Jeg holder lige så meget af at blive serveret et stykke med velsmurt død som alle andre, og skal jeg fokusere intenst og længe på et stykke arbejde, skærpes det hele med atmosfærisk black i hørebøfferne. Det understøtter ligesom et resting bitch-face og “forstyr ikke”-skilt. Men man kan jo ikke gå gennem hele livet med atmoblack og dødsmetal som soundtrack, og som det er tilfældet med den yderst effektive keto-diæt, jeg kører, så snupper jeg også en cheat day fra metallen indimellem.
Hjemme hos os hører begge voksne metal, og det gør vores børn så også. De har begge været til koncerter in vitro, og den ene falder bedst i søvn i bilen til black metal, den anden dødsmetal. Men for pligtopfyldende forældre skal krapylerne naturligvis udsættes for andet end kun metal – det skulle jo nødig hedde sig, at de ikke var velbevandrede – og vi har en vedvarende ambition om at der skal spilles mere musik på anlægget. Ækvivalenten til tesen om, at børn, der vokser op med kunst på væggene klarer sig godt, må være, at børn der vokser op med selv at gå hen og vælge i vinylreolen gør det samme. For det meste vælger vores store datter en bestemt Prodigy-plade af den simple årsag, at der er en flot ræv på. Der findes også adskillige Povl Kjøller-plader i samlingen, men selvom det er et realistisk soundtrack herhjemme, er det nu alligevel ikke lige det, jeg vælger, hvis jeg sådan helt selv kan få lov. Der ér måske en dansk, kvindelig singer-songwriter, som ret tit besøger mit anlæg, men jeg vil simpelthen ikke ud med navnet. Det kan bruges imod mig.
Sidste år udgav jazzduoen Svaneborg Kardyb pladen ‘Over Tage’, og den blev hurtigt hjembragt fra den lokale pladepusher. Det er jazz, der lyder som Skandinavien, og det får straks pulsen helt ned. Vi snakker pludselig opstået lyst til urthete, strikket sweater og udsigt til stor, svensk skov fra terrassen til en lille, rødmalet stuga. Lidt ligesom meget atmosfærisk black gør for mig, i øvrigt.
Det er simpelt i ordets bedste forstand. Uden dikkedarer. Der er ikke nogen, der er ude på at jazze hinanden op i samspillet, og numrene forsvinder ikke i egoers behov for soloer. Både tangenter og janislarelementer røres som oftest kun let i numrene, som flyder uforstyrret afsted, snarere piblende åer end brusende elve. Jeg kan læse mig frem til, at Svaneborg Kardyb trækker inspiration fra bl.a. svenske Jan Johansson, og den linje kan jeg sagtens følge; der er samme tankefulde, underspillede ro at finde.
Hele pladen har en pertentlig sammenhængskraft, men på intet tidspunkt på den måde, hvor man føler, at man hører den samme sang om og om igen.
Titelnummeret ‘Over Tage’ er nænsomt samlende med melodistykker fra noget, vi har hørt tidligere, men uden medley-fornemmelse. Det starter sprødt og fint og lader sig langsomt, næsten umærkeligt, bygge op og skabe en fornemmelse af, at vi er på vej imod et crescendo, men i stedet for at forløse lytteren i et egentligt sådant, klinger instrumenterne bare af ét for ét, indtil kun det ensomme, stilfærdige klaver er tilbage. Det indfanger fint pladens essens, for vi er ikke oppe på den store klinge, men befinder os godt og jordbundet, dog med plads til at løfte blikket drømmende mod himlen indimellem.
Deres musik er blevet taget godt imod blandt anmeldertyper, og uden at slynge dem helt op på den højeste piedestal, så fortjener det et lyt, for det er en delikat, minimalistisk og drømmende pendant til det tunge og hårde, som også kilder alle de rigtige steder.
I øvrigt åbner pladen med et melodistykke, som leder tankerne mod føromtalte, unavngivne singer-songwriter. Kendere vil kunne lave koblingen.
