Maskinerne er atter blevet tændt, og buldrer på ødelæggende blus igennem det niende album fra Primitive Man. Surprise: Alt er ved det gamle. Alligevel har bandet tilført lidt surt til det bitre.
En dyne af forvrængning trækkes henover kroppen idet trioen fra Denver slår an. Primitive Man er tilbage med den 78 minutter lange track ’Observance’. Et album, som runger af bandets kendetegn: Møgbeskidt, tonstung, ikke-noget-pis doom. Eller som bandet beskriver sig selv på Bandcamp: ”Planet Earth’s 1st death sludge band”.
Her er ikke så meget nyt under solen: Ethan McCarthy og Jonathan Campos leverer stadig akkorder stemt helt ned under kulkælderen på henholdsvis guitar og bas. Joe Linden pulveriserer trommerne, som han har gjort det siden 2015. Primitive Man maler stadig med den brede pensel, og de gør det med brune, sorte og grå nuancer. Det er lyden af Colorados landskaber: bjerge, kulde og marker af nåletræer.
Stråler af nye musikalske idéer bryder dog også frem på ’Observance’. Midtvejs gennem åbningsnummeret ’Seer’ buldres der afsted på hulemandstrommer. Her i et midtempo som trioen ellers ikke kendetegnes for. Det skaber et mere, du gættede det, primitivt – nærmest rocket udtryk. Nuvel, her er ikke tale om noget hæsblæsende. Det er Primitive Man vi har med at gøre. Så vi er stadig ude at køre med bulldozer. De rockede midtempo-trommer vender tilbage på ’Social Contract’. ’Devotion’ lægger ud med trippet bas og guitar-lyd, hvor den tunge frekvens foren stund tilsidesættes. Et lydbillede, som skærer sig mere igennem, og bliver mere skarptskåret end Primitive Man ellers udmærker sig ved. Nuvel; midtvejs gennem nummeret ledsager fire-i-gulvet-trommerne os tilbage til den tonstunge doom. Og vi bliver trukket langsomt igennem sølet endnu engang. Hver en centimeters frekvens kilder alle de rigtige steder.Devotion’ markerer hvordan ‘Observance’ formår at frembringe smagsprøver på nye musikalske territorier, men stadig fastholdes musikken indenfor bandets kendetegn.
Af andre højdepunkter kan nævnes ’Natural Law’ og ’Transactional’. Førstenævnte er en tung sag, som midtvejs kører over i et reptilt lydbillede; rytme-sektionen spiller ind-til-benet uden nogen form for fyld i anslagene. Guitaren i høj frekvente toner, og en vokal som runger gjaldt det liv eller død. Helt råddent og usselt. Med de tilhørende black-elementer, markerer ‘Natural Law’ bandets minimalistiske tekstunivers på fornemmeste vis med sit gentagne: ”Natural law, Fuck the law”. ’Transactional’ rummer også et mere up-tempo udtryk med den berygtede såkaldte blikdåselilletromme AKA ”St. Anger-lilletrommen”. Der eksisterer utallige værker, hvor denne på ingen måde fungerer. Du ved fuldstændig hvad jeg mener hvis du har hørt 5 sekunder af ”Frantic-tic-tic-tic-tic-STOP NU”. Ofte ender denne vanskabning med at stjæle fokus i produktionen, men på ’Transactional’ får bandet med sin plads mellem tonerne, samt luften i forvrængningen faktisk blikdåsen til at fungere.
Jeg kan sikkert finde et hav af bands, som vil kunne klandres for ikke at gå nok med sine idéer, for i stedet at falde til den gamle pat. Men sådan har jeg det ikke med Primitive Man og ’Observance’. De må aldrig ændre sig.
Det er musik som udkrænger stemninger og maler billeder. Det er lyden af jorden, der går under. Dette udtryk må og skal for evigt eksisterer når historien om Primitive Man skal skrives. De nye musikalske afsøgninger gør lige præcis det de skal: At få ’Observance’ til at markere sig og hæve et flag i forhold til tidligere udgivelser. På den måde forstår Primitive Man at tilføre de nye idéer i en passende grad. Det er ingefærshots som indtages sporadisk, mens tjæren bliver hældt ned igennem halsen via tragt. Stærke sager.
