En af de store glæder ved at være anmelder er, når der falder en plade ned fra himlen fra et band, du aldrig har hørt om og næppe havde sat på af egen fri vilje grundet titlen, og pladen så viser sig at være god. Det er heldigvis tilfældet med Rwakes nyeste udspil ’The Return of Magik.’
Pladen kom som et forslag fra vores magasinkoordinator. Selvom jeg kun har skrevet anmeldelser her i halvanden måneds tid, har han alligevel formået at tune sig ret godt ind på, hvad jeg godt kan lide, så det var i blind tro til hans dømmekraft, at jeg sagde ja til pladen. Det er jeg glad for, at jeg gjorde.
’The Return of Magik’ er det første album fra Rwake i over 14 år. Det er et band, som både tager sig god tid til at skrive musikken og spille den. Det er langsomt og tungt, men samtidig melodisk og drømmende. Det er svært at beskrive, for stilistisk er det all-over-the-place. Hvis Roadburn-core var en genre, så ville Rwake dets posterchild.
Åbneren, ’You Swore We’d Always Be Together’ starter med et americana-inspireret guitar- og pianoriff, som snildt kunne have været hjernen bag Swans, Michael Giras sideprojekt, Angels of Light.
Det dvæles der dog ikke meget ved, for før man ved af det, trækkes lytteren ind i et tungt Neurosis-riff, der stinker af sydstatssludge. Det veksles der mellem. Der bygges langsomt op og brydes langsomt ned, mens Chris Terry og Brittany Fugate deles om mikrofontjansen. Begge med vokaler, som lugter mere af norske fjelde og nåleskove end amerikansk sump og moonshine.
Vokalen er til gengæld også Rwakes egen største hæmsko. Normalt er jeg glad for, når et band kan variere de bærende aspekter i deres musik. Desværre bliver det ikke rigtigt bedre, når Rwake gør det. Faktisk tværtimod. I de mere drømmende øjeblikke i musikken begynder Terry på arrigt spoken word-poesi om hekse, troldmænd, magnetisme, natur og Lehmanns seismologiske teori om jordens kerne. Det ender med at fremstå som en lidt for påtaget time i natur og teknik med højt lixtal. Skammen er ekstra stor, da det især er et gennemgående tema på albummets to bedste numre; den My Dying Bride-inspirerede ’With Stardust Flowers’ og den Earth’ede ’Distant Constellations and the Psychedelic Incarceration.’
Heldigvis ødelægger det ikke musikken, som fortsat er fremragende. Det er bare en skam, når de smukke stykker ender med at også at være fjollede i stedet for bare at være smukke. På positivsiden, som ellers er stor, slipper Rwake fra det meste. Det er et band, som vil det hele på én gang og lykkes med det meste. Det er særligt fedt, når musikken får lov at dvæle ved de psykedeliske elementer, som særligt gør sig gældende på albummets anden halvdel.
Det næstsidste nummer, som også er den sidste regulære sang, er ’In After Reverse’, hvor albummets største klimaks også finder sted. En kombination af blackmetalliske skrig og melodier i lag oven på den sludgede lyd får det hele til at gå op i en højere enhed, før en sagte drone faser ud.
’The Return of Magik’ er cyklisk. Vi starter i americana, bevæger os over i doomet sludge og slutter i americana igen med ’Φ’, som en kort, melodisk reprise over samme tema, som åbnede pladen.
Selvom der både går natur og teknik og kontraktmodel i den, så har Rwake udgivet en hæderlig plade, som sagtens kan have en outsiderrolle til et af årets bedste sludgealbums.
