Cecilie hører mindre musik end hun gerne ville, men forstår det bedre end hun måske har lyst til. Musikken skal gribe fat i noget, og gerne noget mærkeligt.
Et år med opbrud lakker mod enden, og det er tid til at gøre status over et år med afslutninger og begyndelser. Musikken har været mangfoldig, gamle travere er blevet støvet af, og andre er sendt endegyldigt på pension. Men soundtracket til mit liv har båret præg af trangen til det velkendte, og følelsen af metaltræthed har meldt sig glimtvis. Heldigvis lever jeg i en tid hvor alverdens musik kun er et par klik væk og forhåbentlig vender eventyrlysten retur med lyset.
Årets top 3:
3. Jeg blev 40 og det gjorde slet ikke ondt!
2. Jakob Stegelmann
Han fortjener en plads på den overordnede top tre, da det simpelthen ikke gør oplevelsen ære, at reducere hans optræden til en koncert. Jeg gik glip af ham sidste gang han lagde vejen forbi Copenhell, og jeg har været bitter over det siden. Det var en absolut fornøjelse at se hærdebrede ham/han typer, danse som om ingen kiggede, til den ene nostalgiske mavepuster efter den anden.
1. Selvtægt
Det skorter ikke på selvbestaltede eksperter udi i fænomenet hård rock og metal og der går 13 på dusinet af anmeldere i Danmark, så hvad skal vi så med endnu et zine? Jo, Selvtægt er for dem, der har gennemskuet, at det ikke handler om at være onde og seje, men ordentlige og seje. Mens de lyder onde. Der er en ny og menneskelig dagsorden, og den er jeg svært begejstret for at være en del af.
Albums:
3. Enslaved – Heimdal (2023, Nuclear Blast)
Jeg konkluderede i min anmeldelse af ‘Heimdal’, at hvis jeg ikke kan lide det Enslaved laver, så er det nok fordi jeg ikke forstår det. Det står jeg ved, for proggen har endegyldigt slået kløerne i mig, jeg er træt af almindelig metal og det har Enslaved vist også været siden årtusindskiftet.
2. Strandhem – Le Spectacle (5.4.2023, N/A )
Selvtægt er et DIY magasin og derfor er det også ganske passende, at der optræder en DYI kunstner på min årsliste. Dansk/finske/schweiziske Strandhem beskriver sig selv som “nordisk, antifascistisk blackgaze” og er der noget jeg godt kan lide, er det antifascistisk blackgaze. Slavoj Žižek blandes uproblematisk med smukke sekvenser, mens black metallens udadreagerende væsen regerer side om side med det introverte ved -gaze.
1. Thy Catafalque – Alföld (16.6.2023, Season of Mist)
Sammen med en lille håndfuld andre skæve eksistenser indenfor disciplinen metal, fastholder han stædigt min opmærksomhed på genren. Selvom den seneste plade er langt mindre snørklet end sine forgængere, bibeholder den stadig essensen af enmandshæren bag noget af det mest fascinerende metal på denne side af Igorrr og jeg har ikke plads nok på listen til at redegøre for hvorfor han fortjener alles hyldest.
Koncerter:
3. Igorrr (Vega 9.4 2023)
Det måtte jo komme. Kender man mig bare en smule, ved man, at franskmændene ligger endog meget højt på min liste over bands jeg ikke vil holde op med at tale om. Deres koncert fik ikke den bedste start, men de kompenserede så rigeligt ved at efterfølgende lægge sig i de spraglede seler og indhente det indbildte tabte. De kan ikke gøre noget forkert i mine ører og jeg glæder mig allerede til næste gang.
2. Meshuggah (Hades, Copenhell,15.6.2023)
En topkarakter og en fornyet lyst til at høre metal fra den skuffe man ikke tør åbne i andres nærvær, var hvad jeg fik ud af at endelig se de svenske bøhmænd. Jeg havde en fest, de andre havde en fest, og jeg tror måske også Meshuggah ikke hadede det. De optrådte som afhang nogens liv af det og kunne musik gøre fortræd, var det sgu nok mit der var på spil den aften.
1. Saturnus (Pandæmonium, Copenhell 16.6 2023)
Men hvor meget jeg end elsker når der bliver talt takter i primtal og det hele bliver lidt underligt, så er der ikke noget som at rime blødende hjerte på ubærlig smerte. Det er der et par bud på, hvem der er rigtig gode til, hvorfor :Of The Wand And The Moon: får en æreskrans, men Saturnus på Copenhell var en oplevelse jeg ikke ville have været foruden. Et jubilæum, et til jubilæum og et pludseligt dødsfald gjorde aftenen både triumferende og tragisk, ganske passende for deres turbulente univers.
Årets nytårsfortsæt:
Hør noget mere musik. Klap nogle flere hunde. Gå med lyserød noget mere. Sig nej oftere.
