I dag annoncerer Lasher Fest de 13 første navne på årets plakat. Vi har studeret den nøje – og for at citere Jakob Kjeldberg: ‘I år bliver det endnu vildere!’ Ikke nok med at annonceringerne er større end nogensinde, så er festivalen også blevet udvidet geografisk. Spillestederne 1000Fryd og SH35 har nemlig slået sig sammen med Skråen og Teater Nordkraft, hvilket gør, at vi i år nyder godt af hele tre ekstra scener. Her på redaktionen er vi pjattede med danske collabs og split-udgivelser, så vi glæder os især til at se Meejah x HIRAKIs triumferende tilbagevenden. Der kommer også (u)fint besøg fra rigsfællesskabet i form af den færøske punk-kvartet Joe and the Shitboys, der garanteret har alle deres greatest (s)hits med i kufferten. Vi kan næsten ikke vente til Lasher Fest 2026, og det kan booker Troels Højgaard Sørensen bestemt heller ikke – det er i hvert fald det indtryk, vi fik, da han gav os en eksklusiv tur ind i maskinrummet.
Kan du forklare Lasher Fests identitet? Hvad går du efter, når du booker?
Vi prøver at stræbe efter noget større end bare koncerter. Vi vil gerne have, at folk træder ind i et rum, hvor de føler sig trygge -–uanset hvem man er – og vi vil gerne lade udtrykket variere fra koncert til koncert. Og også fra år til år. Dog altid med en rød tråd. Det bilder vi også i hvert fald ind. For os er der ikke så langt fra Wolves in the Throne Room til EYES til This Will Destroy You. Vi ønsker fortsat at udfordre grænserne for kunstnerisk indhold inden for genrebrydende, tung musik. Første annoncering af bands er vores mest ambitiøse til dato.
Hvordan balancerer du mellem store og små acts, danske og udenlandske og på tværs af genrer?
Vi er lille bette Aalborg, så nogle gangebliver man nok også nødt til at tage det, man kan. I år var vi heldige at få hul igennem til Wolves in the Throne Room, og så begyndte vi at bygge op omkring dem. Vi ville ikke have alt for mange black metal-bands, da vi allerede havde dem, så det var logisk for os at hive Slow Crush ind, som spiller grungy shoegaze. Og dernæst hive fat i Youth Code, som spiller en form for elektronisk punket larm. Der er en rød tråd gennem alle de bands, og vi bilder os selv ind, at man ikke når at blive træt af musikken i løbet af aftenen, fordi udtrykket er forskelligt fra act til act – uden at den røde tråd forsvinder.
Hvilken booking er din største risiko? Og hvilken er det største scoop?
Det må være Wolves in the Throne Room og This Will Destroy You. To kæmpe bands, hvis du spørger mig. Og to bands, der aldrig har spillet i Aalborg. De største scoops vil jeg dog mene er, at Meejah og HIRAKI igen er på vores festival. De spillede deres første show sammen til vores festival i 2024, og nu kommer de endelig tilbage. Denne gang med ny musik i ryggen. Det er vildt godt. Begge bands er på hver deres måde indbegrebet af vores festival. Derudover er Omsorg og Bogwife, som er de to lokale acts i denne annoncering, også to fantastiske eksempler på, hvad vores lokale scene i Aalborg kan byde på. De er som de to førnævnte bands indbegrebet af festivalen. Der er meget kærlighed og fællesskab i vores musikalske landskab. Det viser de to bands.
Hvad glæder du dig mest til?
At se, om Aalborg og Danmark vil have en Lasher Fest. Vi har puttet mange (dyre) æg i vores kurv denne gang, og vi føler, vi har det bedste program hidtil. Vi håber, at folk vil støtte op, så vi kan blive ved med at lave festivalen. I år bliver hit or miss …
Det bliver også vildt spændende at se, hvordan publikum tager imod vores nye scener på Skråen (to scener) samt vores teaterscene i Teater Nordkraft, som ligger lige ved siden af Skråen.
Mest af alt så glæder jeg mig nok til at se alle de fantastiske mennesker, som plejer at komme på vores festival. Det er ren kærlighed.




