I mine spæde tyvere var lige kommet ud af mit første rigtige forhold. Jeg var alene i København, og valgte at pakke en kuffert og skride til Nordengland et halvt år. Dels for at studere, men primært for at komme væk fra det hele og finde mig selv igen.
Mellem pints, battered sausages og fællessang til ‘Sweet Caroline’ på den nærmeste pub, fandt jeg også vej til den britiske klubscene.
Særligt natklubben ‘The Warehouse’ var hyppigt besøgt. Et varehus ved en motorvejsafkørsel i en forstad, med hele tolv forskellige scener med hver sin DJ, som spillede klubmusik hele natten. House, garage, jungle, gabber, techno.
Udenfor stod der olietønder med ild i, hvor man kunne varme sig, mens de mere hårdføre typer stak næsen dybt i en pose med ketamin. Det halve år er noget, jeg ser tilbage på som den bedste tid i mit liv.
Noget som jeg udviklede en større interesse for var jungle og garage. Begge genrer har deres rødder i den britiske halvfemserscene og har været skabelonen for meget ravemusik sidenhen, hvor særligt jungle udviklede sig til hvad der i dag kendes som drum ‘n’ bass. Til min egen store begejstring, har junglen vokset sig stor igen over de seneste par år, med kunstnere som Nia Archives og 4am Kru, der begge har besøgt Danmark på både Roskilde Festival og som solo headlinere. For nylig spillede sidstnævnte i Pumpehuset. Jeg satte mig for at anmelde koncerten i håb om at kunne skrive en anmeldelse med perspektiv til metal- og punkmusik. Der er sådan set rigeligt med paralleller, for Howie og Stu, som udgør duoen, ligner begge hipstere fra Vesterbro, som spiller sludge à la Sumac, mens de spiser en BMO fra La Cabra og drikker en café latte med havremælk til 70kr.
Jeg har fulgt duoen siden de første demoer begyndte at dukke op under coronanedlukningen, og var ganske begejstret for deres koncert på Roskilde Festival.
Men en indendørskoncert med plads til 800 mennesker, er altså en anden størrelse end tredjedagen på en festival, hvor man har jævnt ømme stænger og har drukket halvanden liter rosé og alt kan gøres til en fest.
Men det, som egentlig skulle have været en anmeldelse, endte med at blive noget tættere på et essay, da jeg rent faktisk blev så rørt undervejs at jeg glemte at tage noter.
4am Kru har ikke vildt meget materiale, hvorfor det også kun blev en koncert på en times tid. Den time indeholdt til gengæld mere in-your-face-energi end de fleste noller punkshows jeg har set i Ungeren – hvilket er ret mange.
Åbneren ‘Horns for 2024’s breakbeats og trompetriffs var en næsten ekstatisk start, med fælles “lå-lå-lå”-sang. Dumt, men så fantastisk energisk. Faktisk spilles næsten hele duoens debutalbum ‘Incognito Rhythm’ fra ende til anden. Stus beats er ikke genrebrydende. De er gode, men måske ikke så meget bedre end mange andre kunstneres. Hvor 4am Kru adskiller sig, er Howies live percussion, der giver musikken en masse ekstra bund. Kombineret med det høje energiniveau på scenen, samt et katalog af virkelig gode sange i mange forskellige stemninger, er 4am Kru bare bedre end de fleste andre jungleprojekter.
Men hvor er den metal- og punkenergi henne? For nogle vil den sikkert være svær at finde. Særligt hvis man hører til det klientel, som bliver harm når Copenhell booker The Prodigy – for 4am Kru er unægteligt blødere end dem i det store billede. Men ud af det blå kommer der et gabber-house nummer som ‘Real Lo Remix,’ som har masser af rave energi med dens PVC-rør lydende trommer, der mest af alt lyder som en SFO-udflugt til den lokale Silvan. Og selvom der ingen pit er, er det ikke fordi der ligefrem danses en øm vals kind mod kind. Folk står med fråde om munden og udspilede pupiller, som var det toiletbåsen på Skovbar. Det er ikke sikkert at det er så headbangvenligt, men du kan helt sikkert få nikket en flyveskalle, hvis du spørger pænt. Det er kompromisløst i forsøget på at være alting på en og samme tid.
Hvis man giver sig selv muligheden for at lytte, så er der også en skønhed i sange som ‘Deepest Darkest Jungle’, hvis moody synths er præcis det afbræk man behøver, inden man tages tilbage i raven med ‘Just Saw Johnny’, med det fantastiske hook, hvor der med tyk cockneydialekt gentages “Hey, I just saw Johnny walking down the street and he’s such a fuckin’ twat.” Jeg ved ikke hvorfor Johnny er en twat, men det leveres så overbevisende at jeg ikke rigtigt kan være uenig.
Hvor den reggaeficerede ‘Ribena’ egentlig står til at lukke aftenen, spilles der et allersidste nyt nummer; ‘Fuck it up ratface’, som er en lige så smeltet gulvbasker som navnet antyder. Hvis musik alene kan få en til at genopleve øjeblikke, så er det ret præcist, hvad jeg oplever i det øjeblik.
I mit hoved, er jeg tilbage på ‘The Warehouse’. I jungle-rummet. Jeg har en VK Black Cherry i hånden – på plasticflaske. Det smager af syntetisk pis, men også lidt af nyfunden frihed.
