Langtrukken østrigsk tristesse med store armbevægelser

Skrevet af:









Kunstner(e):

Albumtitel:
Scorched Earth
Genrer:

Harakiri for the Sky er tilbage med deres sjette album. Det er et band, som jeg altid har haft lidt blandede følelser omkring. Det er tydeligvis ikke noget de har haft i sinde at ændre på med ’Scorched Earth’. Den pointe kommer jeg tilbage til.

Kender man til den østrigske duo, så ved man hvad man får: post / blackgaze, med en knivspids post-hardcore, store armbevægelser og flotte melodier. Bandets musik er skåret over den samme skabelon, som de har benyttet sig af, siden den selvbetitlede debutplade fra 2012. Det er både en fordel og en ulempe.

Når Harakiri for the Sky virkelig folder sig ud, hvilket de gør på åbningsnummeret ’Heal Me’ og efterfølgeren ’Keep Me Longing’, er det rigtig godt. Dog er det på pladens fjerde nummer, ’No Graves but the Sea’, at bandet giver de os alle de ting, de gør bedst. Det melodiske arbejde er på et kontinuerligt højt niveau, hvilket primært kommer til udtryk i M.S.’s guitararbejde. Nummerets næsten midwest emoagtige intro starter stærkt, inden vi føres over i de lagdelte, blackgazede riffs, som formår at holde sig interessante gennem nummerets otte minutter. Herefter bliver vi ledt over i et Alcestinspireret mellemstykke, som gradvist bliver tilført flere og flere af de post-hardcoretendenser, som bandet så ofte fifler med.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Desværre er Harakiri for the Skys styrker også deres akilleshæl. For selvom ’No Graves but the Sea’ holder hele vejen igennem, så er det et af pladens kortere numre trods dets otte minutters varighed. Østrigerne falder desværre i den samme fælde, som jeg synes de har gjort på deres forrige albums.
De holder sig til de sikre valg i sangskrivningen, hvilket betyder at der ikke er den store afveksling i sangene. Det resulterer i, at ’Scorched Earth’ bliver en næsten helstøbt, men ensformig og forudsigelig oplevelse over dens 67 minutters spilletid. Der kommer dog en afstikker til sidst, da pladen slutter med et cover af Radioheads ’Street Spirit (Fade Out)’, fra albummet ’The Bends’.
Harakiri for the Sky formår egentlig at tilpasse deres lyd til sangen, men det ender næsten med at adskille sig for meget fra resten af albummet – hvilket måske lyder skørt, når jeg selv kritiserer bandet, for at spille de sikre kort og være for ens. I sidste ende, så er det et interessant nok eksperiment, men havde fungeret bedre som en B-side, fremfor en del af selve albummet.

Selve tekstforfatningen er af svingende karakter. Det er et sjældent kritikpunkt i black metallens verden. Måske på grund af genrens hyppige brug af rallende, hæse skrig som vokal, som har en tendens til at gøre udtalen af tekst og ord utydelig. Harakiri for the Sky benytter sig derimod af en mere hardcore-inspireret råbevokal, hvilket gør det meget nemt at følge med i teksten. Det er, ikke altid, til bandets fordel, da flere momenter tenderer lidt for meget til at hjerte rimer på smerte.
Blandt andet på pladens tredje nummer, ’Without You I’m Just a Sad Song’, hvor frontmand J.J. råber:
“I’m waiting for someone and I can’t remember who. But there’s a hole in my heart, shaped just like you.”

Ydermere, er der en sekvens i ’Heal Me’, hvor der synges:
” Am I dying? Just a little… Is it blissful? It’s like a dream… I want to dream…”
Dette er hugget fra Deafheavens nummer ’Dream House’, fra deres hovedværk ’Sunbather’. Om det er tænkt som en velment gestus til et af genrens vigtigste bands, er svært at kloge sig på. Dog skurrer det lidt for meget i ørerne, og ender med at bidrage negativt til pladens lidt for sikre og letkøbte udtryk.
Når teksterne i forvejen er til den lidt svagere side, ender det bare med at fremstå uoriginalt

Når det er sagt, så er der mange gode øjeblikke på ’Scorched Earth’, og der skal lyde stor cadeau til Harakiri for the Sky, for oftest at lyde som dem selv, frem for at lyde som alle de andre. Der er stadig noget at arbejde på i forhold til teksterne, men selve musikken, som blander post-hardcore og black metal er, for det meste, rigtig god. Desværre rækker de gode musiske ideer bare ikke helt til en spilletid på over en time, hvilket gør albummets anden halvdel lidt hård at komme igennem.

Karakter
3
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

2025 – København
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook