Jeg stiftede for første gang bekendtskab med italienske Messa i 2023, da jeg faldt over deres på daværende tidspunkt nyeste udgivelse, albummet ‘Close’ fra 2022. Det er et album, jeg sidenhen er blevet meget glad for, så det var med høje forventninger, at jeg smækkede ‘The Spin’ på, da det udkom den 11. april. Før jeg gik til tasterne, havde jeg derfor allerede hørt det igennem en enkelt gang, og bevares, jeg var ganske godt tilfreds, men det var ikke noget, jeg forestillede mig at vende tilbage til synderligt ofte. Det var indtil, jeg fik lejligheden til at dykke ned i det i forbindelse med nærværende anmeldelse, og det er jeg glad for.
Hvis du tror, du har regnet Messa ud, kan du godt tro om igen. Denne gang har doom-firkløveren fra syd skruet tiden tilbage til 80’erne og hentet inspiration fra goth rock og dark synth med lidt klassiske rock-elementer og endda nogle jazzede indspark til alle nørderne derude. Instrumentalerne er desuden væk, og albummet er godt 20 minutter kortere end ‘Close’. Generelt er hele affæren langt mere ind til benet, end vi nogensinde har hørt Messa være før, og det gør sig gældende for både musikken og lyrikken. De har tydeligvis været meget fleksible i deres sangskrivning, og det er mig faktisk en gåde, hvordan albummet ikke lyder mere forvirret, end det gør. På papiret burde ‘The Spin’ være en rodebutik, men de mange skift i både tempo og atmosfære bidrager til en meget engagerende lytteoplevelse.
‘The Spin’ lægger ud med sangen ‘Void Meridian’. Messas første to skiver, ‘Belfry’ og ‘Feast for Water’, startede begge ud med et instrumentalt nummer, men jeg savner dem egentlig ikke her. Forsanger Sara Bianchins vokal har nemlig aldrig lydt bedre, så hvorfor gemme den væk? Hendes vokal bevæger sig sømløst mellem det selvsikre og det skrøbelige, og min eneste ærgrelse er, at jeg ikke har hørt den live endnu. Messa viser sig generelt fra deres stærkeste sider, og især Alberto Piccolos guitararbejde bør også fremhæves. Han nailer den hver gang, uanset om det gælder en fræk lille rocksolo som på ‘Void Meridian’ eller det repeterende, nærmest hypnotiserende hovedriff på ‘At Races’, som kommer lige bagefter.
‘Fire on the Roof’ er et eminent nummer. Jeg kunne sagtens kværne en hel langspiller kun i denne her stil, men jeg regner ikke med at få min vilje. Den traditionelle doom er heldigvis så indbagt i Messa-lejrens DNA, at de aldrig helt kan forlade den, og det er ‘Fire on the Roof’ et strålende eksempel på. Det er et uovertruffent og fandens catchy højdepunkt, der på intet tidspunkt overgås, men det er lige ved på næste nummer. ‘Immolation’ er nemlig endnu et kæmpe stykke musik, der dog er bygget helt anderledes op. Det er en ballade, der starter langsomt ud, og bedst som man tror, man har regnet den ud, eksploderer den i en riff-kavalkade af episke dimensioner. ‘The Dress’ kommer lige efter, og udgør i fællesskab med de to forrige en trio af sange, der fuldstændig har redefineret Messa for mig. De er kreative kamæleoner, der ikke er bange for at tage fusen på lytteren, men der er metode i galskaben, så alt er jo godt.
‘Reveal’ starter ud med, hvad der lyder som en steel guitar. Ja, hvorfor ikke? Der jammes på den i et minuts tid, inden vi bliver mødt af noget meget kærkomment harskhed, der lige akkurat er nok til at få pulsen op, uden at vi bevæger os over i det decideret brutale. Skibet er ladet med chugs og stank face, så der er fart over feltet, men det bliver på intet tidspunkt på bekostning af den finesse og det overskud, som ‘The Spin’ emmer langt væk af. Det er et nummer, der sagtens kunne have optrådt på de ældre Messa-plader, men i albummets flerfacetterede natur passer den enormt godt ind i tracklisten. ‘Thicker Blood’ er rosinen i pølseenden, og hvilken rosin det er. Når man hører et godt album fra ende til anden, er sidste nummer næsten lige så vigtigt som det første, så det er en kæmpe lettelse, at begge holder samme høje niveau. En intet mindre end suveræn afslutning på fortællingen om ‘The Spin’.
Messa har holdt samme line-up i over et årti. Det er en imponerende bedrift i sig selv, men når de så ovenikøbet formår at udnytte samtlige medlemmers kunnen til fulde, bliver det næsten umuligt at tro, at de har indspillet ‘The Spin’ hver for sig, men det har de! Heri ligger måske forklaringen på, hvorfor albummet er så alsidigt, som det er. Det er et udspil, jeg spår vil figurere på flere top-lister nær årets afrunding. Måske er det ønsketænkning fra min side, men der er nærmest noget for enhver smag på ‘The Spin’. Hvis man altså har smag for grandiose omkvæd, fængende riffs eller 80’er nostalgi, der på mirakuløs vis aldrig bliver kikset. Det er både levende og indlevende.
Alle de kræfter og al den musikalitet, der er til stede på Messas nye album, er så indlysende, at det ikke er til at tage fejl af, og rent håndværksmæssigt er dette album noget af det mest storslåede, jeg har hørt i år. Kompositionerne er langt hen ad vejen ganske vist mindre progressive, end vi kender dem fra Messa, og tracklisten stikker stilmæssigt i alverdens retninger, men ‘The Spin’ er paradoksalt nok mindst lige så sammenhængende, som man bør forvente af de garvede italienere. Måske endda mere. Hvis man af uransagelige årsager er i tvivl om, hvorvidt man skal give skiven et skud, bør man starte med den førnævnte sangtrilogio bestående af ‘Fire on the Roof’, ‘Immolation’ og ‘The Dress’, og så arbejde sig ud indefra. Lighederne mellem disse tre er få, men de udgør tilsammen definitionen på “det nye Messa” samtidig med, at man har holdt fast i den umiskendelige identitet og samhørighed, der har været til stede på alt, de tidligere har produceret.
Det kan være, at Messas nye tilgang til deres musik er en “acquired taste”, især hvis man holder af deres tidligere udgivelser, men sådan er det jo med så meget. Jeg har aldrig rigtigt lært at drikke kaffe, men jeg har lært at holde af ‘The Spin’, og det håber jeg også, du kan. Jeg er i hvert fald solgt.
