Engang talte jeg med en fotograf, der skulle tage billeder af mig til en artikel. Jeg havde aldrig mødt vedkommende før, og vi lærte hinanden lidt at kende, inden vi gik i gang. Jeg fortalte om mine præferencer for kaffe: sort – og musik: mørk.
Uden at kende mig yderligere, sagde personen, “du kan godt lide det dramatisk, hva’?”. Sådan havde jeg aldrig betragtet mig selv før, men da de forklarede mig, at min forkærlighed for black metal og country i virkeligheden var to sider af samme mønt, måtte jeg give dem ret.
For lige så glad, jeg er for hardcore, noise og black metal, ligeså hårdt bliver jeg ramt af post-rock, folk eller – navnlig – country.
Det må handle om intensiteten af følelserne, der bliver udtrykt. Raseri, frustration, had – eller sorg, melankoli og tristesse. Jeg tror, det værste jeg ved, er folk, der ikke rigtig går op i noget. Det kan jeg ikke forestille mig. Denne omgang Cheat Day er derfor dedikeret til nogen, der føler rigtig meget.
Søstrene Lydia Slagle og Laura Roberts, der netop har udgivet deres femte album ‘Mind, Man, Medicine’.
Jeg har været glad for dem siden jeg hørte deres tredje album ‘You Don’t Own Me Anymore’, der måske var deres mest rendyrkede countryplade, og som bød på fremragende numre som ‘Tennessee River Runs Low’, ‘Mississipi’, ‘Kathy’s Song’ og titelsangen ‘You Don’t Own Me Anymore’. Sidenhen har de blandet mere og mere folk og americana i lyden, som ‘Saturn Return’ fra 2020 viste – her strålede blandt andet ‘Cabin’, ‘Late Bloomer’ og ‘Healer in the Sky’ og nu, på deres nyeste, er balancen tippet.
Det betyder naturligvis noget, når et band skifter fokus fra det, man faldt for i begyndelsen, men i dette tilfælde gør det nu ikke noget. ‘Mind, Man, Medicine’ er nemlig spækket med gode sange.
Først og fremmest er ‘Paperweight’ et eksempel på, at de to søstre stadig kan lave en rigtig god countrysang. Lige fra begyndelsen, der næsten er rock’n’rollet, får man mindelser om Jason Isbell, mens basgangen i bunden minder os om salig Johnny Cash og hans jernbanerytmer. Som altid er harmonierne mellem de to sangere perfekte, og det er heller ikke svært at tænke på First Aid Kit imens. Alt i alt et fremragende track, inklusive et lille “woop” hen mod slutningen. I modsætning til tidligere er lyrikken lidt mere positiv denne gang. ‘Paperweight’ er således en smuk kærlighedssang og handler om at møde den person, der giver en lyst til at slå rødder. Det er sjældent.
‘I’ve Got Your Back’ kommer fra samme sted og giver en Emmylou Harris-vibe, der lukker albummet på smukkeste vis.
Kærligheden blomstrer også på ‘I Can Never Be Without You Anymore’
Et enkelt sted fejler pladen dog – eller, “fejler” er måske et stort ord, når problemet mest er, at ‘If the World Was A House’ minder lige rigeligt om Phoebe Bridgers. Det er ikke dårligt som sådan, men helt ærligt, bliver det lidt for kedeligt, hvilket også er Bridgers’ problem, både under eget navn og som Boygenius. Personligt er jeg heller ikke vild med bluescollaben med Ray LaMontagne på ‘All the Ways’, der får mig til at tænke for meget på Norah Jones dengang tilbage i starten af 00’erne.
Det største øjeblik på ‘Mind, Man, Medicine’ er ‘Same Water’, der var førstesinglen fra albummet. Om det bare er det tematiske sammenfald med Agricultures ‘Look, pt. 1’ eller om der er et lydligt slægtskab, er svært at svare på, men det er begge sange, der lægger op til dybe tanker. På en måde afspejler linjen “We’re all drowning in the same water as you” de tanker, som Vægtløs’ Troels Højgaard udtrykker til bandets liveshows – vi aner ikke hvordan sidemanden har det lige nu – og det er smukt, at søstrene Rogers formår at beskrive den fortvivlelse, det kan være at skulle balancere sit mentale helbred, igennem en genre, der ikke har tradition for at tale om den slags.
‘Mind, Man, Medicine’ er uden tvivl en mørkere plade end meget af det country, man til daglig bliver udsat for, men de har denne gang formået at dryppe en lille smule håb i malurten. Og det er egentlig meget rart. Dramatikken er intakt, men det behøver ikke at være død og undergang det hele.
Pladen er produceret af Ben Tanner, John Paul White ogThe Secret Sisters. Den er indspillet og mixet af Ben Tanner i FAME Studios og i Sun Drop Sound. Ryan Smith hos Sterling Sound har mastered. David McClister har taget billeder og Fetzer Design har stået for grafik. Den er udkommet på New West Records.
