Som sendt fra kælderen: Det, vi ikke vidste, vi havde brug for lige nu, var en ny plade med Iron Lung. Powerviolence-duoen har ikke givet meget lyd fra sig i mere end et årti og fokuseret kræfterne på det pladeselskab, der bærer deres navn og med ‘Adapting // Crawling’ når svimlende 300 katalognumre. Nu er de tilbage med et album, der står som en dirrende finger rettet mod deres amerikanske samtid – lige så meget pegefinger som langemand.
Det er fuldkommen vanvittigt for mig at tænke på, at det er 18 år siden, jeg så Iron Lung spille sammen med Endless Blockade og Hatred Surge i en kælder midt i København. Næsten lige så vanvittigt, at det er mere end ti år siden, de udgav deres seneste plader, EP’en ‘Savagery’, LP’en ‘White Glove Test’, sidstnævnte for mig en fuldkommen omkalfatring af powerviolences herligt begrænsede virkemidler: Det var ikke bare spas og løjer, skits og hærg, ikke bare nørder ude på at smadre sig selv, før jocks gjorde det. Iron Lung bragte en snurrig, men velkommen, finesse ind i den musik, som de ikke desto mindre syntes bandsatte på at tampe i stumper og stykker.
Sådan var det i maj 2007 i den kælder, hvor Iron Lung netop havde indspillet ‘Sexless // No Sex’: Indædt, intenst, men samtidig inkluderende. Ikke så meget dem mod os eller os mod verden som et sammenhold om noget, der hele tiden var ved at smutte ud af hænderne på os. En musik, der skulle fungere som et spejl af den verden, vi også dengang levede i – arrangementet løb under parolen “Hævn 69”, det var kun godt to måneder efter rydningen af Ungdomshuset, før finanskrisen, en tid, hvor alle andre syntes at have travlt med at give hinanden ret i, at alt var fantastisk og kun ville blive endnu mere fantastisk.
Sådan var det også i marts 2013, da Iron Lung udgav ‘White Glove Test’ som et todelt værk: Selve pladen, hvor de forsøgte at sprænge rammerne for, hvad de kunne udtrykke som duo med guitar, trommer og råben i munden på hinanden, og en følgeplade med noise og industrial, som skulle spilles samtidig med den anden plade.
Fremme i april 2025 har Jensen Ward og Jon Kortland kondenseret tre års skriveproces under coronanedlukningerne, en afmontering af det amerikanske sundhedssystem og fremkomsten af en gruppe højtråbende og bevæbnede fladjordsfreaks og deres brutalt afstumpede åndelige leder til det tyve minutter lange album ‘Adapting // Crawling’. Og det lyder virkelig som en plade af sin tid, sådan som den veksler mellem frådende afmagt, kollapsende sangstrukturer, illusionsløse paroler og bare ren og skær pisset-af-hed over, at vi er endt her endnu en gang.
‘Adapting // Crawling’ er et konceptalbum om sundhed og sygdom, fysisk, men ikke mindst mental, og hvordan duoen forholder sig til den amerikanske virkelighed, de lever i. Sigende er det, at en af de linjer, der står ud i den afsluttende ‘Survived by…’, er de ord, “I can’t breathe,” der antændte en protestbevægelse – som alligevel bare blev kvalt af overmagten. Det er en nøgle til at forstå albummet: Trommeslager og sanger Jensen Ward har i et interview om pladen forklaret motivationen bag den med, at den var nødt til at føles krævende nødvendig for, at der skulle være grund til at lave den, samtidig med, at den bliver sin egen nødvendighed, fordi den kommer til at føles som det eneste virkelige i en verden af forfald og løgn. Musikken spejler det tema, den trøstesløshed, den nødvendighed, ved hele vejen igennem at bygge sig selv op, plante melodilinjer, riffs, råbekor, og så afmontere dem uden forløsning. Der er slamparts, selvfølgelig er der det, men der bliver ikke dvælet ved noget, højst ækelheden.
Det giver bedst mening at forstå pladens 18 sange som satser snarere end enkeltstående sange, for selvom enkelte af dem står ud – særligt det tre et halvt minut lange epos ‘A Loving Act’ – er de hinandens forlængelse, modsvar, refleksioner og videreudvikling. Måder at angribe det samme uoverkommelige problem fra flere vinkler, hakke sig ind mod kernen. Med rå mangel, som svenskerne så smukt kalder det, med en masochistisk industrial. Snublende hurtig hardcore, slæbende sludgy noiserock. Det er tydeligt i den triptykon, som sangene ‘Purgatory Dust’, ‘Virus’ og ‘Purgatory Dust (Final)’ udgør: Iron Lung begynder en sang, skyder så en anden ind midt i den, fordi den har en anden vinkel på det samme emne, eller bare maser sig vej uden at kere sig om, hvad andre foretager sig, inden den oprindelige sang kan ebbe ud i al sin lidende pragt.
26 år inde har Iron Lung tydeligvis stadig ikke tænkt at tilpasse sig en verden, de passer mindre og mindre ind i. Så hellere kravle gennem den med oprejst pande.
