Det andet album på blot et år fra amerikanske Ethel Cain er en smuk, men også rodet omgang. Et vidnesbyrd om, at når man prøver at ramme alle, rammer man som regel ingen.
Mørke tider kalder på mørk kunst. De seneste års politiske og samfundsstrukturelle katastrofer har cementeret sig i popkulturen: Stranger Things går sejrsgang blandt yngre som ældre generationer. Tuderock-koryfæerne Deftones, My Bloody Valentine og Radiohead spiller i disse dage nogle af deres største turnéer, og oplever en form for renæssance – specielt blandt et yngre publikum. Kort sagt har mørket på ny vundet indpas hos et bredt publikum. Og mørk pop er nok det prædikat som passer bedst på Ethel Cain’s andet album i 2025 – ‘Willoughby Tucker, I’ll Always Love You’.
Udtrykket spænder bredt og tankerne ledes på alt fra 90’er-MTV ikoner som The Smashing Pumpkins i ‘Mellon Collie’-dagene, Alanis Morissette, Mazzy Star og Liz Phair, til vor tids ultra popstjerner som Lana Del Rey, Billie Eilish og Phoebe Bridgers. Heri tilsat et hav af virkemidler fra den mørke musiks verden: kolde synthesizere, lo-fi optagelser af akustiske guitarer, strygere, noise- og industrial elementer, ambient – og jeg skal komme efter dig.
‘Willoughby Tucker, I’ll Always Love You’ er en blandet landhandel og det viser sig at være albummets store svaghed.
Der lægges ud med den nedbarberede ‘Janie’ som udelukkende består af tynd, kold chorus-guitar og vokal. Herefter ‘Willloughby’s Theme’ – En instrumental sang, som startes af et rungende klaver-tema. Nummeret intensiveres af mørke, pitchende synths. Det skaber tunge lydflader, som smelter henover kroppen som en dyne af frekvens. ‘Radio Towers’, som også er instrumental, er ligeledes et herligt ambient-stykke, der fungerer på fornem vis, med sit metronom-klingende beat. Ethel Cain er formidabel til at fremføre simple, smukke temaer med sine mørke synths. – Forstærke dem og på den måde skabe et kunstnerisk rum, hvor den helt nøjagtige kontrast mellem den mørke lyde, og de melodiske hooks får lov at mødes. Netop dét punkt rammer Ethel Cain mest nøjagtigt på sine instrumentale numre.
Den stemningsfulde, smukke og mørke startpå albummet udskiftes med den rendyrkede popmastodont ‘Fuck Me Eyes’. Stranger Things-synth for fuld udblæsning. Nu er vi i Taylor Swift-land. En pæn – ikke smuk, men pæn – popsang Juno-8 synth (vil jeg gætte på). En guitar med en akavet stor grad af distortion rammer i omkvædet. Den er så langt tilbage i mixet, at den mest af alt virker til at være der, bare for at være der. Som om den skal være gimmick, der skaber kontrast, til det poppede univers sangen udfolder sig i. Det fungerer slet ikke, og fremstår mest af alt kikset. Nummeret fremstår som en vanskabning i forhold til resten af albummets ni numre, som tager udgangspunkt i mere lo-fi-inspirerede produktioner. Det kan kun tænkes at nummeret er med for at fungere som single til kommerciel brug, og promovering af pladen. For der er absolut ingen kunstnerisk mening i at den er med på ‘Willoughby Tucker, I’ll Always Love You’. Albummets lavpunkt.
Der er flere fine numre på albummet: ‘Nettles’, ‘Dust Bowl’ og ‘A Knock at the Door’ rummer mere impressionistiske udtryk, med en nedbarberet lo-fi produktion. Sangskrivningen og kompositionerne er flotte. Ethel Cain kan sit musikalske håndværk. Især Phoebe Bridgers’ kompositioner – både solo såvel som i Boygenius bliver der givet high-fives til. Produktionerne er efter-bogen og kontrastfulde, og har tilmed sikkert kostet en bondegård. Problemet er, at de også er ret så forglemmelige. Det bliver for poleret og for efter-bogen til at kunne ramme et udtryk, som også bider sig fast.
De utrolig mange udtryk og genre-elementer får ‘Willoughby Tucker, I’ll Always Love You’ til at fremstå som en rodebutik.
Nuvel, et album kan godt rumme flere udtryk og stilarter og være aldeles fremragende: F.eks. som førnævnte ‘Mellon Collie & The Infinite Sadness’. Forskellen er, at Ethel Cains popsange er kedelige, og ikke for alvor bider sig fast – i modsætning til Billy Corgans eller Phoebe Bridgers’ popnumre. Ethel Cain mangler melodierne og idéerne i de poppede sange. Det kommer til at fremstå som en kopi af noget andet, blot printet i sort/hvid i stedet for farve-indstilling på kopimaskinen.
Et mere samlet udtryk savnes – og for denne anmelder måtte Ethel Cain gerne have holdt sig til det lo-fi ambient-udtryk, og så have kastet Phoebe Bridgers og Taylor Swift på porten. Ikke fordi der er noget galt med disse – de står begge på deres respektive pladser i pladesamlingen her på matriklen. Mere af den årsag, at Ethel Cain er bedst, når hun er Ethel Cain. Og den bedste Ethel Cain er den avantgarde.
