Du hylder Bathory for de forkerte ting. Det er rigtigt, at både black metal og vikingemetal stort set blev skabt i Bathorys billede, men er det i bund og grund en god ting, at de to genrer blev skabt? Det, du i stedet burde hylde Bathory for, er pladerne. Seks mesterværker, der på en og samme tid er overmodigt ambitiøse og hvinende dilettantiske: Men netop i de sprækker, der opstår, når stemmen, studiefaciliteterne og i det hele taget evnerne ikke rækker, viser Bathory en skrøbelighed, en dødelighed, en sårbar menneskelighed stillet overfor det overmenneskelige mandeideal, teksterne og musikken sammen fremmaner. Fejlene overalt på pladerne menneskeliggør det overmenneskelige, lader en ane det sande guddommelige i antydningen af det. I Bathory gives vi alle muligheden for at gøre os selv til større mennesker, om så bare for en plades tid.
Det er så meget desto mere oplagt en forståelse af det samlede værk, når man inddrager biografien bag Bathory: Quorthon skabte stort set egenhændigt Bathorys plader i en garage sammen med sin far. Spillede alt selv, hyrede studiemusikere ind, når det var allermest nødvendigt, overdubbede sin egen stemme tifold, hundredfold, til han havde det enorme mandekor, han nok aldrig selv ville have kunnet være en del af, fordi han, når man læser om ham, ret tydeligt får indtrykket af en nørd med en lammende social angst. Han ville helst lades i fred, skjulte sit sande navn, selv ikke en kæreste eller de andre medlemmer af motorcykelklubben fik at vide, at han var Quorthon.
Så du kan hylde Bathory og Quorthon for på sin egen akavede måde at belyse mentalt helbred. Det er bare ikke det, det skal handle om her, for selve historien om Quorthon og Bathory har jeg og flere andre allerede skrevet andre steder: Her skal det handle om pladerne. For det er fint, at du ved, at alle raske black- og vikingemetallere hylder Bathory for at have opfundet deres dumme genrer, men holder det overhovedet musikalsk i 2023?
12. Octagon (1995)
Det gør det i hvert fald ikke, hvis vi slår ned midt i det hele. I midten af 90’erne var Quorthon i vildrede. Han havde lavet sine storværker, men verden havde fnist af det og fundet noget andet, der var mere cool. Efter at have sundet sig et par år, gik han tilbage i hjemmestudiet og prøvede at genfinde glæden ved det mere basale. Han vendte tilbage til thrashen fra de tidlige plader og brugte et par soloplader på at se, om han kunne udvikle sig som sangskriver uden for metal. Spoiler: Det kunne han ikke. Og der kom heller ikke noget godt ud af at vende tilbage til thrashen, ud over at det fik ham til at begynde at fokusere igen. ‘Octagon’ er et absolut lavpunkt. En komplet uinspireret soveværelsesplade, der bare vil fræse afsted for nedrullede gardiner. Avoid, avoid.
11. Requiem (1994)
Bare lige så vi har det på plads: Selv når vi taler om en relativt sløj Bathory-plade, er der ikke noget på ‘Requiem’, som de fleste danske thrash-bands i dag ikke ville have givet en reacharound for at kunne lave. Med meget venlige briller på er ‘Requiem’ ikke dårlig: Den er rå og hurtig og måske også en nødvendig plade for Quorthon at lave efter først at have maxxet fuldstændig ud med ‘Twilight of the Gods’ og bagefter have slappet af med at lave den første af to virkelig ringe plader i eget navn med tendentiøs hardrock, der lidt prøvede at være grunge, men lød som Mötley Crüe, der prøvede at være grunge.
10. Destroyer of Worlds (2001)
Ved indgangen til det nye årtusinde var Quorthon ved at genfinde formen. Han havde fået brændt krudtet af med to thrash-plader, der mest lød som noget, han skulle have hygget sig med derhjemme uden at sende det ud i verden, han havde lavet et par plader i eget navn, som var decideret rædsomme, og han havde færdiggjort ‘Blood on Ice’. ‘Lake of Fire’ får pladen overvældende godt fra start med multitracked stemme og storslået sangskrivning. Så hul i, at produktionen lyder som en demo med virkelig ringe programmerede trommer og en nedstemt guitar, der gør det sværere at afkode de riffs, der skal bære det hele. Havde ‘Destroyer of Worlds’ været en EP med de tre første numre, havde den været eminent. At den i stedet er en rodebutik med over en times spilletid og alt fra vikingemetal over thrash til hardrock og sange om, hvor fedt det er at køre motorcykel, får den til at falde en del i anseelse. Også på trods af det virkelig sjove orgel i begyndelsen af ‘Sudden Death’. Og rappen i ‘White Bones’. Ja, hvid metalrap.
9. Blood on Ice (1996)
Der er i vores kultur en usund kultdyrkelse af ensomme genier som Quorthon – og en næsten lige så grel dyrkelse af det tabte værk. Harald Voetmann kommer på sin egen måde ind på det i sin nye bog, ‘Sotades’ kiste’, hvor han om den oldgræske digter Sotades, hvis værk gik næsten fuldstændig tabt, da han efter et smædedigt mod pharaoen Ptolomæus II blev lukket ned i en blykiste og smidt i havet, skriver: “Jeg vælger også at tro / at der har været en skønhed i digtene. / At jeg ikke kan læse dem, er nok en / fordel. Jeg vælger idoler med omhu. / Den, der ikke kan læses, kan heller / ikke skuffe sin idoliserende læser.”
Gid, ‘Blood on Ice’ var forblevet uhørbar, en skitse, der gik tabt, en drøm om et storværk, og ikke en plade, der blev kasseret i 1989, fordi den var for dårlig, og først taget op igen i 1996, fordi det, Quorthon på det tidspunkt gav sig af med, alligevel var endnu værre. Det her er ikke Pessoas dragkiste, ikke Vivian Maiers kasser og kufferter, ikke Princes arkiv: ‘Blood on Ice’ er en tarvelig saga om hævn sat til musik, der for det meste lyder som sen Manowar.
Selvfølgelig er der lyspunkter: Den afsluttende ‘The Revenge of the Blood on Ice’ er akkurat så episk, som resten af pladen drømmer om at være. Men den knap to minutter lange intro er en fin indikator af, hvor vi er henne: En ufrivilligt komisk krydsklipning mellem brægende lam og dundrende hestehove, der skal lyde filmisk, men i stedet lyder som lydbiblioteksfiler, der er krydsklippet i et hjemmestudie.
8. Nordland I (2002)
‘Nordland’ skulle have været et storværk, der strakte sig over fire plader og skulle være en mere sammenhængende, ensartet vikingefortælling end den oprindelige vikingetrilogi, Bathory havde lavet 20 år tidligere med ‘Blood Fire Death’, ‘Hammerheart’ og ‘Twilight of the Gods’. Hvilket på papiret lyder som noget med folkemusikelementer, synthesizersymfonier og Quorthon dubbet oven i sig selv 100 gange, så han kan stå i ensom majestæt med håret blafrende i nordenvinden foran en hær af kloner.
Sådan er ‘Nordland’ også, det skal der ikke være nogen tvivl om. Det her er ikke cool, det er ikke musik for moderne, urbane mennesker. Men det er vanvittig storslået og gennemført: Quorthon tog sig sammen og brugte tid på at producere de her plader ordentligt (OK, relativt ordentligt) med tyngde og rum og først og fremmest velkomponerede sange.
7. Nordland II (2003)
Af de to plader, vi nåede at få, er ‘Nordland II’ den mørke, eftertænksomme, decideret melankolske af dem. Det står klart fra anslaget i ‘Fanfare’, der lyder som en andenstemme i mol til den muntre titelsang, der åbner ‘Nordland I’: Her bliver der ingen fejring, fra her af ebber alt ud, det må vi acceptere, og så må vi nyde den grå skønhed, der trods alt er i den tykke tåge, der sænker sig over dalen. Pladen slutter med den 12 minutter lange ‘The Wheel of Sun’, der står som et sidestykke til ‘One Rode to Asa Bay’ fra ‘Hammerheart’, men her er det ikke længere udefrakommende kræfter, der afslutter en epoke: Nu er det mennesket selv, der går sin ende i møde. Det er rørende, og det bliver det ikke mindre af at have i baghovedet, at det her netop ikke skulle have været slutningen: Hjulet skulle have drejet en omgang til, og det hele ville være begyndt på ny.
6. Twilight of the Gods (1991)
Det sidste af de seks regulære mesterværker fra Bathory, afslutningen på vikingetrilogien, Quorthons ultimative forsøg på at lave den perfekte metalplade og endelig opnå den anerkendelse, han selv følte burde have været ham til del. I stedet blev han latterliggjort for sit storhedsvanvid, for at forsøge at lave symfonier i en garage, for at synge om Nietzsche og TV-prædikanter, for ikke at have fået memoet om, at heltemetal var über cringe i 1991.
‘Twilight of the Gods’ er ikke en plade for skeptikere. Den har ikke den rå smadderlyd som på forgængerne, men Quorthon lykkes heller ikke med at skabe den storhed, han gerne vil opnå. Det sidste bliver tydeligst på den afsluttende sang ‘Hammerheart’, hvor han forsøger at synge opera henover et uddrag af Gustav Holsts symfoni ‘The Planets’, men som skrevet i indledningen: Det er netop de sprækker af sårbarhed og almenmenneskelighed, der gør Bathory så bevægende.
Det og så de fuldkommen urørlige riffs i ‘Under the Runes’ og ‘Through Blood by Thunder’. Det her så metal.
5. The Return…… (1985)
‘Total Destruction’ alene burde sikre denne plade en topplacering i enhver diskografi – hvis altså ikke den diskografi var Bathorys og dermed i sygt hård indbyrdes konkurrence. Otte måneder efter at have indspillet debuten skyndte Bathory sig i studiet igen for at lave en opfølger til den plade, der havde lynsolgt til et ekstremmetalhungrende publikum.
‘The Return……’ er produktionsmæssigt bevidst grimmere end debuten, trommerne er fladere, slappere – hør bare ‘Born for Burning’ – men til gengæld er vokalen bøffet op med effekter, der får det til at lyde, som om Quorthon synger ned i en plasticspand. Det hele er ret kaotisk og mørkt, en sang som ‘The Winds of Mayhem’ lyder som et mareridt og er skoledannende for den norske andenbølgeblack, men alligevel er der fundet plads til en enkelt partyrocker i verdens mest akavede rocksang om sex: ‘Bestial Lust (Bitch)’.
4. Blood Fire Death (1988)
Alle husker ‘Blood Fire Death’ for sine episke sange, for ‘A Fine Day to Die’, ‘For All Those Who Died’ og titelsangen, og de sange peger da også frem mod ‘Hammerheart’. Det er kæmpe melodier, lag på lag på lag af sang, guitar, bulder, brag, lydeffekter og synthesizersymfonier – men det er også fire thrashere, der i sammenhængen lyder så kaotiske, snubler afsted og falder som kolosser, fordi også de er læsset til med lag på lag af musik. ‘Holocaust’ eller ‘Dies Irae’ lyder som nogen, der prøver at løbe iført rustning. Det er ikke yndefuldt, det er ikke storslået eller heltemodigt, men netop derfor beskriver det så meget desto mere ærligt de brutale slag, pladen handler om.
3. Bathory (1984)
Så berusende baldret og storskrydende selvsikker, som kun en 18-årig, der lige har fået studietid, kan lyde: Bathorys debut, indspillet tre uger efter de tre bandmedlemmer første og eneste gang havde øvet sammen, er et slumpetræf af en klassiker. Selvfølgelig er en del af det klodset og grim boogiemetal, der læner sig op ad Venom, men sange som ‘Sacrifice’ og ‘Reaper’ demonstrerer både et gryende talent for den sangskrivning, der skulle hæve Quorthons værk højt over Venoms og en afsmitning fra den spæde thrash metal, der var på vej frem i San Francisco og Ruhr-distriktet i Tyskland.
2. Under the Sign of the Black Mark (1987)
Her. Lige her. Det er den her plade, du kan takke for, at black metal er skrevet, som det er. I hvert fald den bittelille brøkdel gode black metal, der har fattet, hvad det handler om.
‘Under the Sign of the Black Mark’ var Bathorys tredje plade og den første, der blev udgivet på et internationalt label – Under One Flag i Europa, New Renaissance i USA – og lyden er blevet så nogenlunde justeret, som det nu kunne lade sig gøre inden for de trods alt stadig ret så sparsomme rammer, der var. Det er lige meget, for Quorthons guitar lyder pissefedt og overdøver alt andet, også hans egen stemme, hvilket faktisk er en OK god ting. Ikke for at disse stemmen, men fordi det vigtige her er riffet. Specifikt det baglæns-glidende riff, som Fenriz har kaldt det – den samme type nedadgående riff, der starter på en høj tone, falder dybt og klatrer opad igen, som du også kender fra Celtic Frosts ‘Procreation (of the Wicked)’. Det høres fornemst på ‘13 Candles’, ‘Call from the Grave’ og ‘Equimanthorn’.
Samtidig peger ‘Enter the Eternal Fire’ frem mod den sangskrivning, den på indspilningstidspunktet 20-årige (!) Quorthon var ved at være modnet til at mestre.
1. Hammerheart (1990)
Det her er den plade, jeg holder alle andre plader op imod: En grundpille i min musikalske dannelse. Den er i den forstand lige så vigtig for mig som ‘Rock for Light’, ‘Master of Puppets’, ‘Let There Be Rock’, ‘Fear of a Black Planet’. Musik kan være tung, bevares, men er den måske lige så tung som ‘Baptised in Fire and Ice’ eller ‘Father to Son’? Musik kan være episk, klart, men er den lige så storslået som ‘One Rode to Asa Bay’? Musik kan få min knyttede næve til at skyde begejstret i vejret, men skriger jeg også FIRE! lige så højt imens, som jeg gør, når jeg hører ‘Shores in Flames’?
‘Hammerheart’ er uovertruffen i metalsammenhæng. Ja, det er et konceptalbum om vikingetidens sidste storhed og om kristendommens indførsel i Norden, men det er følt hele vejen igennem. Ilden brænder hvidglødende i Quorthons stemme, og for en gangs skyld har han produktionen med sig: Det er grumset og larmende, men det er perfekt.
Det er det her, du stadig bør hylde Bathory for 19 år efter Quorthons død.
Sugen på endnu mere unyttig viden om Bathory? Flere lovprisninger af Quorthons genialitet? Artiklens forfatter har tidligere skrevet historien i fem dele her. Derudover er han redaktør og medforfatter på bogen ‘The Riffs and the Forrest’ om ‘Under the Sign of the Black Mark’.
