jeg var. Fra den ene yderlighed til den anden.
Normalitet er et svært begreb og noget, som i høj grad er til diskussion. Inden vi satte os, havde Mortensen fortalt om en oplevelse han havde haft til en julefrokost. Han havde bedt en bordmakker om at række ham “dellerne”, hvorefter en midaldrende kvinde havde grebet fat i hans mave og sagt “hvorfor dog, du har dem jo lige her?”
– Det er jo ikke normalt! griner han
– Det er det, der er sjovt med “normale mennesker”; der er virkelig få af dem.
John Kenn Mortensen fortsætter:
– Jeg tror heller ikke, at mange af dem, jeg omgikkes med, kunne kaldes normale. Jeg tror vi lærte rigtig meget af at spille rollespil. Det var nemmere at lære at løse problemer og omgås mennesker som vikingen Boris og ikke som John.
Og netop dette – at lægge afstand til andre menneske ved at iføre sig en anden rolle – er meget kendt for mange med en autismespektrumforstyrrelse. Så almindeligt, faktisk, at det har både et navn og er blevet et forskningsemne. Maskering, kaldes det3, og det er noget, der er både meget anvendeligt og meget slidsomt for dem, der udfører det.4
Uduelighed
Det at have autisme er siden spillefilmen ‘Rain Main’ blevet ensbetydende med både at være en umådelig svaghed, men også give adgang til helt særlige evner. DR-programserien ‘De Skjulte Talenter’ har kun forstærket dette, og denne forforståelse stryger Justine Matteon mod hårene.
– Siden jeg var fire år gammel, har folk talt ned til mig. Jeg er altid blevet infantiliseret, når folk har kendt til min diagnose. Samtidig er det blevet nederen på en ny måde nu, hvor folk tror, jeg har en eller anden form for superkraft, forklarer hun.
John bryder ind:
– Ja, jeg kan næsten ikke finde ud af noget som helst! Jeg kan ikke handle ind og jeg kan ikke lave mad eller noget som helst. Når jeg ser på min dag, prøver jeg mig frem hver eneste gang. Det er en struggle.
Justine hvisker “executive dysfunction”5, mens John fortæller videre:
– Det er først omkring klokken 11, jeg er nogenlunde kørende. I den podcast jeg var med i, fortalte andre kunstnere om deres struktur og dit og dat, de lavede. Det kan jeg slet ikke, for hvis jeg føler, jeg har travlt, kan jeg endnu mindre.
– Når jeg kommer ned i Mephisto (pladeforretning på Vesterbro, red.) siger Ole (Frostholm, red.) altid, “du må have travlt, John!” – Og det er rigtigt! Når jeg har travlt slipper jeg alt, og går derned. Og når jeg er færdig med det, går jeg i Lövendahl og hænger et par timer.
Vi er tilbøjelige til at erklære os enige med Justine, for det John beskriver minder ganske rigtigt om besværligheder med at strukturere og gennemføre planer. Og det er givet heller ikke uden grund, at han søger flugt i det, han behersker mest.
– Jeg kan ikke vælge mit fokus. Der er mange ting, jeg slet ikke er i stand til at koncentrere mig om. Når det bliver for meget, slipper jeg alt og tegner. Der koncentrerer jeg mig slet ikke.
Han fortsætter:
– Lige nu sidder jeg og tegner, fordi jeg skal lave en udstilling, og det er meget besynderligt, for jeg får konstant dårlig samvittighed, fordi min krop tror, at der er noget andet, jeg burde gøre. Den fortæller mig, at jeg flygter fra noget, og indtil videre har jeg ikke kunnet overbevise den om, at det faktisk er det her, jeg skal.
Justine nikker genkendende.
– Der er så mange ting, der trækker i en hele tiden. Det er umuligt at vælge hvad, man fokuserer på. Jeg var for nogle år siden på en date hjemme hos en mand. Han var lige flyttet ind og havde intet på væggene, så jeg kunne ikke hvile øjnene på noget. Jeg endte med at glo ud af terrassedøren, indtil han begyndte at sidde og vende sig, for at finde ud af hvad jeg kiggede på.
Det er svært at indgå i sociale fællesskaber, og både John og Justine har adskillige historier om, hvordan man er blevet misforstået, fejlfortolket eller lignende. Justine fortæller om krydsforhør udi idiomer og deres betydning som en del af sin udredning.
– Så skulle jeg svare på hvad “man skal ikke hente vand, når man selv bor ved en å”, eller sådan noget betød. Det aner jeg da ikke, men det nok mere fordi, jeg ikke er hundrede år gammel!, griner hun.
Særinteresser er også ofte en del af en autismediagnose. De kan være lige så varierede som de mennesker, der har dem, og for nogle skifter de jævnligt, mens de for andre holder hele livet.
John havde fordybet sig i at tegne og Justine har gjort det samme for at kunne få sine historier ud. Alligevel bliver hun irriteret, når hendes diagnoser og hendes arbejde kædes sammen.
– Alting skal altid handle om min autisme. Når jeg er dårlig til noget, er det derfor og når jeg er god til noget, er det derfor. Måske handler det også om, at jeg har øvet mig i 20 år?
John er enig, og nikker, mens Justine fortsætter.
– Jeg er rigtigt træt af, at folk er begyndt at sige “hvad kan vi bruge autister til i samfundet?” som en eller anden god ting. Det føles som om, man ikke har nogen værdi, hvis man ikke kan noget særligt.
– Da jeg sad til den der undersøgelse, brugte min støttekontaktperson tiden på at tale om, hvor underlig hun havde oplevet mig, og at jeg klædte mig som en emo. Senere, på jobcentret, slog hun i bordet og sagde, at jeg slet ikke egnede mig til det almindelige arbejdsmarked.
– Men fuck hende, jeg klarede min erhvervsuddannelse og har et job nu.
John byder ind:
– Jeg er så bekymret for diagnoser. Jeg har altid været hunderæd for at få en depression, og en af gangene, jeg nævnte det for min læge, spurgte de “har du overvejet, om du har angst?” Det havde jeg så. Jeg kalder det selv for bekymringsvanvid. Jeg er bange for alt.
Musik til alle anledninger
Hvis man skulle være i tvivl, er både Justine Matteon og John Kenn Mortensen ganske inspireret af de mørkere sider i deres kunst. Metalmusikken er noget, der har gået igen for dem begge, men det har, i hvert fald for Justine, ikke været nemt at komme frem til.
– Dem jeg begyndte at hænge ud med, var i høj grad metaldrengene, og der skulle det være så voldsomt, det kunne være. Jeg blev gjort lidt nar af, fordi mine ører blødte for meget af at høre Cannibal Corpse og Slayer, og jeg var mere til Nightwish og Evanescence, fortæller Justine.
– Det hårdere kom først lidt senere, da jeg var 18-20 år og begyndte at tage på Copenhell. Og stadig er det sådan, at jeg elsker at se Livløs live, men ikke sætter det på derhjemme. Det er sjældent, at der er nogen, der er sådan “nævn tre sange” i dag.
Det var sgu underligt dengang. Jeg havde et kæmpe problem, da jeg hang ud med de seje drenge, og fik at vide, at 90% af alt jeg lyttede til var noget lort. For hvis der var noget galt med min musik, måtte der jo være noget galt med mig, siger hun.
For John Kenn Mortensen var musikken også vejen igennem store del af livet og fylder stadig ganske meget. Han er heller ikke i tvivl om, at det har hjulpet ham meget.
– Jeg har drukket mange bajere, røget mange joints, men jeg tror, at musikken er skyld i, at jeg aldrig har taget hårde stoffer. De allerstørste oplevelser har jeg fået helt alene, når jeg bare har lukket øjnene og ladet musikken fylde.
– Musikken betyder alt for mig. Kunstnerisk, fællesskabsmæssigt og inspirationsmæssigt. Jeg elsker metalmiljøet, men jeg er naturligvis også i den privilegerede ende. Jeg synes stadig, det er fucked up, hvad kvinder og minoriteter skal finde sig i, og have skudt i skoene.
John er tydeligt et produkt af sin barndom, og når han ikke lytter til hele albums – som han naturligvis finder ud fra hvad der har seje covers nede i Mephisto – laver han playlister. Moderne udgaver af barndommens mixtapes.
– Hver eneste måned laver jeg en playlist. Jeg er ikke så hitorienteret, så det er sange, jeg synes er gode på albummene. Jeg elsker den mørke musik. Den får mig væk fra mørket og gør, at jeg kan bruge den til noget.
– Første del af hvert eneste af mine projekter er at lave en playliste, der passer til. Så jeg har efterhånden en del. De hører til projektet og indkapsler det på en måde.
Det skriver vi os bag øret, mens John fortæller mere om, hvordan musikken påvirker ham.
– Jeg går nok 8-10 kilometer hver dag, mens jeg lytter til musik. Det bliver jeg nødt til. Men det skal ikke være rundt i terrænet. Det er kun op og ned ad Vasbygade. Helt uden mennesker og i rask tempo. Det skal bare ud.
– Jeg har det på præcis samme måde! Når jeg har været sammen med en ven, og de tilbyder at følge mig til toget bagefter. Der er jeg meget sådan “nej tak, der skal jeg bare have min musik”!
Jeg arbejder som handicaphjælper, og engang da min bruger var lagt i seng, spurgte hun “går du rundt som en Sims-figur uden opgave?” fordi hun kunne høre mig gå formålsløst rundt og lytte til musik.
– Ja, min kone spørger også nogle gange, om vi ikke skal gå sammen. Det er et pænt nej tak, uagtet hvor meget jeg elsker hende, byder John ind.
Stimming hedder begrebet6, og det kan have mange former. For vores gæster handler det om at bevæge sig. Og i særdeleshed at bevæge sig uforstyrret. Dette er faktisk en af måderne, de to føler sig forbundne. For da John havde forklaret sine gåture og sit behov for dem, fortalte Justine ham om begrebet.
Det var som om, han fik julelys i øjnene, og glædesstrålende udbrød han:
– Jeg vidste, der var en eller anden kosmisk grund til, at vi to skulle tale sammen!
Så udover at have fælles interesser, fælles baggrund, og ikke mindst fælles udfordringer, har de to også meget glæde af at kunne tale sammen og udveksle særheder.
Det er også noget, der gør sig gældende i tegnermiljøet, fortæller de. Det er et miljø, der er meget åbent for forskellighed, hvor man kan lade sit “freak flag fly”, som Justine formulerer det, og hvor man accepterer hinandens underlighed med åbne arme.
Det mener de begge, at metalmiljøet kunne lære en del af.’
Dagen efter tikkede i øvrigt en besked fra John ind:
1. https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/sundhedsoplysning/medicininformationer/den-fejlbarlige-medicin/proever-og-test-er-ikke-perfekte/
2. https://www.autismeurope.org/blog/2018/06/21/world-health-organisation-updates-classification-of-autism-in-the-icd-11/
3. https://autismeplatform.dk/temaer/forskningsperspektiver-paa-maskering-og-camouflering/
4. https://dk.specialisterne.com/maskering-af-autisme-har-store-konsekvenser/
5. https://neurorehabilitering.kk.dk/viden-om/ordbog/eksekutive-funktioner
6. https://www.healthline.com/health/autism/stimming#stimming-with-autism
