Når kunsten efterligner livet

Skrevet af:







Kunstner(e):

Albumtitel:
The Rime of Memory
Genrer: ,

Panopticon gør sig umage for at lyde som januar.

Det er ikke længe siden jeg sidst anmeldte et band, der beskæftigede sig med sæsonerne og al dens væsen. Waldgeflüster gik i skoven og sparkede til de visne blade, men Panopticon haler op i sokkerne og ser forsagt derud. Som jeg sidder her og ser ud af vinduet, ud på vinterlandskabet, slår det mig, at jeg meget bedre kan lide ting, når det har sneet. Panopticons ‘The Rime of Memory’ er således i overhængende fare for at blive oplevet gennem et dæmpet filter af hård frost og det blå lys ved halv fire-tiden om eftermiddagen.

At sangene er lige så lange som vinternætter er nok lige så meget en tilfældighed, som at titlerne relaterer til den årstid, de fleste mennesker vælger at hade. Personligt er det min favorit af flere forskellige årsager, den vigtigste værende min evige kærlighed til det flygtige fænomen, som indhyller det meste af landet i skrivende stund: sne, sne og helst meget mere sne.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Sort is

Smukt ser det ud, sart er det. Smelter for et godt ord og består af skrøbelige små enheder, der ved nærmere eftersyn, er både betagende og unikke. Den sarte skønhed ved et snefnug afspejles i den omskiftelige ‘Winter’s Ghost’ som strækker sig over cirka 20 minutter og starter som et blidt drys, der langsomt lægger sig som en dyne over alle de skarpe kanter.

Men ganske som vi så forleden, er det ikke kun røde kinder og genskin i snedriverne. Sne kan også være ubarmhjertig, piske ud af en stålgrå himmel og sluge hegn og gård. Ganske som ‘Winter’s Ghost’. Kontrasterne, og du må selv bestemme om jeg refererer til vejrfænomenet eller bandet, tager pusten fra mig og jeg ønsker mig mere, vildere, dybere.

Panopticon har øje på spændingsfeltet mellem rå og raffineret, påtrængende og tilbagetrukket. Den sagtmodige folk som jeg forbinder bandet med, er knivskarp og jeg kunne sagtens lytte til mere af det, mens jeg venter på næste drys/udkørselsforbud. Det er ikke alle som formår at få et nummer på 20 minutter til at fungere. Men for en som mig, der godt kan lide at grave i hvorfor noget er godt, må jeg alligevel trække blank. I stedet bliver det noget halvt forklaret, semi-poetisk med fokus på metaforisk talesprog.  

Click here to display content from bandcamp.com

Måske fordi Panopticon bruger utrolig meget tid på selv at trampe et kompliceret mønster i den nyfaldne sne. ‘An Autumn Storm’ for eksempel, som varer sølle ni-og-et-halvt minut, lyder for alvor af at det fyger ind ad sprækkerne, takket være en konstant, men stigende og faldende tone i baggrunden. De mange subtile humørskift taler ind i lyden af trækvinde, og jeg accepterer, at min anmeldelse langsomt bliver til en Jeppe Aakjær-sang.

For takket være eksterne forhold udenfor min kontrol og nummeret ‘The Blue Against the White’, er jeg nu den proverbiale gammelmor i klokkerne. Melankolien krystalliserer på ruderne, post-metallens tusmørke falder langsomt på og jeg sætter pris på deres emotionelle kælkebakke, selvom jeg synes en time og et kvarter er lige lovlig lang tid at bygge en snemand i. I sidste ende er det en hyldest til (u)vejret og kan man leve med, at vinteren – og pladen – trækker ud, er det bare på med vanten.

Karakter
5
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook