Blessings er vendt tilbage med et album, der atter forsøger at overvælde lytteren med en uendelig malstrøm af larm og andre fede ting. ‘Blodsträngen’ viser kvartetten fra Göteborg som deres allermest rastløse og eksplosive selv – men bliver der satset for stort i sidste ende?
Blodstrengen? Blodlinien? Ja, noget i den stil, fortæller min svenske ven mig, da jeg over en øl spørger ham, hvad titlen på det nye Blessings-album ‘Blodsträngen’ egentlig betyder. Han kender dog ikke ordet. Er det en forsvensket udgave af det engelske “bloodline”? Er det et synonym for en navlestreng? Eller skal vi måske forstå titlen som en form for åndeligt bånd? Uanset om det er det slægtslige, det anatomiske eller det metafysiske, er ‘Blodsträngen’ et massivt album. Det kan man under ingen omstændigheder komme udenom.
Folk har det med at kategorisere Blessings som shoegazey, post-hardcore, men den forsimplede betegnelse sprækker hurtigt, når man står ansigt til ansigt med ‘Blodsträngen’, der har så mange indtryk indopereret i musikken, at genrebestemmelsen falder fuldstændigt fra hinanden. Når sådan noget sker, kan man altid kalde det for “avantgarde metal”, ligesom man kan kalde samtlige crossovers mellem døds- og black metal for “ekstrem metal”. Den genvej tager vi dog ikke her, selvom det ellers havde været nemt – og lidt sjovt. Der er noget for enhver smag på ‘Blodsträngen’, hvis man altså har smag for noisy post-hardcore/metal/whatever med sludge- og crust-elementer.
Albummet lægger ud med en lang, ildevarslende intro med en langsomt fremkrybende rytmesektion bestående af den karakteristiske, dybe basbrummen samt et ganske solidt beat fra trommeslager Mattias Rasmusson. Først omkring to minutter inde melder vokalen sin ankomst og bevæger sig resten af nummeret mellem skinger råben og en nærmest messende levering fra forsanger og bassist Fredrik Karlsson. Guitarist Johan G. Winthers backingvokal fletter sig sømløst ind og ud med Karlssons nær slutningen af sangen, og så er vi ligesom for alvor i gang. Titlen på åbneren er ‘Raised on Graves’, og nummeret står som et stykke minutiøst udmejslet post-metal, hvor hver detalje føles gennemtænkt.
Der er blandt andet i detaljerne, Blessings sejrer, og meget af den ære tilfalder manden bag synthen, Erik Skytt, som fuldender firkløveret fra Göteborg. Han står også for de mere alternative perkussive indspark – heriblandt den famøse koklokke, der på nummeret ‘Strings of Red’ ligger i baggrunden og lurer som en lavmælt metronom af øv. Den rejser spørgsmålet om, hvorvidt ét upassende element kan være så distraherende, at den fjerner enhver god kvalitet ved et værk. Jeg har ikke svaret endnu, for trommespillet, som i det hele taget er pladens måske mest fremhævelsesværdige bidrag, er på dette nummer helt afsindigt lækkert, og sangen er i sin helhed nok den tungeste af dem alle. Jeg spiser stadigvæk op, selvom der er majs i min durum, og jeg hører stadigvæk ‘Strings of Red’ færdig, selvom jeg ikke skal bede om koklokke nogensinde igen.
‘Strings of Red’ er desuden en sangtitel, der går igen på samtlige Blessings-plader, således at man hurtigt – som en meget bogstavelig rød tråd – kan observere den musikalske udvikling fra album til album. Nummeret efter, ‘Clean’, er imidlertid endnu et bud på, hvordan Blessings lyder anno 2025. Kompositorisk minder det mistænkeligt meget om ‘Raised on Graves’, og der er alligevel ikke gået lang nok tid, fra det nummer kørte, til at déjà vuen ikke rammer. Vi starter stille, vi fortsætter langsomt, og så skruer vi op for alt, vi overhovedet kan, mens Karlsson brøler derudad til tonerne af en virkelig velspillet basgang. Det er et frontalsammenstød mellem lytter og en væg af ren larm.
Med sine blot tre minutter og 44 sekunder lange spilletid er ‘No Good Things’ albummets næstkorteste sang, men selvom den er relativt fattig i længden, er den ufatteligt rig på musikalske indtryk. Især guitararbejdet og den plukkende, legesyge intro løfter virkelig albummets midtpunkt op mod noget, der nærmest fremstår som et klimaks i sig selv. Jeg er vild med, hvordan Mattias Rasmusson slår hårdere og hårdere på trommerne, som nummeret skrider frem. ‘No Good Things’ er en misvisende titel, og det er nummeret et rungende bevis på.
Der er – heldigvis – masser af godt ved denne plade. Blandt andet nummeret ‘Allt Vi Kan Ge Är Upp’. Den behøver man nok ikke en svensk-dansk ordbog for at forstå. Denne sang er så storslået i sit væsen, at det nærmest bliver anmassende. Blessings vil gerne presse lytteren helt ud på kanten, og det er på dette tidspunkt i pladen, at spørgsmålet om identitet for alvor presser sig på. Det sker ofte, at anmeldere snakker om sådan noget – jeg selv inkluderet: Hvornår lyder et band umiskendeligt som sig selv? ‘Allt Vi Kan Ge Är Upp’ kunne være svaret. Det er et nummer, hvor al den rastløse idéflugt, der kendetegner Blessings’ univers, smelter sammen til ét monumentalt udtryk. Jeg synes ikke, de mangler retning, men de skyder så bredt, at man bare må acceptere, at netop dette overmål af indtryk er kernen i deres identitet som band. Det er et overflødighedshorn af idéer, og hvad mere er: De indtryk sætter sig fandme fast!
Det gør de fleste i hvert fald. ‘Copper+Dirt’ er et meget kort nummer. Riffsene springer fra det skærende og piercende til det ned-ad-bakke tumlende. Det er en underholdende og energisk skæring, der fungerer som et afbræk i pladens ellers monumentale helhed, men jeg har svært ved at retfærdiggøre dens plads på et album, der tydeligvis er skabt til at høres fra ende til anden. Det bevidner de glidende overgange mellem hver sang om.
Det blev larmende før stormen, og pludselig er vi i mål med ‘Through Veils’. En 10 minutter lang prøvelse med sludgede riffs og lidt baggrundsklokker, der heldigvis bliver tilstrækkeligt overdøvet af de eksplosioner af larm, som periodisk dominerer lydbilledet. Det er et solidt nummer, men 10 minutter er virkelig også at strække den. Blessings må gerne, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg på det sidste ikke altid har haft det i mig at høre nummeret færdigt.
‘Blodsträngen’ er en krævende affære. Hvis vi går baglæns i Blessings’ katalog, bliver vi mødt med ‘Biskopskniven’ fra 2021 og et markant anderledes lydende band – stadigvæk ét, der tør udfordre sine lyttere, men med en anden tyngde. Forskellen mellem ‘Blodsträngen’ og ‘Bittervatten’ fra 2012 er endnu mere kontrastfuld. Det er et helt andet bæst med en langt mere uraffineret lyd, hvor noise sidder i cockpittet, og fuzzen driver ned ad væggene. Rytmik var yt, og ren, ubarmhjertig støj var så meget in. Der er spor af ‘Bittervatten’ på ‘Biskopskniven’, og der er spor af ‘Biskopskniven’ på ‘Blodsträngen’, men Blessings’ DNA har ændret sig markant og generelt set til det bedre.
Blessings har selv nævnt bands som Darkthrone og Black Flag som inspirationskilder, men det er ikke, fordi jeg synes, de bærer dem uden på tøjet som sådan. Jeg tør dog godt vædde på, at der er blevet lyttet til en del Converge og Neurosis i øvelokalet. To bands, der er ret så forskellige i deres genre, men hvis bedste sider alligevel siver ind i og oser ud af ‘Blodsträngen’. Arven fungerer dog ikke som pastiche, så Blessings lykkes med at fremstå egenrådige, og det er et kæmpe plus.
Normalt er mit første instinkt at rulle øjne af plader på over en halv times længde – især hvis spilletiden er fordelt på så få numre, som er tilfældet her. Something something generation Zs attention span. Alligevel er der lige akkurat nok kød på Blodsträngen til, at Blessings holder opmærksomheden gennem hele molevitten, og det er faktisk en bedrift i sig selv. Jeg kan være uenig i nogle af deres måske lidt for kreative påfund, men jeg kan ikke løbe fra, at jeg virkelig godt kan lide det her album. Det er ikke så udfordrende som deres tidligere materiale, og jeg tror, mange vil finde det overraskende tilgængeligt, men det kræver simpelthen, at man gider. ‘Blodsträngen’ er nemlig ikke sådan et album, du smider på i baggrunden, mens du støvsuger, vasker op eller laver andre kedelige voksenting. Musikken kommer til at tage dit fokus alligevel, så du kan lige så godt overgive dig til den.
