Klagesange

Skrevet af:







Kunstner(e):

Albumtitel:
Desolation’s Flower
Genrer: ,

På et tidspunkt blev det usejt at beklage sig.
Jeg formoder, det har noget med kønsroller eller religion at gøre. Det plejer trælse ting at have. Måske er også dette calvinisternes skyld. I al deres ængstelighed for at ende på den forkerte etage, blev det forkert at tvivle, bekymre eller ærgre sig. De mente vel, at Gud havde besluttet det hele, og man derfor ikke måtte sige hverken til eller fra, hvis ikke man skulle have en enkeltbillet til de varmere egne. Salig Max Weber var så rigeligt fyldestgørende i sin kritik af dem, at jeg ikke skal gå videre ind i den, men jeg vil gerne pege tilbage til en tid, hvor det var ok at være ked af det.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Der er en grund til, at Aischylos fandt på at skrive tragedier. Sad shit works. Der er aldrig nogen, der har lavet stor kunst om at være glad, helt ærligt. Så kan man stå der som en eller anden moderne molbo lig Nicklas Bendtner eller Mick Øgendahl og være til grin for sine egne penge.
Men Orestien er en ting. Shakespeare skrev Hamlet, som om noget er sadboi-shit. Vi læser Poe eller Celeste Ng og føler vores indvendige elendighed spejlet. Vi skjuler det. Vi ser dokumentarer om folk, der bliver myrdet eller som forsvinder, for at kunne se bare et eller andet af os selv i det. Vi kan kun relatere til de real housewives, fordi de har misbrug af chardonnay, valium eller plastikkirurgi. Vi svælger i anden verdenskrig, fordi dødstallet gør, at noget føles ægte. Elendighed er et livsvilkår og det er nødvendigt for os at se. Ellers kan man nemt tro, at man er den eneste, og så er enkeltbilletten inden for rækkevidde.

I år 586 før vor tidsregning blev Jerusalem ødelagt. Babylonerne ødelagde hele svineriet og det har været et traume, jøderne har båret rundt på siden. Og i kraft af vores kulturreligiøse ophav, har vi også. I bibelsk forstand kender vi det som “Klagesangene” og hvis man læser den ganske korte tekst, er det ikke svært at forstå, at vi som art altid har været goth som bare fanden. Det er tunge sager, og kan kun anbefales som læsning, mens man lytter til den plade, som indeværende tekst knytter sig til.
Ikke fordi Ragana er religiøse i deres udtryk. Måske heller ikke i deres privatliv, det skal jeg ikke kunne sige, men i højere grad fordi, vi alle sammen er det på en eller anden måde. Selv den mest trve black metaller kan ikke sige sig fri for den slags. Vi er i høj grad hvad vi kommer fra.

Derfor rammer Raganas sjette album også helt plet.
Hos den nordamerikanske duo er det nemlig ok at beklage sig. Det er hele pointen, faktisk. Der er ikke megen glæde at hente i deres syv sange lange plade, der blander atmosfærisk black metal med doomens tempo og sindstilstand.

Vekselvirkningen mellem det sarte og bløde og det fortvivlede og skrigende er effektivt. Et nummer som ‘DTA’ – Death to America – byder på nærmest indie-rocket stemning og vokal, hvilket kun gør den mere effektiv, når den krydspositioneres med samples af kampstøj og panisk tale. Det er ikke svært at forstå angsten, når man lever i et imperium, der smuldrer så spektakulært som det amerikanske.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Maria og Coley, de to personer bag bandet, deler vokaltjansen mellem sig, og de formår begge at synge både rent og hårdt, uagtet at stemningen er forskellig. De er måske ikke de mest teknisk dygtige sangere, men den emotionelle tyngde, de begge kan bære er uovertruffen.
Det er i høj grad denne tyngde, der er det bærende element. Og det er det, der gør at “Klagesangene” er præsente i min hjerne, når jeg lytter til den – hvilket jeg har gjort ganske mange gange efterhånden. 

Den skrøbelighed, der udtrykkes på sidste del af ‘Pain’, hvor intensiteten i guitarerne forvarsler det knæk, der sker i stemmen, når længslen bliver sorrigfuld er intet mindre end fremragende.
Det samme kan siges om den næsten Khanateske hæslighed, der kommer til udtryk i ‘Ruins’ kort forinden.
Ragana har formået at skrive en melankolsk hyldest til deres forbilleder, der, som de selv beskriver det, var queers og transfolk, men som samtidig står som en beklagelse af den verden, vi har at leve i.
Den tunge og skærende doomblack og de svævende post-rock-passager indkapsler denne næsten andægtige stemning af sorg og triumf, og sidste sang, ‘In the Light of the Burning World’ handler om netop at finde det smukke i den containerbrand, der er verden anno 2023.

Beklagelse er moderne igen. Der er ingen frelse at finde i efterlivet alligevel.

Click here to display content from bandcamp.com

Karakter
6
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook