Knocked Loose byder op til håndgemæng og dans
Ild i gamle huse
Efter mange år som musikanmelder, er der snart ikke det, jeg ikke har hørt – eller ment noget om. Trods en mangeårig tendens i metallen med at krydsavle genrer som var det ærteblomster, føles det efterhånden som en genopvarmet udgave af gårsdagens rester. Jeg tager mig selv i at høre de samme ting igen og igen, i håbet om at kunne vride de sidste dråber dopamin ud af den musik, jeg har elsket i så mange år.
Jeg havde dog ved gud aldrig forventet at live så meget op, som da jeg stod ansigt til ansigt med Knocked Loose for første gang. Normalt er hardcore og al dens væsen en udtryksform, der aldrig rigtig har klikket for mig, men den rå og ligefremme røvfuld bliver serveret med et skud deathcore og lidt slam, der tilsammen udgør ‘You Won’t Go Until You’re Supposed To’. Og er der noget jeg godt kan lide, er det musikalske blandingsmisbrug med noget på hjerte.
Vrede er også en følelse
Vokalisten Bryan Garris er en hidsig fætter, der råber sine følelser ud på godt og vel en halv times aux-terapi. Han lyder som om han hører til i musikken, forstået på den måde, at han matcher instrumenterne i energi og intensitet. Hans artikulation er forståelig, mens den overbevisende arrigskab udmønter sig i nogle skrig, jeg finder velbehag i. Andet nummer, ‘Piece By Piece’, er værd at nævne, fordi det står ret klart, at han har en rigtig god stemme – det lyder måske paradoksalt, men den er pæn og klar, hvor andre måske ville gå efter en mere rusten lyd.
Men det absolutte personlige højdepunkt, er uden tvivl ‘Suffocate’. Alt er tunet ned til knæene, et godt solidt brøl åbner ballet, og baner vejen for en kvinde, der tog tilløb til og satte af fra kanten. Poppy lyder absolut bindegal, for længst forbi sammenbruddets rand, og jeg elsker det. Jeg elsker også den yderst overraskende sambarytme der sniger sig ind i vanviddet. Det giver nummeret noget charme, og pladen personlighed.
Fra 0-100 på rekordtid
Ellers er resten af albummet ganske overbevisende og uden overflødige gimmicks. ‘Don’t Reach For Me’ er en brutal omgang, både musikalsk og tekstmæssigt, og Knocked Loose tager ingen gidsler. De er både melodiske og tunge – alting er tunet til “deathcore” – og der er masser af breakdowns. ‘Blinding Faith’ har endda et par stykker af dem, både de hurtige og de langsomme, og det fungerer godt sammen med tendenserne fra punken.
Alle har en mening om deathcore, og oftest bliver den kylet i samme kasse som nu-metal, en genre der ikke rigtig bliver taget alvorligt. Men her bør ens eventuelle modvilje ikke stå i vejen for en god oplevelse. Der bor en vildskab i kvintetten fra Kentucky, som alle fans af god hardcore plus det løse, kan sætte pris på. De er satans dygtige allesammen, og det er noget der transcenderer genrer, selv for en gammel gnavpot som mig.
You Won't Go Before You're Supposed To by Knocked Loose
