Besværlig lytning: Sumac og Moor Mother slipper lytteren løs i et musikalsk ruinlandskab uden kort eller håb. Det gør samarbejdet ‘The Film’ til en strid og ikke udpræget behagelig plade. Men den tålmodige lytning afføder en stor oplevelse.
Det er en væsentlig mere markant udvikling af én selv som lytter at opleve en kunstner, som man var negativt forudindtaget overfor, åbne sig for én, end det er at blive bekræftet i sin uforligneligt gode smag af musik, der lyder præcis, som man vil have den. Efter frugtesløse forsøg med ét at begribe, hvad det er, kunstneren vil én, føle det resonere dybt i én, blive lidt mere komplet som lytter og endda menneske af oplevelsen. Den kunstner, man havde afskrevet som uvedkommende for én, som overflade, netop fordi det endnu ikke var lykkedes én at gennembryde den overflade og opdage, hvad der foregik under den.
Vi har det med at idealisere den lytning, hvor vi får slået benene væk under os af et stykke musik første gang, vi hører det. Det var den type oplevelse, der i første omgang fik os til at erkende musik som noget, der kunne appellere direkte til os og virke berusende. Vi følte, at musikken talte på vores vegne, vi følte os set. Der er få ting, der kan konkurrere med første gang at høre AC/DC, Metallica, Public Enemy, hvad det nu måtte være for den enkelte, og være fuldkommen blæst væk af, at musik kan lyde så vildt. Det er en transcendental erfaring, der for de fleste af os kun kan genskabes et begrænset antal gange, og vinduet er størst under pubertetens identitetsskabelse. Hårdt stillet op: Da jeg blev forelsket i Pixies og Fugazi, var det, fordi deres stop/start-riffs mindede mig om AC/DCs og udløste en pavlovsk refleks. Det, jeg faldt for ved Napalm Death og Albert Ayler, var den følelse af det unheimliche, jeg fik, da jeg som barn med feber hørte en liveoptagelse af ‘Metal Militia’, hvor alt hylede og buldrede, og melodien druknede. Public Enemy lærte mig at elske den tøjlede støj og de tunge mylderbeats og beredte mig således på Autechre og James Brown. Og så videre: Pointen er, at lytteoplevelsen er reproduktiv. Det, der appellerer så umiddelbart til os i den, er, at den minder os om tidligere erfaringer. Glæden affødes af genkendeligheden.
Det er der i og for sig ikke noget i vejen med. Det lugter af nostalgi, men det er en mere ærlig tilgang til musikken end at forvente konstant nyskabelse og kritisere musik ud fra den fejlagtige præmis, at den skal få os til at føle noget nyt. Det er bare ikke en form for lytning, der udvikler én som lytter og dermed, i anden række, som menneske. Man bliver doven og konservativ af det i længden, og alt nyt kan enten affærdiges, fordi det ikke giver én den samme epifani som AC/DC, Metallica og Public Enemy, eller hyldes, fordi det minder én om dengang, verden åbenbaredes for én.
Der er bare ikke meget i den måde, vi lytter til musik i streamingæraen, der opfordrer til den tålmodige lytning, der kræves for at få noget til at åbne sig, som man i udgangspunktet var negativt stemt overfor. Hvorfor skal jeg høre en ny plade med Moor Mother, når jeg ikke har brudt mig om de andre, jeg har hørt? Når al anden musik er tilgængelig, og når algoritmen har lært sig mine præferencer og er blevet dygtig til at ramme med sine forslag? Hvorfor skal jeg høre den samme plade igen, når jeg kan høre en anden, høre ti andre, 100 andre, der minder om den, lade hver af dem give mig et nyt kick af genkendelighed? Det er en omstændighed for lytningen, som der er al mulig grund til at begræde – som min kollega Martin Funder gør det på Passive/Aggressive – og som det synes svært at bekæmpe. Men man kan være bevidst om det forhold og aktivt gøre sit for at lytte mere tålmodigt. Det lønner sig, det udvikler én.
Det modsætningsforhold gør ‘The Film’ til så lønsom en lytteoplevelse. Det gælder ikke så meget om at sætte sig ud over sin egen aversion mod Moor Mothers kværnende dundertale som at indse, hvordan Sumacs brutalt sammenstyrtende lydbillede giver den modspil, kvalificerer budskaberne ved at illustrere deres antitese, lydliggør samfundskollapsen.
Den oplevelse af med et slag at forstå en kunstner, der havde været lukket for én, havde min redaktør, Tobias, da han for nogle år siden hørte Tvivlers andet album, ‘Kilogram’, og med ét indså, at han havde hørt (og, i parentes bemærket, anmeldt) debuten ‘Ego’ helt forkert. Sådan havde jeg det selv, da Sumac sidste år udgav ‘The Healer’: Nu gav det mening, nu forstod jeg nødvendigheden af at bryde det hele ned i skingrende flader af kaotisk støj, at sabotere sine stoner-tunge sludge-riffs for at modvirke den overfladiske nydelse, gøre op med nostalgien, smadre fundamentet. Aaron Turners dybe, ensformige growl spejlede den frustration og afmægtighed, musikkens utilgængelighed affødte i mig. Jeg havde forsøgt at høre Sumacs egne plader som en forlængelse af Turners gamle postmetalband, Isis, og opfattet det, som om han havde tabt sutten. Jeg havde ikke forstået pointen med de par plader, Sumac havde lavet sammen med den japanske no wave-guitarist Keiji Haino, hvor alt blev opløst i impro-rabalder, uden jeg kunne finde mening med det.
‘The Film’ er endnu en samarbejdsplade, denne gang med digteren og musikeren Moor Mother, og det gjorde mig på forhånd skeptisk. Jeg bryder mig ikke om Moor Mother, specifikt bryder jeg mig ikke om hendes måde at recitere sin aktivistiske poesi på. De elektroniske lydflader, hun skaber til sit soloprojekt, er fine, freejazzen i kollektivet Irreversible Entanglements, som hun er en del af, er fin, men Moor Mother minder mig med sit påtrængende, konstant indignerede tonefald om en humorforladt Saul Williams uden hans rytmefornemmelse. Som insisterende knævren, som en påfaldende amerikansk måde at prædike sine budskaber på uden at levne plads til tvivl eller undren.
Men det er præcis det modsætningsforhold, der gør ‘The Film’ til så lønsom en lytteoplevelse. Det gælder ikke så meget om at sætte sig ud over sin egen aversion mod Moor Mothers kværnende dundertale som at indse, hvordan Sumacs brutalt sammenstyrtende lydbillede giver den modspil, kvalificerer budskaberne ved at illustrere deres antitese, lydliggør samfundskollapsen. Også selvom det er en velkendt samfundskollaps: ‘The Film’ kan godt føles som en opdatering af The Beatnigs’ mix af industrial og rap i slutningen af 80’erne (det var dem, der blev til Disposable Heroes of Hiphoprisy, inden de blev fodformet nu-soul som Spearhead) eller Jello Biafras samarbejde med Ice-T over et Black Sabbath-sample på pladen ‘Freedom of Speech .. Just Watch What You Say!” Det er ikke bare musikken, der ikke er nået videre, det er det amerikanske samfund, der synes at være regredieret.
Musikalsk fortsætter ‘The Film’ afviklingen fra ‘The Healer’: Tunge riffs kommer sejlende, men bliver bragt til standsning af Moor Mothers ordflom. Over lange passager hen mod slutningen undersøger de i fællesskab forfaldets udtryksmuligheder i udstrakte, tyst rumlende ruinlandskaber. Uden Moor Mother havde ‘The Film’ føltes som en dekonstruktion af den allerede sønderslåede ‘The Healer’: Hun bidrager med en følelse af den bydende nødvendighed af at slæbe sig selv gennem lydmoradset og forsøge at komme på benene igen. Stavre, dejse omkuld, rejse sig igen.
‘The Film’ er ikke en plade, det føles fedt at lytte til. Der er ikke noget pay-off, ingen tilfredsstillelse. Det er lige præcis det, der gør den så lønsom at fordybe sig i.
