Første møde med ‘The Radiant Veil’, er en slags falsk start. Guitarerne får lov til at ligge og hvæse så længe, at jeg når at tjekke for løs forbindelse mere end én gang, efter jeg har sat pladens første nummer, ‘Usil’, på. Da trommerne endelig falder ind, føles det næsten som en lettelse, men dog kun en kortvarig en af slagsen. For nummeret klinger ud med en guitar, der slås an, som havde Saturnus fået et barn med Solbrud, men hvor førstnævnte ville tilføje en inderlig hvisken og sidstnævnte et gennemborende, growlende skrig, forbliver nummeret her tyst på vokalsiden. Ingen forløsning. Ingen kant. Smuk postmetal med progressive rockelementer, ja – men smukt på en måde, der næsten bliver sterilt.
Whiskey sour-metal
Der er meget plads på den her plade. Plads til riffs, plads til soloer. Plads til, at vokalen ikke for alvor spiller en rolle. På andet nummer, ‘Turms’, bevæger vi os over i et næsten rent soundscape, hvor trommerne dog holder en tynd rygrad. Overraskende effektivt. Og da vokalstykkerne – rene og, rolige – endelig dukker op, får de lov at stå som en ligeværdig passage blandt instrumenterne. Ikke mere, ikke mindre. Det gør musikken smukkere, men også mere ufarlig.
Det hele føles tiltalende, men tiltalende på en pæn og nydelig måde, som ikke river nogen rundt. Jeg kan sagtens se det fungere live i de rigtige rammer. Forestil dig et smukt lokale, lavt lys, et bord, en whiskey sour. Ud over at passe til pladens pænhed, ville det også kunne honorere de tangenter, der går mod det gazede. Jo mere jeg tænker over det, des mere får jeg faktisk lyst til lige præcis den oplevelse.
Et halvt minut, der gør forskellen
Selvom musik af Hemelbestormers beskaffenhed i første omgang mentalt arkiveres under “rart” for denne anmelder, så er der også passager, som kan fremhæves for at skabe andre lydlige oplevelser. Eksempelvis skabes der ret præcist halvvejs inde i ‘Tiur’ lidt over et halvt minut, hvor jeg mærker min puls stige. Her er tale om en lydlig association til et løbsk tog eller et skib med ufravigelig kurs mod et isbjerg; terningerne er kastet og tilbage er kun at berede sig på kollisionen. Den slags tager jeg hatten af for, for så bevæger musik sig pludselig fra at være behagelig baggrund til noget, der føles nødvendigt. Og den følelse fortsætter på ‘Cel’. Her får bassen lov at buldre lidt længere frem i en langsommeligt chuggende opbygning af de ildevarslende, som lader til at ligge som en understrøm gennem albummet, og så bryder growlen ind. Endelig. Raspende, gurglende, hæs, i et mellemregister, lige dér, hvor den skal være. Den fylder hullet ud, som havde været der hele tiden. Alt giver mening nu. Om det er et særligt markant nummer, eller om de bare endelig har fanget min fulde opmærksomhed, og jeg nu er åben, er jeg ikke helt sikker på.
Beton, hegn og tremoloriff
Til tider får Hemelbestormers stemning mig til at tænke på Sons of Cain anno ’95. Samme langsomme opbygning, bare bedre produceret. Måske var det en tilfældig association, men den hænger ved. Hvad blev der i øvrigt nogensinde af dem? Jeg tror godt, de kunne have mere musik i sig. Opfordring hermed givet videre.
‘Laran’ åbnes med et langt og sludgy introducerende stykke, der lgodt kunne være lydsporet til en optagelse i dogmekvalitet af uendelige og ørkesløse betonkarreer, oplyst af gustne, orange gadelygter og kun afbrudt af parkeringsplader –- ligeledes domineret af beton –- flankeret af galvaniseret trådhegn. Kæft, det er fuldstændig fremragende.
Og ‘Tinia’? Her bliver tempoet skruet op. Guitaren går i tremolo og lyder til tider dobbeltlagt. Et greb, der giver nummeret en sitrende intensitet. Pludselig er vi langt fra pænhed og tilbage i noget, der river og slider.
Ros, i øvrigt, til Hemelbestormer for at have en holdning til, at deres gatefold-cover skal males af “rigtige hænder”, som de selv beskriver det, og solidt styre udenom alverdens AI-appel for i stedet at hyre kunstner Wesley Dewanckel. På deres Facebook-side kan man endvidere se, at billedet hænger på en væg et sted – måske hos en af bandmedlemmerne?
Når musikken endelig gør ondt
Hemelbestormers fjerde fuldlængde er en plade, der kræver tålmodighed. Langt hen ad vejen er den smuk – men ofte for smuk. En plade, man nemt kunne lade køre i baggrunden, uden at den nogensinde for alvor griber fat, for HMBSMs postmetal er sjældent vedkommende, hvis man ikke vender tilbage uden et stik af ubehag. Men når belgierne rammer de øjeblikke, hvor alting falder på plads, så gør det ondt på den helt rigtige måde. Netop pladsen til riffs og soloer, som lader pladen forblive instrumentalt domineret med vokalen langt tilbage i lydbilledet, ender med at blive dens styrke.
Og det er dér, pladen bliver mere end behagelig. Det er dér, man stopper med at drikke sin whiskey sour og i stedet spilder den ned ad bordet, fordi man endelig hører efter.
