Rave- og metalkulturen er nært beslægtede. De tunge rytmer, den aggressive lyd, næverne i vejret og den militante trampen forbinder to verdener, selvom der kan synes langt fra jumpstyle til two-step.
Jeg har lyttet til elektronisk musik næsten hele mit liv. I barndommens gade var der ofte Kraftwerk og Depeche Mode på pladespilleren, hvor ’The Robots’ naturligvis var en stor favorit. Senere fik jeg Basshunters ’LOL <^^,>’ på CD – altså, den med ’Boten Anna’, som blev skamspillet på ghettoblasteren på samtlige børneværelser i Skandinavien.
Fast-forward til lørdag d. 7. juni 2025. Sidste dag på årets Distortion. En gadefest som udviklede sig til en regulær festival, med to dages rave-extravaganza på Refshaleøen. Jeg tager af sted med to af mine bedste venner, som også har været med et par gange før. Planen er egentlig at se den sydkoreanske DJ-sensation Peggy Gou, men vi vælger at trække den lidt grundet trusler fra vejrguderne og lander derfor først på Refshaleøen da klokken var på den gode side af 22.
Vi kommer ind på pladsen og snuser lidt rundt. Det første vi støder på, er en fyr i en Blood Incantation t-shirt, hvilket meget godt understreger det ofte usagte overlap der findes mellem metal og elektronisk musik. Den georgiske DJ Salome spiller en tung acid techno fra ravescenen, som er en af de to hovedscener på Distortion Ø. Det lyder egentlig meget fint, men det er svært at indleve sig i de tunge, trippede beats, mens dagslyset stadig står på. Det byder så på en oplagt mulighed for at kunne få tanket lidt drinks og kigget til de andre scener.
På Forest-scenen fanger vi de sidste toner fra føromtalte Peggy Gou. Den sødmefulde electro-house er voldsomt dansabel og går meget godt i kombination med min lyserøde rabarberdrink. Peggy Gou er en af de kunstnere som formår at skabe en bro mellem den klubbede ravekultur og mainstream popmusik, særligt med kæmpehittet ’(It Goes Like) Nanana’.
Det er sjovt at gå rundt på det område, som om halvanden uge skal danne rammen for Copenhell. Man kan endda skimte enkelte konstruktioner gennem hegnet, samt se Fenrisulvens øjne lyse rødt blandt de mange laserlys. Jeg får hilst på et par bekendte, inden vi tager videre til Sunrise-scenen, for at se lidt af duoen Monkey Safari og deres progressive house.
De to brødre fra Berlin har nydt pænt med succes de seneste par år, og har endda udgivet musik på det prominente pladeselskab Anjunadeep. Det er perfekt musik til solnedgangen. Der er ikke en snert af hårdhed at spore, men masser af varme synthmelodier og vokalsamples. Desværre når vi ikke meget, da vi skal tilbage på ravescenen for at høre nederlandske KI/KI.
Der lægges hårdt ud med tung tech trance, en blanding af techno og trance, som navnet antyder.
Første nummer lyder sjovt nok ekstremt meget som Darudes udødelige ’Sandstorm’, uden at være det. KI/KIs lyd er tættere på noget der vil falde i den gængse metalfans smag. Det er tungt og hurtigt, men har stadig et snert af melodi over sig. KI/KIs set giver også mulighed for aftenens første rigtige antropologiske opfattelse. Bag mig står en ung kvinde med mørke solbriller og en sort hættetrøje snøret så stramt ind om ansigtet, at kun solbrillerne stikker ud. Til højre for mig danser en ung mand op ad en stolpe, og til venstre danser en stor fyr med pupiller så store som tekopper.
Henad midnat får vi tanket op på drinks igen, da festen skal holdes kørende. Jeg begår den fejl at gå med Vodka Redbull, som smager lige så meget af vitaminpiller og dårlige beslutninger som det altid har gjort. Min ene makker brillerer ved at hælde to fadøl i ansigtet samtidig, hvilket er et ret imponerende syn. På dette tidspunkt bliver musikken mere trancet, hvilket er rart. Vi afholder samtidig en konkurrence om hvem der kan lave det højeste hardcore-karatespark. Det er ikke mig.
Festen kulminerer for mig, da KI/KI spiller et hårdt remix af Felixs klassiker ’Don’t You Want Me.’
Fokus her var langt højere på den klassiske trance, hvor den melodiske nederlandske lyd skinnede stærkt igennem. Festen peaker for alvor, hvilket egentlig eksemplificerer den musikalske rejse, et godt DJ-set ofte er. Der bygges langsomt op over de to timer KI/KI ejer pulten, hvilket slutter med et gigantisk energiudbrud med førnævnte remix.
Der tankes flere fadøl og Vodka Redbull, mens pulten gives videre til skotske Aisha. I takt med at promillen er blevet højere, er musikken også blevet hårdere, for Aishas psytrance galoperer derudaf med to hundrede kilometer i timen. Pupillerne hos gæsterne omkring mig bliver heller ikke mindre, mens vi får serveret dansegulvsslaskere som ’Bump It xo’ og ’Afters at the Hard House’. Men som klokken nærmer sig to, begynder energien også at slippe op. Min ene makker er kommet hjem fra tour klokken fire om morgenen og er ret presset. Vi andre har nået det kritiske tidspunkt, hvor man enten må gå all in eller kalde den. Vi ender med at gøre sidstnævnte, finder vores cykler og cykler mod Indre By, med tung bas og laserlys pulserende i baggrunden.
Det er ret tydeligt, at det nysgerrige metalpublikum har fået øjnene op for ravekulturen i de seneste år. Med udenlandske navne som Pertubator og Carpenter Brut, samt St. Digue og John Cxnnor fra vores egen andedam, lader det til at der er kommet en vis accept af musik der ikke spilles på traditionelle instrumenter. Det største eksempel på dette er måske Copenhells valg af headliner med The Prodigy, som er ren og skær breakbeat og ravemusik. Uanset hvad er det positivt når publikum udvider deres horisont. Giv musik, du ellers ikke lytter til, en chance. Det værste der kan ske er at du må slukke eller gå din vej. Det næstværste er at dine medsammensvorne køber en omgang Vodka Redbull i stedet for flere rabarberdrinks. Af og til er det sikre valg alligevel det rigtige.
